Leder

Barack Obamas raketskjold

21. september 2009

AVISOVERSKRIFTER HAR ALDRIG været en særlig præcis kunst, så det kan næppe undre, at mange store europæiske dagblade i sidste uge præsenterede læserne for en vildledende tolkning af Obama-regeringens revision af USA's planer for et raketværn i Europa. Her er nogle overskrifter - The Times: »Obama skrotter missilforsvar«; Süddeutsche Zeitung: »Obama sætter stopper for Bushs oprustning«; Le Monde: »USA opgiver europæisk raketværn«.

Det eksplicitte budskab er, at USA har opgivet at opstille et europæisk missilforsvar, hvilket læserne så kan vælge at tolke som en indrømmelse til Rusland eller til Iran. Men det indtryk er helt ude i skoven. Virkeligheden er en anden: Med Barack Obama som præsident har USA og Europa fået en nøgtern og fornuftsbaseret forsvarspolitik, hvis ledende princip er, at forsvarstiltag skal tilpasses truslers natur og i øvrigt været rettet imod kilden til en trussel frem for imod en potentiel militær allieret.

Helt konkret har USA valgt at føre en tostrenget missilforsvarsplan ud i livet. Bestræbelserne på at udvikle og bygge antiraketter, som kan opfange og tilintetgøre interkontinentale ballistiske atom- missiler rettet mod USA vil fortsat blive finansieret i det næste tiår. Men da opstillingen af et værn med 10 antiraketter på en amerikansk base i det nordlige Polen tidligst ville kunne ske i 2018 - og selv den dato er usikker - har USA valgt den mere realistiske løsning at placere de nye kortrækkende antiraketter SM-3 på amerikanske Aegis- krigsskibe i Middelhavet i 2011 og på landjorden i Polen og muligvis Tyrkiet i 2015.

Flere forskellige omstændigheder understøtter denne beslutning. Der er den teknologiske. Trods investering af flere hundrede milliarder dollar og snesevis af forsøg er det endnu ikke lykkedes USA at ramme et interkontinentalt missil i en 'realistisk' imitation af et angreb. Hertil kommer, at trusselsbilledet har ændret sig. Det iranske styres bestræbelser på at bygge en interkontinental raket, som kan nå USA, går langsommere end vurderet for blot to år siden. Derimod besidder Iran i dag kort- og mellemrækkende missiler, der kan ramme Israel og sydøstlige Europa. Og det er efter alt at dømme kun et spørgsmål tid, inden iranerne har kapacitet til at bygge en atombombe og placere den på en raket (hvilket ikke er ensbetydende med, at de vælger at gøre det). Fra et militært synspunkt giver det derfor mening at modsvare en potentiel trussel fra Irans kortrækkende missiler med opstilling af amerikanske SM-3 raketter.

MEN DER ER OGSÅ en meget vigtig politisk strategisk dimension knyttet til Obamas beslutning. Bush-regeringens planer om at placere et radar- anlæg i Tjekkiet og et antiraketværn i Polen handlede ikke om at beskytte Europa imod en fremtidig trussel fra iranske interkontinentale raketter. Det skulle tværtimod værne USA. Obamas plan opfylder altså, hvad Bush havde lovet europæerne på et falskt grundlag. Og måske endnu vigtigere i den sammenhæng er det, at Bushs missilforsvar kunne have være rettet imod Ruslands atomraketter, om end det angiveligt ikke var hensigten. Men én ting er intentioner i international magtpolitik, noget andet facts. Den russiske regering anså forståeligt nok et radaranlæg, som kunne 'kigge' langt ind i Rusland, og et raketværn mod interkontinentale atomraketter i Polen for en potentiel trussel. Hvis amerikanske beslutningstagere havde befundet sig i samme situation som de russiske, ville de utvivlsomt have protesteret lige så voldsomt.

Obamas løsning passer smukt ind i hans og vesteuropæernes ønske om at forbedre USA's forhold til Medvedevs og Putins Rusland. Begge sider har brug for russisk hjælp vis á vis Iran og Nord- korea. Fornyelsen af START-traktaten senere i år med en reduktion af USA's og Ruslands atomarsenaler er en anden grund til at få den giftige brod - det østeuropæiske missilforsvar - fjernet. Obama har brug for at vise verden, at hans budskab i Prag-talen i foråret om en atomfri verden var alvorligt ment. I et mellemøstligt perspektiv vil beslutningen samtidig berolige israelere og arabiske stater, der er foruroligede over en voksende iransk militær trussel.

HVAD MED ØSTEUROPÆERNE? Det er vigtigt at anføre, at hverken det polske eller det tjekkiske parlament havde ratificeret den aftale, som Bush- regeringen indgik med de to lande i august 2008. Årsagen er skepsis i den offentlige opinion. Når det kommer til stykket, er det ikke i østeuropæernes interesse at tirre den russiske bjørn, medmindre de føler sig direkte truet og har behov for beskyttelse. Men det er jo ikke tilfældet lige nu. Som NATO's nye generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, korrekt påpegede i sidste uge er der derimod behov for dialog og styrket samarbejde mellem øst og vest i Europa. Det forpligter naturligvis NATO over for østeuropæerne, fordi de retteligt føler sig sårbare. Men alt i alt har alle parter - undtagen Iran - grund til at føle sig tilfredse med beslutningen. Ingen har protesteret. Ergo ramte Obama rigtigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

..Og der blev lys - rigtig rigtig meget lys.

Obama har brug for at vise verden, at hans budskab i Prag-talen i foråret om en atomfri verden var alvorligt ment.

Ordet "skjold" giver oftest et misvisende folkeopfattelse, idet ordet jo giver anledning til at tro det alene er et forsvarsvåben.
Som svärdfägtere (og alle krigsstrateger) kan fortälle, er et skjold i allerhjeste grad også et angrebsvåben.

Såvel som et missilskjold giver mulighed for at blokere fjendens angribende missiler, så kan de også blokere fjendens gengäldelses-missiler.

Så hvis USA önsker at angribe Rusland, så kan de sende deres missiler afsted mod landet vel vidende at Rusland ikke kan skyde tilbage, idet missilskjoldet blokere for gengäldelsesangrebet.

I denne sammenhäng ska et skjold retteligt ses som et våben som muliggör förste-angreb uden gengäldelsesmulighed.

Med tanke på USA's historie op til i dag, vil det väre meget farligt for verdenen om USA får lov til at postille en sådan förste-angrebsmulighed. Konsekvenserne er aldeles ufatbare.