Leder

Rap og vrede

RAPSANGEREN Jokeren, som i det virkelige liv hedder Jesper Dahl, blev i går interviewet i Information. Han sagde blandt andet dette: »I Danmark skal man bare stille op til latterliggørelse og være stor nok til at tage det, men hvorfor det? I hiphopkulturen reagerer man ved at give tilbage af samme skuffe...
Debat
15. august 2009

Rapsangeren Jokeren, som i det virkelige liv hedder Jesper Dahl, blev i går interviewet i Information. Han sagde blandt andet dette: »I Danmark skal man bare stille op til latterliggørelse og være stor nok til at tage det, men hvorfor det? I hiphopkulturen reagerer man ved at give tilbage af samme skuffe.« Det, han tænkte på, var den vrede, som kommer til udtryk i mange af rappernes sange, fordi, som han sagde: »Vrede er angstens ansigt udadtil.« Vreden i rap er både den, der opstår mod uligheden og tomt liv, men også tit af en mere personlig slags - mod ens kvinde eller en uven. Man rapper det ud, når man føler sig dårligt behandlet, eller når der er en, man ikke bryder sig om.

Som da en 11-årig rapper rappede om, at han havde en patron liggende til Morten Messerschmidt. Denne reagerede - som Jokeren nu siger, man skal - men selvom Messerschmidt kan synge opera, besvarede han ikke udfordringen i sang, men truede med alverdens ulykker, hvorfor den sommerskole, drengen frekventerede, valgte at lukke. Han gav ikke tilbage af samme skuffe, men af en helt anden skuffe, hvori der lå en slet skjult trussel om enten retssag eller politisk pression, da skolen var støttet af det offentlige.

Tidligere havde forfatteren Hanne-Vibeke Holst reageret mod rapsange, som indeholder nedsættende udtryk om kvinder, og det gør de tit. Man kan sige, at hun også blot gjorde det, Jokeren siger, man skal gøre.

I grunden var det politikeren Erhard Jakobsen, som først var ude med ideologikritik på de tekster, de unge sang med på i Beatles-tiden, og som ofte forherligede indtagelse af LSD og hash, men især rummede samfundskritik. Det gjorde de. Han valgte dog humoristisk, de fleste vil sige komisk, personligt at digte og synge en modsang om, at Danmark faktisk er et dejligt land. Kæden sprang imidlertid af hans ideologikritik, da han anklagede tv-serien Dollars for at være skinbarlig socialisme, fordi de rige blev hængt ud. Man svarer med andre ord igen og ikke kun i hiphopkulturen. Den går begge veje.

Nogen stiller dog op til latterliggørelse og er store nok til at tage det, i hvert fald udadtil, nemlig de politikere, der bliver gjort grin med i sommerrevyerne. Man ser dem sidde på første række i Cirkusrevyen og smile anstrengt for bagefter at udtale, at det var meget, meget morsomt. De har lært lektien - i modsætning til islamisterne, der, som vi ved, ikke kan se noget morsomt i tegninger med satire over profeten. De har ikke lært lektien, men man kan da håbe, de gør det med tiden, selv om udsigterne er ringe.

Hvad rapperne angår, har de det problem, at kritikerne åbenbart ikke kan se det, de også er, nemlig skuespillere. De bruger - som andre kunstnere - egne erfaringer, men de fremstiller også figurer, akkurat som aktørerne i et teater. En, som er så vred, at han kunne have lyst til skyde. Det er Jokeren, ikke Jesper Dahl, der rapper.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her