Endnu engang skal vi håbe

Netop som amerikanerne og store dele af verdensopinionen var begyndt at miste håb og mod efter Barack Obamas medrivende og opløftende valgkamp i 2007-08, besluttede den norske nobelkomité i går at belønne USA's præsident med dette års fredspris. Komitéens medlemmer var imponeret af de visioner, som Obama fremlagde i valgkampen for Amerikas lederskab efter George W. Bush og i sin tiltrædelsestale samt talerne i Kairo (USA's forsoning med den muslimske verden) og Prag (en atomvåbenfri verden). De kunne næppe undgå at bemærke, at allehånde barrierer siden er blevet slået op for at spænde ben for den nye og lovende præsidents ambitiøse projekter. Ingen siger, at det er let at forandre status quo. Sværere bliver det dog, når stærke kræfter i USA og Mellemøsten går i åbent oprør.

Så da fredskomitéen satte sig ned for at gå gennem listen over kandidater til dette års pris, må de i Barack Obamas unge præsidentskab have set en enestående chance for at fremme international fred og mellemfolkelig forståelse. Præsidenten havde virkelig brug for et rygstød. Hvorfor ikke give ham det, lød det åbenlyse spørgsmål. Her ligger motivet for at udpege Obama. Som visionær leder er han verden rundt blevet indbegrebet af et nyt håb om muligheden for at skabe en mere fredelig verden skabt på grundlag af dialog og retfærdighed.

Trods alle de forståelige protester fra mange sider kan denne beslutning derfor i sidste instans og med et historisk tilbageblik meget vel få et lykkeligt udfald. Nemlig, at prisen vil styrke Obamas bestræbelser på at fremme dialog og forsoning mellem folk og nationer, især mellem USA og den muslimske verden, og at han i sin tid i Det Hvide Hus får lagt grunden til en løsning af Mellemøstkonflikten, afviklet krigen i Irak, påbegyndt en proces mod international atomvåbenafrustning og udvist stærkt lederskab i forhandlingerne om en ny klimatraktat.

I mands minde har ingen anden amerikansk præsident på så kort tid forsøgt at gøre så meget for at fremme verdensfreden som Barack Obama. Selv kynikere bør kunne være enige i det. At ingen konkrete resultater foreligger efter ni måneders arbejde betyder ikke, at prisen er ufortjent. I rækken af vindere findes adskillige mænd og kvinder, som er blevet belønnet for deres mod i kampen for specifikke sager eller for generelle mål som frihed fra undertrykkelse, national forsoning, menneskerettigheder og social og økonomisk lighed, uden at det ved prisens uddeling stod klart, hvorvidt de tilsigtede resultater var opnået eller ville blive det i fremtiden. Det gælder f.eks. Willy Brandt, Shirin Ebadi, Aung San Suu Kyi og Mikhail Gorbatjov.

Med udpegelsen af Obama ønsker nobelpriskomiteen utvivlsomt også at sende en formaning til indenrigspolitiske kritikere af præsidentens forsøg på at føre en forsonende udenrigspolitik. Man må ikke glemme, at det har kostet ham politisk at bekendtgøre lukningen af Guantánamo-fangelejren, forbuddet mod tortur - selv at fjerne det uheldige udtryk 'krigen mod terrorismen' fra det amerikanske politiske ordforråd.

Og Obamas stærke kritik af Israels bosættelsespolitik har heller ikke været billig. I USA kunne man i går høre kritiske røster - selv fra Obamas tilhængere - der frygter, at højrefløjen vil bruge prisen til at genoplive republikaneren John McCains mislykkede forsøg forrige sommer på at skildre Obama som en stjernepolitiker, der mest udmærker sig ved et godt udseende og veltalenhed.

Men det er en snæversynet indvending. Verden er større end USA. Nobelkomitéen bør ikke i sin udvælgelse tage hensyn til indenrigspolitiske konsekvenser, og gør det heller ikke.

Hertil kommer, hvad man kunne kalde kynismens tilbagevenden til den internationale scene. Selv om diverse regeringschefer og statsoverhoveder står i kø for at få audiens hos den brillante amerikanske præsident, synes ingen rigtig villig til at løbe store politiske risici for at hjælpe ham og hans politiske fæller i USA med at få de fælles visioner udmøntet. Fredsprisen kan tjene til at minde ledere over alt i verden om, at den type amerikansk lederskab og vision, Barack Obama repræsenterer, hører til den historiske undtagelse. Det har opinionen i næsten alle lande for længst erkendt. Meningsmålinger påviser, at Obama mange steder er mere populær end nationale ledere. Udenlandske politikere skal derfor agte sig for at komme for meget på tværs af hans udenrigspolitik.

Men først og fremmest er prisen vel en anerkendelse til de mange amerikanere, der turde sætte krydset ud for manden med det mærkelige navn - ham, som lovede at ændre USA's internationale kurs og lægge vægt på samarbejde fremfor konfrontation - multilateralisme fremfor unilateralisme.

Det var i denne enkelte demokratiske beslutning, at håbet om en bedre og mere fredelig verden opstod.