Leder

Tid til retfærdighed

17. september 2009

Velovervejet og systematisk politik (…) kollektiv afstraffelse (…) udformet med henblik på at straffe, ydmyge og terrorisere (…) manglende respekt for international humanitær lov (…) krigsforbrydelser (…) sandsynligvis forbrydelser mod menneskeheden.

De ovenstående konklusionen stammer fra FN’s seneste rapport om Israels tre uger lange angreb på Gazastriben i starten af året. Hamas’ mortér- og raketangreb mod det sydlige Israel beskrives ligeledes i rapporten som en »krigsforbrydelse og sandsynligvis en forbrydelse mod menneskeheden«.

Ind imellem konklusionerne er historien om 1.400 dræbte palæstinensere og 13 dræbte israelere. Om forsætlige angreb på civile og angreb på Gazas centrale hospital. Om blokade og husødelæggelser. Og om vilkårlige raketangreb mod civile områder i Sydisrael.

Konklusionerne er imidlertid ikke nye. Præcis de samme vendinger er blevet gentaget af menneskerettighedsorganisationer i årevis efter hvert eneste israelske angreb på de besatte områder. Ingen har reageret, så hvorfor skulle det blive anderledes denne gang?

Fire forhold giver grund til en vis optimisme. Dels er det den mest grundige rapport hidtil udarbejdet. Den bygger på 188 interview, mere end 10.000 siders dokumentation og 1.200 billeder. Derudover er forfatteren den anerkendte krigsforbryderanklager Richard Goldstone, der selv er jøde. Rapporten er bestilt af FN’s Menneskerettighedsråd, som efter USA er blevet valgt ind, er blevet sværere for Israel at feje af banen som forudindtaget. Og endelig er amerikanerne godt trætte af Israel, som så sent som i går nægtede at stoppe den forsatte bosættelsesaktivitet; en forudsætning for at præsident Obama kan komme videre i sin plan om nye fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne.

Svært betyder imidlertid ikke umuligt, og Israel har allerede været ude og kritisere rapporten for at være både »pervers og skadelig«. Hamas kalder rapporten »ensidig«. Begge parter spræller i nettet. I den hjemlige diskurs er der kun få, der vil benægte, at rapporten taler sandt, om end de vil nægte det urimelige i deres egne handlinger. Men når de israelske talsmænd og Hamas-folkene går på BBC og CNN, er det som kalkulerede aktører i en propagandakrig, der går ud på hhv. at få verden til at kigge den anden vej eller få dem til at handle mod Israel. I det aktuelle tilfælde handler det om at undgå rapportens anbefalinger, som går ud på, at begge parter får seks måneder til at efterforske forbrydelserne begået i forbindelse med Gaza-offensiven og stille de ansvarlige til regnskab. Sker det ikke, anbefaler rapporten, at sagerne sendes videre til Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Som rapporten pointerer, så har den langvarige periode, hvor begge parter har kunnet begå disse forbrydelser uden risiko for straf, skabt en retfærdighedskrise i de besatte områder. Hvis ikke denne rapport kan få det internationale samfund til at reagere og rette op på dette ved at følge rapportens anbefalinger, må vi nok se i øjnene, at ingenting kan. Det kan ikke siges mere direkte og fordømmende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu