Leder

Obama kuldsejler sundhedsreform

Indtil for nylig stod Obama og langt de fleste Demokrater i Kongressen fast ved et forslag om at oprette en offentlig sygesikringsordning, der vil tilbyde lavere forsikringspræmier til dem, som ikke er dækket ind af en arbejdsgiverordning eller ikke har råd til at betale deres egen
19. august 2009

Få ville sige, at det er let at være amerikansk præsident. Færre ville påstå, at det er en politisk smal sag at gennemføre meningsfulde forandringer af det amerikanske samfund - selv når den siddende præsident vandt en jordskredssejr og havde en veritabel folkelig bevægelse bag sig. Ja, selv når præsidentens parti råder over et klart flertal i Repræsentanternes Hus og 60 ud af 100 pladser i Senatet. Velkommen til amerikansk demokrati!

I den sammenhæng fortjener Winston Churchills vise udtalelse at blive gentaget: »Det er blevet nævnt, at demokrati er den værste styreform, bortset fra alle de andre, der er blevet prøvet.« Sagt i 1947 af en bitter britisk politiker, der havde vundet krigen mod fascismen og tabt det efterfølgende parlamentsvalg i Storbritannien.

Under valgkampen i 2007-08 stod en grundig reform af det skrantende amerikanske sundhedssystem øverst på Demokraternes dagsorden. Man husker slagsmålet mellem Barack Obama og Hillary Clinton. Sidstnævnte kritiserede førnævnte for at støtte et forslag, som indbyggede en grad af frivillighed i en national sygesikringsordning, som alle amerikanere skulle være medlem af. Ak og ve! De forslag, som Demokraterne behandler i Kongressen i dag, er barberet ned til en minimalistisk model. Obama og Demokraterne vil faktisk bevare private sygesikringsordninger. »De, der har deres egen ordning, vil få lov at beholde den,« har præsidenten understreget.

Indtil for nylig stod Obama og langt de fleste Demokrater i Kongressen fast ved et forslag om at oprette en offentlig sygesikringsordning, der vil tilbyde lavere forsikringspræmier til dem, som ikke er dækket ind af en arbejdsgiverordning eller ikke har råd til at betale deres egen. Tilbuddet ville primært være rettet mod amerikanere mellem 18 og 65 år. Alle pensionister har nemlig adgang til det (næsten) gratis Medicare-system. Alt efter hvilken delstat man bor i, kan børn fra lavindkomstfamilier også få dækket lægebehandling og hospitalsophold. I Massachusetts er praktisk talt alle indbyggere sygesikret - et system indført af den tidligere republikanske guvernør Mitt Romney, der angiveligt planlægger at stille op mod Obama i 2012. Han er nu blevet bitter modstander af enhver form for offentlig sygesikring.

Demokraternes har altså skåret kraftigt ned på deres ambitioner. Tidligere ønskede man en national sygesikringsordning, hvor borgerne indbetalte en månedlig præmie og fik adgang til behandling af private læger og hospitaler. Nu bliver deltagelse frivillig. Og det er paradoksalt nok dette frivillige aspekt, der har næret den mest voldsomme modstand. Republikanerne og deres sponsorer i forsikringsbranchen frygter nemlig, at en offentlig sygesikringsordning - selv om den i starten vil være begrænset til at dække en lille andel af befolkningen - med tiden vil blive meget populær og til sidst udkonkurrere de private forsikringsselskaber med tilbud om lavere præmier til mere eller mindre samme service.

Dette er den lille ukendte hemmelighed, som ingen af siderne nævner i den amerikanske sundhedsdebat. Demokraterne håber, at en offentlig sygesikringsordning kan blive indført ad bagvejen, mens Republikanerne ikke tør bruge det som argument, fordi de ville fremstå som forsikringsselskabernes repræsentanter. Der er m.a.o. grund til at skille skidt fra kanel. Republikanernes skingre angreb på Obama og Demokraterne for at ville fratage folk et frit valg og indføre socialisme (eller fascisme) er blot en skinmanøvre, som dækker over et forsvar af industriens direkte økonomiske interesser.

