Leder

Lektien fra Clinton

Debat
9. september 2009

To ting kan blive afgørende, når præsident Barack Obama de kommende uger kæmper for at sejle et af sine flagskibe fra valgkampen sikkert i havn: løftet om forandring i sundhedsvæsnet og sygesikring til alle amerikanere.

Der er naturligvis masser af ting, der kan blive afgørende: venstrefløjens vilje til kompromis. De moderate skeptikeres ditto. De få moderate republikanere i Kongressen og deres samarbejdsvilje, når de afgørende detaljer hamres ud. Men det er to andre ting, der virker afgørende forud for præsidentens tale til Kongressen i aften – og til hr. og fru Amerika hjemme i stuerne. Den ene er lektien fra Clinton. Den anden er det princip, der kaldes prisoner’s dilemma – herom senere.

Lektien fra Clinton-tidens forfejlede reformforsøg er blandt andet, at det ikke virkede at have et næsten fikst og færdigt forslag, som man der­-efter forsøgte at få Kongressen og forsikrings­industrien til at sluge. Det er åbenlyst, at Obama og hans rådgivere har lært af den lektie, og det er da også beskrevet i en række medier, hvordan de i månedsvis har rådført sig med tidligere Clinton-rådgivere.

I stedet har Obama i god tid taget industrien og lobbyisterne i ed og derefter ladet Kongressen tage styringen – med det resultat, at der nu cykler en hel serie af forslag og reformplaner rundt i forskellige udvalg og i den efterhånden ret skeptiske, undrende offentlighed. For mens Det Hvide Hus måske nok har lært lektien, hvad angår industrien og Kongressen, så har Obama og hans rådgivere i løbet af august forsømt PR-krigen og tabt terræn til stribevis af republikanske angreb; nogle helt ude i hampen, andre mere spidsfin­-dige og sværere at afvise. For kritikerne skyder på en gang mod, at det nye system bliver for dyrt, og samtidig mod at det kan ende med ringere dækning til dem, der allerede er godt tilfredse. Også selv om man det jo åbenlyst er svært både at spare og sikre bedre dækning til alle.

Når Obama i aften går på talerstolen har han brug for at minde amerikanerne om, hvorfor både samfundet som hele og flertallet af borgerne står til at få gavn af reform. Ikke kun de fattige, som i dag er uden dækning, men også middelklassefamilierne, som slås med krakilske forsikrings­-bureaukrater, og de små erhvervsdrivende, som slås med dyre forsikringsudgifter for de ansatte.

Netop forholdet mellem individuelle og kollektive goder er på spil i Obamas næste udfordring: Prisoner’s dilemma. I det klassiske scenario får to fanger i et fængsel at vide, at hvis den ene angiver den anden, så slipper han selv ustraffet, mens makkeren vil få 10 års fængsel. Hvis de begge holder mund, får de seks måneder hver. Og hvis de begge angiver hinanden, lyder dommen på fem år. Ifølge teorien vil fangerne vælge at angive hinanden, selv om de kunne sikre sig kortere straf ved at samarbejde og tie stille. De prioriterer altså deres eget bedste, selv om resultatet bliver ringere, end hvis de begge havde prioriteret det fælles bedste.

Samme princip ser ud til at herske i USA i disse uger. For selv om alle kan se, at flertallet vil have gavn af reform, så hælder flere nu til at beholde den ordning, de allerede har – hellere det end risikere at havne i et nyt og om muligt ringere system. Obama har brug for at genindgyde vælgerne den tillid til reformprojektet, der kan sætte prisoner’s dilemma-tanken ud af spillet. Og han har gjort det flere gange før. Som Time Magazine bemærker, så har en storstilet tale reddet præsidenten ud af adskillige kriser – i valgkampen såvel som i økonomien og udenrigspolitikken. Men opgaven ser om muligt endnu sværere ud nu. Der er for længst gået strategi og politisk manøvre i spillet om sundhed, og alle spillere forsøger at finde ud af, hvad de vil have mest gavn af: Slet ingen reform eller et middelmådigt kompromis.

På venstrefløjen sidder de klar til at håne Obama, hvis han giver køb på sine løfter om forandring. På den moderate midte frygter en stribe politikere fra begge fløje, at der ikke bliver noget genvalg, hvis de støtter en dyr reform, som giver staten for stor indflydelse. Og på højrefløjen må republikanerne vurdere, om de står til at vinde mest ved obstruere alle kompromisforsøg – eller ved trods alt at vise samarbejdsvilje til sidst. Desuden er der præsidenten, som uden tvivl vil lide et stort nederlag, hvis reformen strander. Men som omvendt også kan ende med at få skylden for alverdens systemfejl og gigantudgifter, hvis det ender med et halvhjertet kompromis. Og som snart må gøre op, om han vil satse på demokratiske stemmer alene eller holde fast i løfterne om at styre fra midten.

»Det er tid til at handle og få arbejdet gjort,« sagde Obama i Ohio mandag. Tilbage er så at håbe, at han både kan vende slaget med sine oratoriske evner – endnu engang. Og at han faktisk får presset et rimeligt og levedygtigt kompromis igennem; At han så at sige nøjes med at lære lektien fra Clinton; Ikke gentage fiaskoen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her