Leder

Tal med Rusland

Debat
22. september 2009

I morgen mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen med den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, i New York, meddelte den danske regering i går. Ingen oplysninger om dagsordenen. Meddelelsen kommer, efter at den magtfulde russiske regeringschef, Vladimir Putin, forleden ringede og havde en 45 minutter lang snak med Lars Løkke om samhandel, økonomi og den forestående klimakonference i den danske hovedstad.

Det er nye toner fra Moskva i forholdet mellem Danmark og Rusland, som har været nedfrosset i hele Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Anders Fogh var med russiske øjne den amerikanske præsident George Bushs lakaj. Danmark under Fogh fulgte Bush i et og alt – Irak, Afghanistan, Tjetjenien, og en, set fra Moskva, antirussisk linje. Den er gik ud på at svække et i forvejen svækket Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud og Ruslands økonomiske krise og samtidig støtte de tidligere østbloklande og eks-sovjetrepublikker, som nærer en til dels forståelig mistro til Ruslands hensigter. Men nu er Rusland igen ved at være stor og stærk på den internationale scene, så stor, at USA’s præsident, Barack Obama, klogeligt har valgt at indlede en ’genstart’ at forholdet og forsøge sig med tillidsvækkende foranstaltninger som at give afkald på missilskjoldet i Østeuropa, som Rusland med rette betragtede som vendt imod –Rusland. Og Obama og Medvedev er på vej mod en ny historisk atomnedrustningsaftale. Det fik straks NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen til at bebude historiens mest Ruslands-venlige NATO-politik med en langt udstrakt hånd mod Moskva i hans første store tale forleden. Fogh er nu Obamas mand. Og godt det samme.

Lars Løkke Rasmussen bør følge trop og se at få rettet op på det dårlige forhold mellem Danmark og Rusland, som nåede et lavpunkt i 2002 på grund af Sakajev-sagen, hvor Danmark – med rette – nægtede at udlevere den tjetjenske oprørsleder til et korrupt og udueligt russisk retssystem. Men tiderne har ændret sig, og Danmark kan ikke i længden og i modsætning til vore venner i Tyskland, Norge, Storbritannien, USA stille sig an med løftet belærende pegefinger over for vores nabo i øst. Lars Løkke bør tage imod Putins og Medvedevs udstrakte hånd med kyshånd og se at få normaliseret forholdet, så vi kan komme videre med handel, klima og mellemfolkeligt samvær. Så kan han jo altid fortælle d’herrer russere, at vi fortsat er utilfredse med situationen for demokrati, medier, menneskerettigheder og retsvæsen i Rusland. Og det vil Medvedev ikke blive sur over. Han skrev nemlig selv forleden i en opsigtsvækkende erklæring, at også han er utilfreds med den situation på disse områder, som Putin har givet ham i arv. Lille Danmark og store Rusland har haft verdens længste uafbrudte diplomatiske forbindelse siden 8. november 1493 – det skal der ikke laves om ved. Løkke bør invitere Medvedev til at fejre det i fællesskab i København den 8. november 2009. PEDA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ved godt det er lidt udenfor emnet. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvorfor, i disse CO2-svinende tider, skal de fare helt til New York for at mødes? Hvorfor ikke i København eller Moskva?
Om galt skal være kunne det måske være i Stockholm? Det kan jeg ikke forestille mig at svensken ville have stort imod.