Leder

Vi har førhen været bagud og tabt

Debat
24. oktober 2009

'Essensen i teorien er, at aktiv finanspolitik ikke virker'

- Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i Thomas Larsens 'Anders Fogh Rasmussen - I Godtvejr Og Storm'

VK-REGERINGEN FÅR MEGEN ROS. Især af mainstreampolitiske kommentatorer, der stadig laver mundtlige danseskolebuk, fordi Anders Fogh Rasmussen professionaliserede regeringens kommunikation, så regeringen kunne slippe fri af ansvaret for den ulovlige krig i Irak, det ødelagte miljøministerium, de manglende velfærdsreformer osv. osv. Ok, det ser ud til, at dommen for de ting må vente til historikerne tager over. Alligevel virker det ikke, som om VK-regeringen bare kan læne sig lettet tilbage og nyde det store bedrag. For det ene eksempel efter det andet på manglende evner udi kunsten at lede et land, bliver ved med at dukke op, og området med nedtrådte nælder ser ganske enkelt ud til at være endeløst.

Den ene uge præsterer forsvarsminister Søren 'Far her' Gade (V) på få sekunder at smide sin integritet - politikerens dyrebareste - over bord. Den anden uge verfer man den mest vidende embedsmand på klimaområdet ud, få uger før klimatopmødet, den vel nok mest prestigefyldte internationale begivenhed nogensinde på dansk jord.

DENNE UGE VAR HELLER IKKE UDEN nye problemer. Mildt sagt. Torsdag slog de økonomiske vismænd stilfærdig fast, at Fogh & Løkkes regering bærer ansvaret for den økonomiske krise Danmark befinder sig midt i. Regeringen fortæller ellers gerne, at vanskelighederne kom til Danmark ude fra den store uhyggeligt globaliserede verden. En argumentation den sikkert stadig kan lykkes med, når det gælder udlændingespørgsmål, men at høre voksne mennesker skyde skylden på 'de andre' for tingenes tilstand i dansk økonomi er efter torsdagens vismandsrapport enten - alt efter temperament - tragikomisk eller bare dumt.

Dansk økonomi gik nemlig allerede i stå længe inden den internationale økonomiske krise, skriver vismændene i deres rapport. Og regeringen var aktivt med til at sætte den i stå ved stædigt at fastholde skattestoppet, konkluderer vismændene, fordi det bidrog til at forstærke udsvingene i boligpriserne og det privat forbrug. Eller som der står i rapporten: 'Indførslen af skattestoppet har fjernet en vigtig stabiliserende mekanisme i samfundsøkonomien'. Derfor er Danmark nu i en situation, hvor man halter langt efter mange andre vestlige lande, der så småt begynder at kunne se deres økonomi spire. I Danmark står vinteren derimod i sandhed for døren. Her fortsætter krisen ufortrødent i 2010, og prognosen for arbejdsløsheden er, at den først topper på den forkerte side af 170.000 personer i 2011. Interessant nok er 2011 også det år, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) senest skal udskrive valg til Folketinget. Når valget kommer er der ingen tvivl om, at violinerne vil spille og talen blive slesk, men arbejdsløshedskøer plejer sjældent at være i humør til den slags, og selv en fit Løkke får svært ved at løbe fra det ansvar for det økonomiske morads, som landets højeste autoritet på området endegyldigt tildelte ham i denne uge. Ja, hvem ved? Måske vil historikerne fra før ligefrem udnævne torsdag den 22. oktober 2009 til dagen, hvor enden på VK-regeringen begyndte.

FALLIT HAR REGERINGENS økonomiske politik i hvert fald spillet. Det så man tydeligt på finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) reaktion på vismandsrapportens anbefalinger, der lød, at regeringen fremrykker offentlige investeringer for 10 milliarder kroner. Med investeringerne undgår Danmark ikke krisen, men de tager toppen af arbejdsløsheden. Anbefalingen var oven i købet pakket fint og nydeligt ind. For skulle de have fulgt deres egen logik fra tidligere vismandsrapporter, burde anbefalingen - ifølge AE-rådets beregninger - have været en vækstpakke på 20 milliarder kroner. Dertil kommer, at vismændenes tal viser, at prisen for ikke at fremrykke de offentlige investeringer er langt større end 10 milliarder. Men nej, nej, nej, Claus Hjort afviste blankt at tage flere kriseinitiativer end den satsning på at øge det private forbrug med skattelettelser, han har lavet. Pengene har det bedst i borgernes lommer, sådan har det nu en gang været siden konservative Poul Møllers tid. Også selvom alle fagfolk fortæller, at offentlige investeringer virker tre gange mere effektivt imod arbejdsløshed end privat forbrug.

Der er bestemt noget dragende ved at holde den ideologiske fane højt lige lukt ind i nederlaget. Genkende fascinationen kan i hvert fald dem, der har prøvet at holde med fodboldhold, som aldrig vinder, og som derfor søndag efter søndag har skrålet med på drukvisen 'vi har førhen været bagud og tabt', for - om ikke andet - at varme sig ved nederlagets sviende forudsigelighed.

Men de samme personer vil også kunne fortælle, hvilken lettelse det var, da træneren endeligt blev fyret, og det begyndte at gå mod bedre tider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her