Leder

Anstændighed væk

12. september 2009

BEDSTEBORGERLIGHED og hjemløshed er sjældent følgesvende. Men det er de denne weekend på Frederiksberg. Dér holder Det konservative Folkeparti nemlig sit 'landsråd' - partiets gammeldags ord for det, andre partier kalder landsmøde.

Hjemløs er på det konservative møde den borgerlige anstændighed. Den har de konservative tidligere givet husly for. Det er en tradition, der går tilbage til John Christmas Møller i 1930'erne og 40'erne, fortsat i 1950'erne af partiformand Poul Sørensen og de to brødre Aksel og Poul Møller.

En kort periode i 1970'erne var Erik Ninn-Hansen konservativ leder. Ninn drejede partiet så kraftigt til højre, at det næsten revnede. Poul Schlüter kom til for at genoprette balancen, og han støttede sig til sin besindige social- og siden finansminister Palle Simonsen. Selvsamme Simonsen siger i dagens Information om de konservatives situation:

»Det er meget trist. Konservatismen står jo netop for borgerlig anstændighed. Det kniber gevaldigt med at få øje på den for tiden.«

FRAVÆRET AF anstændighed hænger sammen med en anden hjemløshed. De konservative er hjemløse i regeringen. Mellem Venstre og Dansk Folkeparti er der ikke plads til de konservative. Lene Espersen har søgt at finde nyt rum ved en skinger lov-og-orden politik. Men den slags er Dansk Folkeparti dygtigere til, og de konservative har hverken oplevet vælgerfremgang eller lykkefølelse. Op til landsrådet provokerede Khaders og Espersens burkaklovnerier så kraftigt indadtil i partiet, at hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsk meldte sig som formandskandidat mod Espersen. I torsdagens Information forklarede Peter Norsk:

»Min handling er et nødråb for at vise, at konservatisme ikke er - og aldrig bør blive - Dansk Folkeparti-politik.«

I partiet står Norsk ikke ene med sine synspunkter, og han ville have fået stemmer nok til at spolere en heltindekåring af Lene Espersen. I går meddelte Norsk, at han trak sig - med den tynde forklaring, at burka-forbudet nu kommer til høring i partiet.

BELEJLIGT FOR partiledelsen, at Norsk trækker sig. Men det hjælper ikke på det egentlige: Partiet har svært ved at finde sig selv. At de skingre lov-og-orden krav er blevet til et problem snarere end en løsning for de konservative, bekræfter partiets politiske ordfører, Henriette Kjær. Over for Radioavisen kom hun i går med den overrumplende udtalelse, at terrorlovgivningen er gået for vidt. Hun erklærede:

»Jeg synes, det er nogle triste stramninger, der er kommet rundt omkring, både i EU-lovgivningen og i den danske lovgivning.«

Hov! Det er jo de evindelige stramninger, som justitsministrene Lene Espersen og sidenhen Brian Mikkelsen har slået sig til riddere på. At de tos politiske ordfører nu melder fra, må hilses velkommen som et udslag af ... tjae ... borgerlig anstændighed. Mere af den slags, tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udmærket talt, - og havde Espersen ikke refereret til denne artikel havde jeg overset den.

"Lene Espersen har søgt at finde nyt rum ved en skinger lov-og-orden politik. Men den slags er Dansk Folkeparti dygtigere til....."
Og det er så dokumenteret endnu engang!

En kort periode i 1970’erne var Erik Ninn-Hansen konservativ leder. Ninn drejede partiet så kraftigt til højre, at det næsten revnede.

Nu skal man heller ikke glemme at tamilsagen også handlede om husning af tamil-nadu terrorister fra sri-lanka's jafna provins.

Men det er rigtigt at måden han gjorde det på ikke retfærdiggør handlingen, og det allervigtigste:

At herboende efterkommerne af tamillerne, langt fra alle støtter tigrene, og siden er der som bekendt sket forfærdelige ting på sri-lanka.