Hvis der er én ting, man ved i tysk politik, så er det, at man aldrig skal afskrive en mulighed, før den er lagt helt død.
De sidste 20 år har meningsmålingerne op til de nationale valg konsekvent skudt ved siden af det endelige resultat. I 1990, da man forudsagde en massiv sejr til socialdemokratiske SPD i det tidligere Østtyskland, valgte østtyskerne i stedet at belønne det konservative CDU’s formand, Helmut Kohl, for genforeningen. I 1998, da de fleste var overbevist om, at SPD, CDU og CDU’s bayerske søsterparti CSU ville danne koalition hen over midten, endte SPD og De Grønne med at løbe med magten. Og da SPD’s leder i 2005, Gerhard Schröder, ikke opnåede et tillidsvotum fra parlamentet, fordi hans eget parti undlod at stemme, så han kunne udskrive nyvalg, var holdningen, at nu havde SPD begået harakiri. Men partiet kravlede efterfølgende op på ministertaburetterne i den nuværende regeringskoalition med CDU/CSU.
Med de eksempler in mente skal man derfor passe på med at spå om resultatet af det tyske forbundsdagsvalg den 27. september. Det er ellers fristende at tro, at kansler Angela Merkels parti CDU, som indtil nu har ført stort i meningsmålingerne, er truet efter søndagens tre valg i delstaterne Saarland, Thüringen og Sachsen, hvor CDU led sviende nederlag i de to førstnævnte og mistede deres absolutte flertal. Som en ekstra våd klud i ansigtet var det venstrefløjspartiet Die Linke – efterkommere af det tidligere regeringsparti i det kommunistiske Østtyskland – der stormede frem. Men naturligvis er der som ved alle regionale valg lokale forklaringer på valgresultatet. I Saarland er det delstatens tidligere ministerpræsident, Oskar Lafontaine, der har forladt SDP til fordel for Die Linke, som har trukket stemmerne. Og i Thüringen skyldes CDU’s nederlag i høj grad ministerpræsident Dieter Althaus’ skiulykke tidligere på året, hvor han blev dømt for uagtsomt manddrab på en kvinde.
Forklaringerne ændrer dog ikke ved, at det er første gang, Die Linke blev valgt i Saarland, der ligger op til den franske grænse. Dermed er partiet nu repræsenteret i fem tidligere vesttyske delstater og kan ikke længere blot afskrives som et østtysk fænomen. Det skal også tages alvorligt på nationalt plan. Og så skal brikkerne ikke flytte sig ret meget, før SPD kan ændre deres holdning til Die Linke, som de ellers ikke har ønsket at fraternisere med. CDU skal kun tabe få mandater, før SPD, Die Linke og De Grønne kan vælge at danne et blokerende mindretal, så kansler Angela Merkel ikke kan danne regering med det lille liberale parti FDP, som hun ellers håber på for at kunne føre en mere konservativ politik. Og så kan hun blive tvunget i koalition med SDP igen.
Så den eneste konklusion, man kan drage af delstatsvalgene, er, at de tyske partier nu skal være særdeles varsomme med at udelukke hinanden, for det er umuligt at sige, hvem der kommer til at dele regeringstaburetter. Spillet er stadig åbent.