Der står kolossalt meget på spil for forsikringsselskaberne og en lægestand, hvis høje gebyrer uvægerligt vil falde i et blandet system, hvor konkurrencen fra en offentlig sygesikring vil presse deres indtægter ned. Det er disse usynlige og magtfulde kræfter, som spiller med musklerne i den polemiske debat i disse dage. De står bag en organiseret kampagne med udsendelse af stormtropper til debatmøder med præsidenten og Demokratiske lovgivere. De finansierer skrækreklamer på radio og tv. Og som sædvanlig bider de amerikanske medier på. August er en stille måned, så man kan indkassere annoncedollar ved at skabe konfrontation på tv, skønt de konservative aktivister repræsenterer en yderfløj.

Det er derfor lykkedes for industrien og deres republikanske nikkedukker at afspore Demokraternes planer. Den store gåde er, hvordan det er lykkedes for Obama og Det Hvide Hus at gå i den fælde. Enhver med kendskab til de reelle økonomiske interesser involveret og den ideologiske skillelinje burde have vidst, at modstanderne af en sundhedsreform ville sætte alt ind på at kuldsejle projektet og i samme omgang svække Obamas præsidentskab fatalt. Ingen har sagt, at det er let at være præsident, men at USA's største politiske talent i en generation nu må gå i defensiven og muligvis vil opgive det vigtigste element i sin sundhedsreform - en frivillig offentlig sygesikring - tyder ikke godt for præsidentens evne til at lede på andre områder, eksempelvis i klimapolitikken. Måske værre: Et nederlag til Obama ville også være et nederlag for amerikansk demokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Se, det var præcist det jeg var bange for skulle ske. Obama bevæger sig i de højere luftlag og er så fleksibel og akademisk, at han ikke kan fokusere på enkle budskaber (undtagelsen synes at være i valgkampen).

Han synes at ville tage samtlige forbehold i ed om denne her offentlige sygeforsikring; i stedet for skulle han blot have brugt sit flertal fra starten, sagt 'det er mig, der er Præsident, jeg bestemmer'.

At være lyttende kan være godt nok; der kommer en dag, hvor slaget skal stå og kampen vindes, og her nytter det altså ej, at lederen er vankelmodig og ude af stand til at udpege en vej, der skal gås, samtidig med at han er ude af stand til at fastslå klare budskaber i offentligheden (igen, valgkampen synes en undtagelse).

Hvis man ser The Daily Show (på DR2) vil man kunne se, at Obama synes ude af stand til at fokusere på enkle, klare budskaber. Jo, der er lidt personlig historie og baggrund, men det er som om, han ikke forstår at formidle, hvad han egentlig vil med det her system. Andet end at opfordre til solidaritet med de svageste; her går han galt i byen i USA.

USA som samfund har aldrig været et solidarisk samfund, hvor alle betalte ind til fælleskassen, og så trak fra den, når de blev syge. Den amerikanske historie er netop historien om en stat grundlagt på en modvilje mod et statsligt byrokrati, hvor hver enkelt mand og kvinde netop har retten til at 'søge efter lykken' - for sig selv.

Obama bliver nødt til at overbevise middle america om, at det er til gavn for dem, at der indføres en offentligt forsikringsordning. Og så skal han lære at frame ordentligt...dvs. lære at sætte tingene ind i en ramme som passer til det budskab, han vil sende.

Og så nyttede det altså heller ikke, at Obama kom for skade at begynde at kritisere politiets arbejde; hans kone og hans rådgivere burde have fortalt ham, at han skulle holde sin mund, og sige 'no comments' eller noget i stil med 'jeg respekterer politiets arbejde, og har fuld tillid til at de får opklaret misforståelsen'.

Og det undrer mig, at Hillary (Clinton) ikke har fortalt Obama, hvad der kunne vente ham; hun prøvede jo akkurat det samme i 1990erne. Medmindre det er fordi hun håber at svække Obama så meget, så hun kan stille op til Præsidentvalget i USA i 2012 eller 2016...??