Leder

Lille baby Thor som eksempel

26. september 2009

De beslutninger, der tages i sagerne, er - når pressen får nys om dem - til fri debat for alverdens bagkloge eksperter og lægmænd, som har dejligt lov til at mene lige, hvad de vil, de har nemlig ikke noget ansvar.

Socialrådgiverformand Bettina Post, Information den 21.9 2009

DET KRÆVER IKKE stor fantasi at forestille sig, at det at skulle træffe beslutning om at tvangsfjerne et barn mod forældrenes ønske må være noget af det sværeste, en offentligt ansat kan komme ud for. Konsekvenserne af at tvangsfjerne - eller modsat beslutte sig for ikke at gøre det - kan vise sig altafgørende for barnets opvækst og fremtid. Derfor har socialrådgiverformanden Bettina Post ganske ret, når hun i et indlæg her i avisen advarer mod bagklogskab fra alle dem, der om en konkret sag har meget at sige uden samtidig at skulle være den, der skal træffe den tunge beslutning.

Netop fordi beslutningen om tvangsfjernelse eller ej har så stor betydning, er det imidlertid afgørende, at der ikke kan sættes en finger på det udredningsarbejde og grundlag, som myndighederne træffer afgørelsen ud fra. Og her ved Bettina Post antageligt, at der er lang, lang vej igen. En såkaldt praksisundersøgelse, dvs. en stikprøvekontrol af 143 anbringelsessager fra 11 tilfældigt udvalgte kommuner, som Ankestyrelsen offentliggjorde i januar 2008, viser således, at der i to ud af tre sager var problemer med at overholde de lovpligtige skridt i sagsbehandlingen.

En lidt ældre praksisundersøgelse fra december 2006, byggende på 101 anbringelser i 20 kommuner, viste så alvorlige fejl i 23 procent af sagerne, at mere end hver femte afgørelse ifølge Ankestyrelsen ikke levede op til lovens krav. For begge praksisundersøgelser gælder det, og det bør understreges, at det ikke nødvendigvis er selve anbringelsen, der er forkert, men derimod kommunernes sagsbehandling forud for beslutningen. Eller sagt mere direkte: Fejl på fejl på fejl i det svære og vanskelige job, som Bettina Posts medlemmer udfører på vegne af os alle sammen.

DET ER IKKE nødvendigvis bagklogskab, der gør, at medierne eller andre slår ned på eventuelle fejl i kommunernes papirarbejde, når sager om tvangsfjernelser behandles. I forvejen er det en vanskelig opgave ikke at gøre sig til selvbestaltet dommer, når et medie skal bevæge sig i det meget bitre spændingsfelt, som en tvangsfjernelsessag uvilkårligt efterlader mellem de involverede. Man kan her forestille sig en trekant, hvor den ansvarlige (og handlepligtige) myndighed placeres i trekantens ene hjørne, hensynet til barnet og barnets tarv placeres i det andet hjørne, mens de ulykkelige og uformående forældre, der af samfundet er blevet vejet og fundet for lette, udgør trekantens sidste hjørne. Hvilket hjørne er det nemmest at stille sig kritisk an til? Svaret giver næsten sig selv.

I DEN ARTIKEL om den tvangsfjernede Thor, som Information bragte i sidste weekend, er der således en del, der tyder på, at sagsbehandlingen i Tønder Kommune ikke har været optimal. Det fremgår af sagens dokumenter, at kommunens beslutning om tvangsfjernelsen træffes få timer før, drengen kommer til verden på Esbjerg Sygehus, men vel at mærke uden at kommunen har gennemført en vurdering af Thors fars evner som forælder. Den vurdering bliver først gennemført, efter at kommunen allerede har truffet sin beslutning, hvorfor det er vanskeligt at frigøre sig fra mistanken om, at den faglige vurdering af farens forældreevne kan være farvet af at skulle legitimere en allerede truffen beslutning.

Det springer også i øjnene, at kommunen - når den skal vurdere Thors mors psykiske habitus - først og fremmest baserer afgørelsen på en fem år gammel udtalelse fra en speciallæge, uden at kommunen har overvejet, om speciallægevurderingen fortsat er dækkende. Ligeledes må det mane til eftertanke, at kommunen øjensynlig ikke har gjort sig tanker om, hvorvidt en mindre indgribende foranstaltning end tvangsfjernelsen havde været på sin plads for Thor og hans forældre, således som lovgivningen kræver.

