Leder

Obamas recept for handling

MAN kan som bekendt trække en hest til truget, men ikke tvinge den til at drikke. Ordsproget illustrerer i en nøddeskal, det grundlæggende problem, den amerikanske præsident Barack Obama fortsat står over for, da han torsdag morgen dansk tid gik på talerstolen for at levere sin hidtil vigtigste tale til den amerikanske Kongres - om nødvendigheden af en sundhedsreform...
Debat
11. september 2009

MAN kan som bekendt trække en hest til truget, men ikke tvinge den til at drikke. Ordsproget illustrerer i en nøddeskal, det grundlæggende problem, den amerikanske præsident Barack Obama fortsat står over for, da han torsdag morgen dansk tid gik på talerstolen for at levere sin hidtil vigtigste tale til den amerikanske Kongres - om nødvendigheden af en sundhedsreform.

Da de første meningsmålinger tikkede ind efter den kraftfulde og overbevisende tale, fortalte de, at amerikanerne havde taget talen til sig. 67 procent af vælgerne støtter nu præsidentens reform - en reform, der vil gøre det billigere og lettere for alle borgere at blive forsikret, samtidig med at det gøres ulovligt for forsikringsselskaberne at smide syge mennesker ud af ordningerne eller nægte patienter med kroniske sygdomme at komme ind i dem. Det er en fremgang på 14 procentpoints.

PRÆSIDENTENS problem er imidlertid ikke vælgerne - selv om tallene giver ham et rygstød i de vanskelige forhandlinger. Problemet er den repu-blikanske opposition, hvis reaktion på talen var klokkeklar. De siger fortsat nej 'en bloc'. Også selv om Obama bragte elementer på banen, der er kopieret fra republikanske forslag, herunder et fra den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain om procedurer for lægers fejlbehandling.

Men truget kan være fyldt nok så meget, hesten vil ikke drikke. For de nye republikanere er ikke som deres forgængere. Tidligere tiders moderate konservative, som i traditionen fra Eisenhower og Goldwater repræsenterede en konsensussøgende, statsbærende realisme, er svundet ind til fordel for en ny type, der i dag er mainstream, men som tidligere blot var at finde på partiets yderste højrefløj: Politikere, der er drevet af et had til statsmagten, til 'Washington' forstået som en samlebetegnelse for både elite og regering.

Disse ekstreme holdninger repræsenteres af typer som studievært Glen Beck fra Fox, der har kaldt Obama for nazist og racist. Eller af den tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin, der i Wall Street Journal i forgårs fremturede med påstande om, at præsidentens sundhedsreform gør det muligt for statsmagten at nægte de ældste amerikanere lægehjælp.

Det har heller ikke hjulpet sagen, at Obamas strategi om at brede diskussionen ud, overlade det politiske initiativ til Kongressen og lade sommeren gå med folkemøder, delvist slog fejl og gav alt for megen plads til, at de ekstreme opviglere uimodsagt af præsidenten kunne profitere af mange, vælgeres - især ældres - angst for det ukendte og for at miste de goder, de har i dag.

I DEN SITUATION har Obama kun en mulighed: at forhandle med sig selv, forstået som de dele af eget parti, der heller ikke kan tages for givet, når loven skal til afstemning. På den ene fløj er de konservative fiskale demokrater, de såkaldte Blue Dogs, der vil have garantier for, at en reform ikke bliver uacceptabelt dyr og senere skal finansieres med skattestigninger og yderligere budgetunderskud. På den anden fløj er den betydelige venstrefløj, de såkaldt progressive (liberale er blevet et fyord, selv hos demokraterne), for hvem en egentlig statslig sygesikring, som den vi kender fra Danmark f.eks., er blevet en betingelse for at stemme ja.

Målet med talen var derfor først og fremmest dette: At præsidenten trådte i karakter som leder efter at have været for usynlig i debatten - herunder at han gav ekstremisterne en på lampen for at have løjet og opskræmt vælgerne. Det skete med et for Obama sjældent direkte angreb på den republikanske højrefløj. Det var tiltrængt, men man skal ikke være blind for, at det også sker for at berolige den demokratiske venstrefløj, der er ophidset ved tanken om en reform uden etableringen af en offentlig sygesikring til de fattigste - et resultat, der fortsat er det mest sandsynlige. Endelig rakte Obama hånden ud i en sidste appel til de bare to moderate republikanske senatorer, begge fra Maine, der er de eneste fra oppositionen, som amerikanske politiske eksperter, tror kan tænkes at stemme for loven, så den kan glide gennem Senatet.

ET SÅDANT resultat kan ikke kaldes et forlig hen over midten, som ellers er det, den overbeviste pragmatiker Obama ville have foretrukket. Men det er godt nok; den alvorlige situation taget i betragtning. Som præsidenten rigtigt sagde i sin tale, så må det være slut med, at USA er det eneste vestlige, rige demokrati i verden, hvor borgerne nægtes lægebehandling, hvis de ikke kan betale. Det er en skamplet som må høre op. At en mulig lov med sikkerhed ender med en løsning, hvor de private forsikringsselskaber fortsat sidder i førersædet, med - muligvis, muligvis ikke - et begrænset offentligt alternativ for omkring fem procent af befolkningen ved siden af, er slet ikke så begrædeligt, som mange danskere vil mene. For alle målinger viser, at det er det system, amerikanerne selv foretrækker. AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Obama har svære odds i landet, hvor det at være fattig er en hån mod selve landets kulturopfattelse...

Man skal krybe før man kan gå. Og det der virker i Skandinavien behøver ikke virke for Amerikanerne. Folk finder jo deres egne løsninger. Hovedmålet må indtil videre være at de bare finder én!
Gud hvor jeg håber han får det forslag presset igennem.