Leder

SF's halve krigserklæring

Konstitueringer og fordeling af borgmesterposter efter et valg til den københavnske borgerrepræsentation er traditionelt en aldeles uskøn og ofte meget dramatisk affære
Debat
18. september 2009

Konstitueringer og fordeling af borgmesterposter efter et valg til den københavnske borgerrepræsentation er traditionelt en aldeles uskøn og ofte meget dramatisk affære. Knive i ryggen, brudte aftaler i sene nattetimer, medlemmer der forlader deres parti i skummende raseri for at slå sig sammen med politiske modstandere er en del af en tradition, som kan føres mange årtier tilbage. Når der hvert fjerde år skal fordeles borgmester- og udvalgsposter med dertil hørende magt og indflydelse, så gælder alle kneb tilsyneladende. Og efterspillet på det forestående kommunalvalg i København bliver ingen undtagelse. Efter SF's seneste melding er spillet i hvert fald mere åbent, omend krigserklæringen mod Socialdemokraterne kun synes halvhjertet.

SF's spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard meddelte i går i Berlingske Tidende, at han alligevel vil udfordre socialdemokraten Frank Jensen som kommende overborgmester. Meldingen kommer efter, at SF'eren ellers for nogle uger siden sagde det modsatte, at han og SF ville støtte en socialdemokratisk overborgmester - også selv om SF skulle gå hen og blive størst i København. Dengang sagde partiets leder Villy Søvndal, at han ikke ville blande sig i konstitueringen på Rådhuset. Men det vil han gerne nu, og hans opbakning til Bo Asmus Kjeldgaard som kommende overborgmester er utvetydig og kraftfuld, lader han forstå. Hvad der ligger til grund for kovendingen, kan man kun gætte på. Men meget tyder på, at det er en blanding af Bo Asmus Kjeldgaards egne ambitioner og det faktum, at det er svært i en hel valgkamp igen og igen at skulle forsvare, at man ikke vil være overborgmester, når nu muligheden måske byder sig.

Den åbne kamp om overborgmesterposten mellem S og SF tilfører nok den københavnske valgkamp en ny dynamik, men resultatet bliver efter alt at dømme det samme med mindre de næste uger byder på et vælgermæssigt jordskred. I den seneste Gallup-måling ligger SF i København på 24 procent, mens Socialdemokraterne med Frank Jensen i spidsen har rejst sig til 29 procent. Andre målinger har vist, at mange SF-vælgere gerne vil have SF's politik i København, mens sympatien med SF's nuværende børne- og ungdomsborgmester ikke er overvældende. Det kunne betyde, at en pæn del af SF's vælgere vil flytte deres stemme til Frank Jensen. I modsat retning trækker, at den populære Villy Søvndal nu meddeler, at han vil gå meget aktivt ind i den københavnske valgkamp, hvilket vil betyde en styrkelse af SF's kampagne.

Om det bliver Frank Jensen eller Bo Asmus Kjeldgaard, der kan sætte sig i den stol, som Socialdemokraterne har beklædt i 100 år, efter valget den 17. november, afhænger ikke kun af, hvem der bliver størst, men i endnu højere grad om, hvilke alliancer der kan dannes. SF-kandidaten har på forhånd afvist en såkaldt Vejle-model, at han vil regere med borgerlig støtte. Det afviser Frank Jensen til gengæld ikke. Han vil, bedyrer han, »samarbejde med alle.« Så er der Enhedslisten og de radikale tilbage for Asmus Kjeldgaard. De to partier ønsker ikke at melde ud på forhånd, men vil klogeligt afvente, hvor de kan få mest politik - læs indflydelsesrige poster - til gengæld for støtte. De borgerlige partier på Rådhuset har for længst opgivet at gøre sig gældende i kapløbet om overborgmesterposten. Så for dem gælder det samme som for de radikale og Enhedslisten: Hvem kan levere mest til gengæld. Og det kan Frank Jensen selvfølgelig, hvis ellers Bo Asmus Kjeldgaard står fast på ikke at ville regere på borgerlige stemmer. Derfor tyder det på, at SF ender med alligevel at indgå en konstitueringsaftale med Socialdemokraterne, som gør Frank Jensen til overborgmester. Set i det lys er Asmus Kjeldgaards melding om, at ville gå efter hovedstadskommunens højeste embede en anelse mystisk. Og derfor er hans krigserklæring over for Socialdemokraterne kun halvhjertet, eller måske helt på skrømt. Hvis SF for alvor mente noget med at ville udfordre det socialdemokratiske magtmonopol, så bejlede man åbenlyst til Venstre og Konservative om at gå sammen om netop det projekt med ham i spidsen for kommunen.

Så hvad har SF opnået med sin melding om at ville gå efter overborgmesterposten? For det første en mere ren og kommunikerbar valgkamp, hvor SF kan tone rent flag og forlange indflydelse for alle pengene, men også at nogle vælgere givetvis vil blive skræmt væk. Der er skabt ro i den månedlange strid mellem SF på Rådhuset og SF i Folketinget - partiledelsen havde gerne set København som foregangseksemplet for den store S-SF forbrødring. Søvndal har for længst sagt, at SF peger på Thorning-Schmidt som statsminister, uanset hvad de to partiers indbyrdes størrelsesforhold måtte blive. Men SF er ikke med meldingen nået et skridt nærmere overborgmesterposten - tværtimod. En konklusion, der dog mangler en væsentlig detalje: At tage historien i ed, en historie om det københavnske bystyre, der som nævnt har budt på mange brudte løfter og nye uhellige alliancer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her