Leder

Ansvaret før børnene

Debat
8. oktober 2009

Hvis ikke, det var fordi, problemet er så alvorligt, så kunne man let forfalde til et smil eller ligefrem en hånlatter, da det i går på et pressemøde kom frem, at regeringen vil afsætte blot 700 millioner kroner på at løse problemerne med ungdomskriminalitet - over fire år vel at mærke. Ifølge social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) skal størstedelen af pengene endda bruges på at bygge nye særlige institutioner. Så et slag på tasken og en hurtig lommeregner viser, at der er omkring en million kroner til hver af landets 92 kommuner tilbage til at løse de tunge sociale problemer, der ligger til grund for ungdomskriminaliteten. Det er til grin. Selv om der ikke er megen statistisk belæg for, at problemerne vokser, og selv om danskerne ifølge undersøgelser føler sig tryggere og tryggere, så er der grund til at tage fat på kriminaliteten blandt de unge, for den dækker over alvorlige samfundsstrukturelle skævheder.

Penge løser ikke alt, langt fra, og man kan måske komme et stykke ad vejen med at indføre mere konsekvens over for de unge og klargøre forældrenes ansvar. Men når det kommer til den præventive indsats, som virkelig betyder noget, så koster det rigtig mange penge. Det er forholdsvist billigt at sætte straffene i vejret og etablere fodlænker til uvorne 12-årige. Men det er symboler. Det lange seje træk, der skal bryde de sociale mønstre, som skaber kriminaliteten, er en helt anden sag, der handler om bedre daginstitutioner, bedre børnehaver, professionel familiepleje, tidlig indsats over for familierne og flere socialrådgivere til at behandle sagerne. Og meget mere. I den ende af værktøjskassen kommer man ikke langt med en million.

Regeringens udspil mod ungdomskriminalitet er forståeligt ud fra det livs- og samfundssyn, som er Venstres og Konservatives. Mennesker må først og fremmest tage ansvar for deres eget liv, og forældre må tage ansvar for deres børn. Er de ikke i stand til at tage ansvaret, så må samfundet træde til og hjælpe og sanktionere, og virker det heller ikke, så skal hammeren falde og den skal falde tidligt, hårdt og konsekvent.

I det lys giver det mening at sætte fodlænker på 12-årige. Det giver mening at straffe 14-årige drenge og piger, hvis de eller deres forældre ikke lever op til ansvaret. Og det giver mening at fratage forældre børnechecken, hvis de ikke sørger for, at deres teenagebørn tager en uddannelse. Samfundet stiller diagnosen, finder de skyldige individer og formulerer krav til forældre og de unge selv. Som statsministeren sagde i sin åbningstale, så hjælper det ikke »blot at lægge hovedet på skrå og se bekymret ud.«

Pakken i går blev fremlagt af både socialministeren og justitsministeren, Men det er justitsministeren og den borgerlige ansvarsideologi, der har vundet. Karen Ellemann, som ikke er nogen særlig stærk minister, tabte. Det, de to ministre forsømmer, er at stille diagnosen, før de ordinerer medicinen. Områder i Danmark især omkring de store byer er i dag præget af sociale problemer, som er langt voldsommere, og som har udviklet en forråethed og en normløshed, som er langt dybere, end vi tidligere har set. Danmark er blevet et delt land, hvor disse enklaver svømmer længere og længere ud i social armod med vold, kriminalitet og misbrug. Og det omkringliggende samfund forstår dem mindre og mindre, og sympatien med den fortabte sociale klasse bliver tilsvarende lille. Derfor er der gehør og stemmer at hente i at ordinere straf, sanktioner, og at stille krav om større forældreansvar.

Man kunne ønske, at justitsminister Brian Mikkelsen (K) en dag fik foræret et gratis praktikophold i nogle af disse miljøer. Dysfunktionelle familier på samfundets absolutte bund ledes ikke nogen steder hen med krav om ernæringsrigtige madpakker, stuearrest, fodlænker og trusler om straf. Gid socialministeren havde krævet noget mere, for i hendes system ved man godt, at det er noget andet, der skal til.

Det er rigtigt at kræve, at forældre tager ansvar for deres børn, men det hjælper ikke at forlange ansvar af mennesker, som ikke magter at gribe det. Årtiers udvikling er tilmed gået i retning af at fjerne ansvaret fra forældrene og lægge det på skolen, børnehaven, fritidsordningen. Gaderne og pladserne mellem boligkarréerne er blevet tømt for børn, som tilbringer deres tid efter skole i fritidsordninger, mens mor og far er på arbejde. Det fungere for langt de fleste, men for nogen går det galt. Vi har indrettet et samfund, hvor det er nødvendigt med to indtægter for at klare husholdningen, og hvor kravet om længere arbejdstid høres igen og igen. Børnene er i stigende omfang overladt til institutioner og professionelle, mens det gamle netværk af familie og naboer langsomt er smuldret væk. Når forældrene skal tage mere ansvar, og det skal de naturligvis, så kunne man begynde med at diskutere, hvordan de får mere tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Haarup Mortensen

"... diskutere, hvordan de [alle forældrene] får mere mere tid"

SVAR: Det gør de ved at indrømme livet i al evighed og begynde at leve og arbejde i glædens eget navn. Det betyder nemlig at sandheden tilvejebringes som sandselighed, der opløfter og oplyser os om vort faktiske samfundsdannende livsvilkår her på jord.