Endeligt viser det sig, at Thor, som forleden fyldte tre måneder, ikke har fået den ro og stabilitet, som tvangsfjernelsen netop havde til formål at bibringe, når nu forældrene - efter kommunens vurdering - >ikke var i stand dertil.

Da Thor kom hjem fra Tjekkiet, hvortil hans fortvivlede forældre var flygtet med ham, gik der kun få uger, før den udvalgte plejefamilie kastede håndklædet i ringen.

Efter en kort visit hos en anden plejefamilie er Thor nu anbragt hos en tredje familie. Det tyder unægteligt på, at Tønder Kommune ikke har været tilstrækkelig omhyggelig, da den skulle finde en plejefamilie.

Sagen om Thor rummer derfor vigtige aspekter, ikke mindst om myndighedernes måde at udfylde deres rolle på, som forhåbentligt bliver husket, når partierne i efteråret skal forhandle om 'Barnets reform'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Ulrik Dahlin for denne vinkel.

Det burde selvsagt ikke være nødvendigt, at skulle holde indsigt med, om forvaltningerne følger reglerne i forbindelse med tvangsfjernelser af børn.
At det så alligevel er nødvendigt, er beklageligt, og den heraf afledte kritik er fuldstændig berettiget.

Når man arbejder med så tunge og indgribende sager, burde det være unødvendigt at påpege at lovgivning og procedurer bliver overholdt, og hvis de besluttende myndigheder ikke selv kan finde ud af dette, er det rart når den 4. statsmagt griber ind.

Forældrene er jo på forhånd udelukket og stemlet som narkomaner.

Mon ikke Tønder kommune efterhånden trænger til et ordentligt "kasseeftersyn" - det er jo ikke første gang at kommunen forser sig - enten ved ikke at foretage sig noget - eller ved ikke at følge reglerne.

Til almindelig orientering har Ankestyrelsen den 29. september givet Tønder Kommune medhold i, at kommunen handlede korrekt ved at tvangsfjerne Thor umiddelbart efter fødslen.

Forældrene kan få sagen genoptaget tidligst om et år.

Imens skal Thor blive hos sine plejeforældre på et sted, som hans forældre ikke kender til, da man frygter, at de vil bortføre drengen igen.

Kommunen skal nu udarbejde en forældre-evneundersøgelse, hvilket er standardprocedure i alle tvangsfjernelsessager. Samtidig får forældrene lov til at se Thor lidt oftere.

Jeg har forgæves ledt på Information.dk og i Infomedia for at se Informations omtale af Ankestyrelsens afgørelse.

Umiddelbart håber jeg, at jeg har overset noget. For ellers er det svært at fastholde opfattelsen af Information som et seriøst medie, når man husker bladets stort opsatte artikel om Thorsagen.

Jeg skal understrege, at jeg ikke fremkommer med ovennævnte oplysninger for at tage stilling til, hvorvidt Ankestyrelsens afgørelse er korrekt eller ej. Jeg har ikke grundlag for at vurdere, om Thor burde være tvangsfjernet.

Dette indlæg skal udelukkende ses i forlængelse af min tidligere fremsendte kritik af journalist Ulrik Dahlins meget tendentiøse journalistik i sagen, hvor vigtige oplysninger blev tilbageholdt efter aftale med forældrene.

Indlægget er lagt i samtlige debatter om Thorsagen.

Claus Jessen
Journalist
Ekstra Bladet

Dorthe Josephsen

Vigtig information, tak for det!
Så er det jo jeg, samt mange andre tænker: ok, den var god nok, når Ankestyrelsen giver kommunen ret, så må sagen være i orden.
Men er den det?
Jeg har læst et eller andet sted (må tilstå, jeg ikke kan huske hvor, men det var fornylig), at Ankestyrelsen i 1000 sager af denne art, kun i 3 - eller var det 5 - tilfælde IKKE gav kommunen ret. Så enten er forvaltningerne ude i kommunerne tæt på at være ufejlbarlige, eller også er der et eller andet galt. Det er vist sådan, at kommunen bestemmer, hvad Ankestyrelsen skal se af diverse papirer, altså de papirer og personer, der evt. kunne "frikende" den anklagede, bliver som hovedregel afvist.
Er der nogen - journalister eller andre mennesker - der kan oplyse mig og andre om, hvordan Ankestyrelsen egentlig fungerer?
Jeg tager ikke stilling til, om babyen skulle være fjernet eller ej, men kun til om det juridiske system overhovedet fungerer ordentlig i en sådan sag. Medmindre nogen kan overbevise mig om det modsatte, mener jeg for nuværende, at den er helt gal på det område!