Leder

Tysk vækst

Debat
17. august 2009

For et halvt år SIDEN fik den tyske regering tørre tæsk af førende økonomer og ministerkolleger over hele verden. Årsagen var kansler Angela Merkels (CDU) tvivl på, at vejen ud af krisen var et rasende forbrug finansieret af skattelettelser. Nu kan den tyske regering muligvis lade hånt om alle indvendinger, for det ser grangiveligt ud til, at Merkels kur mod den verdensomspændende krise har været den helt rigtige.

Friske tal antyder nemlig højst overraskende, at finanskrisen i Tyskland lakker mod enden: Tyskland har i andet kvartal af 2009 oplevet en vækst på 0,3 pct. Ikke i sig selv en imponerende fremgang, men i en recessionsramt verden imponerende, fordi der er tale om fremgang. Men kan man virkelig udlægge så forsvindende lidt som 0,3 pct. vækst som et tegn på finanskrisens afslutning? Ja, siger optimister i forskellige udformninger. Recessionen er bremset, og der er ikke tale om en forbigående tendens eller et tilfældigt statistisk udsving. Så heldig er man endnu ikke i USA eller i Storbritannien, hvor krisen ser ud til at fortsætte. Men hvad har forskellen været på håndteringen af krisen i de respektive lande?

En afgørende forskel er holdningen til skattelettelser og indgreb. Som finansminister har Peer Steinbrück (SPD) konsekvent forsvaret den tyske regerings modstand mod den overbudspolitik, som i form af utallige hastigt sammenstrikkede stimuleringspakker har været fremherskende i dele af europæisk politik, siden krisen blev en realitet. Steinbrücks vedholdenhed har vakt kritik fra især briterne og amerikanerne, der selv har været gavmilde med skattelettelser for at stimulere det svindende forbrug.

I modsætning til USA og Storbritannien, hvorfra premierminister Gordon Brown i disse dage med nogen misundelse må skæve mod kontinentet, har Tyskland været skeptiske over for ideen med at øge forbruget ved at indføre stimuleringspakker med dertilhørende lån og skattelettelser. Ifølge Steinbrück har netop den form for politisk intervention - 'vulgærkeynesianisme', som han udtrykte sig om briternes fremgangsmåde - utilsigtet bidraget til nervøs forbrugeradfærd og yderligere destabilisering af markedet. Tyske skattelettelser har det desuden med at forsvinde udover landets grænser, mener man i den tyske regering.

Tyskland har som en af verdens store økonomier været under hårdt pres for at deltage i stimuleringspakkerne. En af de eksperter, der har krævet aktiv indgriben og skattelettelser fra den tyske regering, er den amerikanske nobelprisvinder i økonomi, Paul Krugman, der i en New York Times-klumme fra december 2008 gik så vidt som til at kalde den tyske regering for »tykhovedet«(boneheaded) . Krugman skosede tyskerne for at vægre sig mod massiv statslig finansiering af skattelettelser og opfordrede i kraftige vendinger den tyske regering til at leve op til sit ansvar som leder af en koordineret fælleseuropæisk indsats mod finanskrisen.

Tyskland ville ikke trækket læsset og stod på sin ret. I stedet har man sat gang i det ellers noget sløve tyske forbrug ved at indføre rundhåndede skrotpræmier, der har lokket tyske bilejere til at udskifte ældre modeller med nye biler. Dernæst har man været selektiv, hvad angår hjælpepakker til nødstedte virksomheder.

Endelig har den tyske regering med jobtilskud anvendt en betragtelig mængde af offentlige midler på at holde truede arbejdspladser i live. Men selv med jobtilskud er smertegrænsen nået for mange tyske virksomheder, og situationens > alvor vil først blotlægge sig efter valget til forbundsdagen den 27. september. De hårdest prøvede virksomheder har haft flere gode grunde til at vente med fyringer - både for at undgå at skade arbejdsgivervenlige partier som CDU og FDP forud for valget, men også for ikke at påkalde sig unødig opmærksomhed fra politikere på udkig efter en sag.

Et af de væsentligste og mest aktuelle temaer i den tyske valgkamp i Tyskland lige nu er frygten for stigende arbejdsløshed. Senest har den socialdemokratiske Frank-Walter Steinmeier pådraget sig konservativ vrede og bred forhånelse med løftet om at skabe fire millioner arbejdspladser inden 2020. Endskønt Steinmeier er lige lovlig ambitiøs, har kanslerkandidaten i udgangspunktet ret i, at der bør gøres noget. For selv om krisestemningen er under afblæsning, vil krisens effekter, eksempelvis i form af nedlæggelsen af job med jobtilskud, vise sig at have længerevarende gennemslagskraft, som ikke afbødes af en foreløbig stigning i væksten.

I de seneste par dage har Tyskland - og Frankrig - forbløffet økonomer og kommentatorer ved at blive de første af de store vestlige økonomier, der slap ud af recessionen. Efter efterårets forbundsdagsvalg vil Tyskland, ikke mindst på arbejdsløshedstallene, kunne give omverdenen en forsmag på, hvordan krisens næste dønninger vil udfolde sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her