Genstandene, når det nu skal pindes ud i fornuftens kategori-landskab, hedder: Jord, planter, dyr - og først som sidst mennesker. Det livsvilkår skal naturligvis opfattes i sit levende element og ikke som kategoriske afdelinger, der skal administreres. Altså mennesker i opvoksende arbejdsomt kropskundskab, åndskundskab omkring livets eget hellige træ: forplejningen, fornødenhederne, det sande vækstgrundlags oplysende trivsel. Ja vor basale næringsdrivende forhold og samvær.

Livets samfund er mao. kropsligt betinget og organisk nærings- og varmesøgende i al evighed - og altså ikke i hænderne på den teknologisk-teknokratiske fremskridtstro stats-idealisme/lovreligion, der i al uendelighed vil sidde fast i tidens djævel.

Var du i tvivl om dét?

I så fald du var, skal jeg her på forhånd minde dig om, hvem magten og æren i al evighed tilkommer. Tillige, at vi ikke ønsker at blive ledt i fristelse, herunder tidens djævel. Og endeligt, at vi naturligvis forlader vore skyldnere, når vi beder til at livet må forlade os med al vor skyld.

Hvad eventuelle spørgsmål med hensyn til det resterende verdensbillede, du øjensynligt har rodet dig ud i som også jeg, angår, skal jeg for det hjertelige sigtes skyld - ja, for det er jo kun i den sammenhæng, at der overhovedet er tale om skyld og ansvar (tvivlede du også på det?). Men i det hjertelige sigte skal jeg da gerne skærpe dit hjertes lod i al vort, eventuel videre handlekraft dermed, ja hva' ve' jeg:

Grundproblemet ved de "samfundsstrukturelle skævheder", som du rigtignok er inde på er som følger: Arbejdsløsheden i staten og arbejdsløsheden i det kapitale erhvervsliv. Og har været det i mange, mange år.

Og dermed mener jeg ganske enkelt, hvad der ikke er enkelt, ejheller over én kam, men: Arbejde og livsførelse på vedvarende overførsels-indkomst har aldrig været arbejde, men selvdestruktion af menneskelivets samfund. Videre derfor en livsmåde, der i sin nød skaber selvretfærdig dømmekraft iblandt os.

Staten er med andre ord en selvlovgivende management-teori, der hverver, for siden at betvinge sine medlemmer, altså borgerne via stats-fikserede pligt- og ansvarsbegreber. For ikke at sige det som det er, henholdsvis via uddannelses-vanerne/institutions-vanernes indkodning og trussel om straf, bøde eller fængsel i øvrige sammenhænge. Samt som altid jo hele den søgende og søgte verdenshistorie, der ligger bag vor samfundskultur. Blandt andet nemlig kapitalens erhvervsliv; den tradition, hvor man dyrker penge-yngel, penge-træer og lignende falske vækst-begreber som åget til karlene.

De to lejre har sloges altid, men det nye er - nej, ikke at de samarbejder, hvilket de jo også hele tiden har gjort på skiftende godt og ondt - men derimod som sagt, at de er arbejdsløse.

DET BETYDER AT INGEN AF DE PARTER, DE KULTURAFSNIT MED ALLE DERES ANSATTE OPRETHOLDER VOR TILVÆRELSE SOM MENNESKELIV PÅ JORD. Jeg mener, vi nærmer os ikke et bæredygtigt og sandere, sandseligere samfund, der er til at tage at føle på, medmindre vi indrømmer os ved vækstens kropsnære og jordnære genstande.

Hverken lov eller penge kan oplyse, opløfte, opelske og opleve os frem, op, ind og ud til det samfunds-sindelag, der afstedkommer håndelaget. Livsførelse. Altså det håndelag, der gør det forstandigt forståeligt for os, at vi af forsyn i al evighed er givet al den tid, vi overhovedet har brug for til leve et hjerteligt godt liv omkring det jordiske, organiske vækstvilkår.

Og det skal først og fremmest indrømmes...

Tak for artiklen og dét, den gav anledning til, thi skriften er jo hverken ordet eller vor hørelse, omend den vel i god tro godt kan tjene det.

Nkh. JHM

Er du klog så kan du få
mer af alt og blive rig
ellers må du bare gå
sig mig er det ikke svig?

http://nanna.urbanblog.dk/2009/10/06/lars-l%c3%b8kke-vil-stj%c3%a6le-15-...