Leder

Spark i løgsuppen

Debat
5. august 2009

Som et hårdt slag med flad hånd på siden af hovedet skal den gode kunst ramme ’dem på parnasset’. De skal have den lige i synet, så de vågner op til virkeligheden. Den skal udfordre de fine, og den skal sætte problemer under debat.

Det kunne være sagt af radikale politikere eller modernistiske forfattere. Det er over 100 år siden, at Georg Brandes satte ild i det litterære København med krav til den aktuelle litteratur om at sætte problemer under debat, og det var tilbage i starten af 1930’erne, at Poul Henningsen i Hvad med kulturen annoncerede, at den kunst, som var forargelig, anstødelig og provokerende, var på fremskridtets side. Den kunst, som vakte anstød, kunne kaldes den gode kunst.

Det var synspunkter formuleret i opposition, men de er nu blevet det, som Frederik Stjernfelt i Kritik af den negative opbyggelighed kalder for en »folkemetafysik«. Erhvervsledere i mellempositioner præsenterer nu ganske almindelige handlinger som noget, man skal ’turde’, og dette ’turde’ annoncerer, at her er tale om noget grænseoverskridende og vovet.

Enhver fiasko kan efterhånden forklares som det etablerede samfunds afvisning af det farlige og provokerende.
Disse synsmåder blev formuleret som en kritik af institutionerne, men de blev institutionaliseret som pensum i uddannelsessystemet, almindelige antagelser i offentligheden og slogans i erhvervslivet.

Det betyder, at dem, der gennem årtier har opbygget en selvforståelse som udfordrende outsidere og uafhængige systemkritikere, må erkende, at andre oplever deres standpunkter som indbegrebet af det etablerede samfunds sandheder. Dette gælder sjovt nok både de humanister, som man har kaldt kulturradikale, og de protest­-politikere, som har raset imod ’kulturradikalismen’, ’eliten’ og ’den politiske korrekthed’.

Nu er det selveste Pia Kjærsgaard, som i Politiken tirsdag efterlyser »provokationer« fra kulturminister Carina Christensen. Det, der er galt med Christensen, er ifølge Pia Kjærsgaard, at hun ikke er tilstrækkeligt »kontroversiel«: »Det virker, som om hun er bange for at være kontroversiel – altså, det er da herligt at være kontroversiel. Det ved jeg selv alt om«. Pia Kjærsgaard savner et »rigtig godt spark i løgsuppen«, som hun kalder det.

Som eksempel på god og væsentlig kunst fremhæver Pia Kjærsgaard Jonathan Spang Olsens teaterstykke 2200 Carmen: »Han vil sikkert ikke bryde sig om, at jeg siger det her, men jeg synes altså, han er genial. Han formår at lave en brandaktuel forestilling, som er provokerende og tankevækkende, men som samtidig er humoristisk og får Hr. og Fru Danmark til at gå i teatret«

De tanker, som Pia Kjærsgaards position var imod, da de var nye, bekender hun sig nu til som tradition: Kunsten skal være en replik ind i den sociale virkelighed. Den skal ironisere over det, vi plejer at tage alt for alvorligt, og den skal vække os fra vores almindelige forestillingsverden. Og så skal den tvinge almindelige mennesker, dem hun kalder Hr. og Fr. Danmark, til at tænke selv.
Pia Kjærsgaard taler i Politiken som den kulturradikale, hun til enhver tid vil benægte, at hun selv er. For samtidig med at hun fælder domme efter kulturradikale kriterier, insisterer hun på at polemisere imod Klaus Rifbjerg, Kunstfonden og den eksperimenterende kunst.

Bemærkelsesværdigt er i den henseende hen­des angreb på Bjørn Nørgaards berømte hesteslagtning. På den ene side erklærer hun, at hesteslagtningen »ikke har noget med kunst at gøre«, og hun konkluderer bombastisk: »Punktum. Væk«. På den anden side er genstanden for hendes kritik altså et allerede 40 år gammelt værk, og Bjørn Nørgaard er i mellemtiden blevet royalt anerkendt med de gobeliner, han leverede til dronningens 50-års fødselsdag. Så Kjærsgaard tilføjer, at hun så sandelig ellers har den største respekt for Bjørn Nørgaard.

Hun bekæmper altså en kultur, som hun selv er formet af. Hun protesterer mod noget, som enten ikke længere er nyt eller for længst er blevet selvfølgeligt. Den såkaldte ’elite’, som hun taler imod, har politisk mistet indflydelse og offentlig anseelse. Men for det første er Kjærsgaards vælgere ikke blevet til direktører og mediechefer, bare fordi Dansk Folkeparti er blevet politisk dominerende. Og for det andet er fjendebilleder ikke altid rationelle. Det, der synes objektivt forkert, kan virke demokratisk rigtigt for politikere, der appellerer til ubehag og utilfredshed.

Den anti-autoritære pædagogik, som har skabt betingelser for en demokratisk kultur, kan således også af Dansk Folkeparti misbruges til at marginalisere dem, der har mindst at skulle sagt. Det er akkurat den erfaring, som gør, at Pia Kjærsgaards politiske succes bliver ved med at virke som et ubehageligt hårdt slag med flad hånd i ansigtet på velfærdsstaten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Med Poul Henningsens ord ord om, at det forargelige, anstødelige og provokerende, altid var på fremskridtets side, kan man jo sige, at alle i dag kan definere sig som rebeller og som modstandere at det bestående
Det er forholdsvis nemt fordi alle pr. definition altid er imod et eller andet synspunkt, og hvis man fremfører det synspunkt på en tilpas forargelig, anstødelig og provokerende måde, er det er nok til at gøre en til en rebel og forkæmper for fremskridtet

Schlüter kunne definere sig selv som borgerlig rebel, fordi han var imod den socialdemokratiske konsensus, selvom man i en vis forstand kan sige at hans politik, bare bestod i en tilbagevenden til gamle borgerlige dyder.
Pia Kjærsggard kan definere sig selv som rebel, fordi hun udfordrer dem på parnasset og den kulturadikale konsensus om hvad der er god kunst, selvom hun måske i virkeligheden bare bedst kan lide den mere gammeldags kunst der ligner.
Jeg har endda set Donny Osmond i læderjakke definere sig selv som rebel, fordi han som mormon gik imod de mere udsvævende tendenser i tiden.
På den måde har man fået reduceret det progressive til at være et forbrugeristisk spørgsmål on hvad enhver enkelt vil og ikke til en mere overordnet diskussion om hvilken retning samfundet skal udvikle sig i.