DER BLEV IKKE lagt fingre imellem, da American Heritage Foundation, den konservative amerikanske tænketank, i sidste uge opstillede forventningerne til Anders Fogh Rasmussen op til hans første arbejdsdag som NATO’s generalsekretær.
Som generalsekretær, skriver Heritage’s Europa-analytiker Sally McNamara, skal Fogh fordele NATO’s byrder, så Europa bærer mere. Han kan ikke kræve flere tropper fra de enkelte medlemslande, men han skal sælge missionen i Afghanistan, så de kan forstå, hvad den kræver.
Han skal også skabe konsensus om NATO’s udvidelse mod øst, et projekt, som McNamara finder afgørende, fordi NATO »både er et militært og et politisk projekt.« Og han skal sørge for, at NATO opretholder sin forrang i den europæiske »sikkerhedsarkitektur« frem for at blive kørt ud på et sidespor af en eventuel EU-sikkerhedsstyrke: EU skal være et »civilt supplement« til NATO, og ikke en konkurrent.
Heritage Foundation er en dybt konservativ tænketank, men den er indflydelsesrig, og den udtrykker en linje, som står stærkt i USA’s udenrigspolitiske strategi over for Europa. Denne amerikanske linje ser NATO som den primære, samlende, vestlige organisation – ikke bare militært, men også politisk. Og den står i skarp modsætning til det syn på alliancen, som Guardian-kommentatoren Ilana Bet-El udtrykte i fredags: at Anders Fogh kan være den sidste generalsekretær for en vaklende, marginaliseret organisation, som desperat og ukoordineret forsøger at udkæmpe en dårligt planlagt kamp uden klart definerede mål i Afghanistan.
SOM BESKREVET i fredagens Information fortæller de deltagende lande vidt forskellige historier om, hvad vi egentlig laver i Afghanistan. Nogle – især i det nordlige Europa – laver angiveligt demokrati, mens andre – især USA – angiveligt bekæmper al-Qaeda, og andre igen siger, de er der for at skabe udvikling og stabilitet.
Snarere end at udkaste nye filosofier om, hvordan man vinder en krig, skal NATO’s generalsekretær frem for alt skabe en enighed om, hvad alliancen er til for – i Afghanistan, og i det hele taget. Før denne interne enighed er blevet stærkere, bliver NATO heller ikke nogen succesrig aktør i Afghanistan, ligesom magtkampene om organisationen som spydspids for landenes respektive interesser kan blive til politiske krudttønder.
NATO’s enorme udfordringer kan ikke klares gennem blokpolitik eller underhåndsaftaler. At skabe konsensus er en opgave, der ikke bare kræver en taktiker. Det kræver også en reel politiker og en diplomat. Og Fogh, der som statsminister ofte billedligt talt løb på to løbebånd på én gang (EU-mand i Europa, beskytter af danske særligheder i Danmark; islam-dialogisk i de internationale organisationer, islam-fordømmende hjemme; internationalist i verden, nationalist i Danmark), vil få sin sag for. Det er ikke længere nok kun at gøre sine venner glade.
