Leder

Underhund

Debat
8. september 2009

TO NYHEDER fra weekenden betyder, at socialdemokrat og tidligere justitsminister Frank Jensen kan føle sig så godt som sikker på at kunne indtage posten som overborgmester i København efter kommunalvalget til november. Den ene er en meningsmåling i gårsdagens Berlingske Tidende, som viser, at Socialdemokraternes tilslutning i København har rettet sig markant efter, at Ritt Bjerregaard meddelte sit exit fra rådhuset. Hvis der var valg i dag, ville Socialdemokraterne få 29 procent af stemmerne. Det er fortsat ni procentpoint mindre end Ritt Bjerregaards store valgsejr for fire år siden, men det er seks mere end de katastrofemålinger, som for et år siden satte rystelser i gang i overborgmesterens sekretariat. Den anden gode nyhed for Frank Jensen er, at SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard nu helt har opgivet at blive overborgmester. Selv om SF skulle blive det største parti i Borgerrepræsentationen, så vil man pege på Frank Jensen. Dermed er alle spekulationer om en Vejle-model skudt i sænk. Det er den særlige konstruktion, hvor en SF’er får borgmesterposten med støtte fra borgerlige medlemmer, som vil gå langt for at undgå en socialdemokrat.

DEN SÆREGNE MELDING fra SF har været et stykke tid undervejs. Man anede uråd, da partiets leder, Villy Søvndal, på et sommergruppemøde pure afviste at ville »blande sig i« den københavnske valgkamp, og rygtet på Christiansborg har længe gået, at ofringen af Bo Asmus Kjeldgaard var en del af aftalen mellem S og SF om fremtidigt regeringssamarbejde. Det er en af den salgs aftaler, som det ikke er muligt at få bekræftet, men uanset, hvad der er foregået, så vidner SF’s manøvre om to ting. Dels hvor upopulær Bo Asmus Kjeldgaard er blandt sine egne – SF forsøgte på et tidspunkt at opstille MF’eren Anne Baastrup som spidskandidat i København, men det lykkedes ikke. Dels vidner det om, hvor ivrige SF’erne er efter at komme i tæt samarbejde med Socialdemokraterne ikke bare i Folketinget, men også i kommunerne. Det er en velvalg strategi for SF at lægge sig fladt ned for Socialdemokraterne, som stadig føler, at de har førsteretten på statsminister- og borgmesterposter, når der er et flertal bag.

SF HAR INDRETTET sig på en tilværelse som underhund i parforholdet uanset indbyrdes størrelsesforhold, fordi en åben kappestrid vil være ødelæggende for hele det fælles projekt. De situationer, hvor SF bliver større end S, er derfor paradoksalt nok mindst lige så ubehagelige for SF som for Socialdemokraterne – som når lillebror pludselig får bedre karakterer i skolen eller kan løbe stærkere end storebror. Lige nu er de to partier grebet af den eufori og energi, der ligger i, at det faktisk lykkedes at finde en fælles politik på besværlige områder. Samarbejdet er selve projektet. Men på et tidspunkt kan man forudse, at hverdagen melder sig, og SF-baglandet igen vil kræve indflydelse for de mange mandater og pladser i kommunalbestyrelser, som partiet kommer til at levere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Ristinge

Det er et uhyre klogt og fornuftigt udspil fra SF, men som salig Storm P i sin visdom engang sagde 'så er det svært at spå - især om fremtiden'. Socialdemokratiet stå i et skæringspunkt hvor deres fremtid afgøres. Alt afhænger af hvilke beslutninger de tager og om de er succesfulde hvad angår den og de ændringer der er nødvendige. Den dag kan meget let komme hvor den naturlige statsminister er medlem af Socialistisk Folkeparti, det kan ingen sige for nærværende, det kan kun tiden vise, alt er muligt

Men jeg tror at alle SFere ønsker vore venner i Socialdemokratiet alt godt i den omkalfatering af partiet som er både nødvendig og påtrængende, hvis man ønsker at placere sig som lokomotiv for progressiv forandring - også i det 21 århundrede.