Leder

Kulturen ud af landet

Egnsteatrene, der er de mindre kommuners teatre, har på det sidste halve år oplevet besparelser på flere områder, og grønthøsteren vender tilbage i 2010 med den nye finanslov
Debat
15. oktober 2009

Allerede da den borgerlige regering trådte til i begyndelsen af dette årtusinde meddelte den, at kulturen skulle ud i landet. Det skulle være slut med københavneriet, og da kulturminister Carina Christensen overtog posten sidste år, havde hun det endda som sin hensigtserklæring. På ministeriets hjemmeside under overskriften 'resultater' figurerer projektet 'Kultur i hele landet'. Hvis kulturministeren med 'Kultur i hele landet', mente 'Kulturministeren i hele landet', så kan man ikke beskylde hende for ikke at leve op til det. Men selvom indbyggerne i Røjle sikkert er glade for, at der kom en minister fra København og åbnede den nye udstilling på Galleri Korsbjerg, så håbede de fleste vel, at de ville kunne mærke kulturministerens hensigtserklæring på en mere klingende måde. Men den førte politik har på ingen måde levet op til det.

Egnsteatrene, der er de mindre kommuners teatre, har på det sidste halve år oplevet besparelser på flere områder, og grønthøsteren vender tilbage i 2010 med den nye finanslov. Mens storbyteatrene, Københavns Teater og Det Kongelige Teater rammes mindre hårdt. Egnsteatrene er aldrig tidligere blevet tilført så mange midler, som nu, siger ministeren. Det er rigtigt, men der er også flere egnsteatre end nogensinde, og flere kommer til. Men der kommer ikke flere penge. På få år er egnsteatrene blevet ramt på flere områder:

Den rammestyring, som Brian Mikkelsen i sin tid indførte betyder, at de andre teatre får færre penge, hvis et nyt åbner. Egnsteatrene er tvunget til at bruge mange kræfter på at søge private sponsorpenge: En anden af regeringens mærkesager. Men den form for støtte er konjunkturbestemt, så lige nu er der så godt som ingen penge fra den kant.

Og for at det ikke skal være løgn rammes teatrene nu også af regeringens skattestop. Det skal nemlig delvist finansieres af en fastfrysning af erhvervsstøtten på 2009-niveau indtil 2015.

Teaterdirektørerne undrer sig over, at deres støtteordning overhovedet hidrører under Erhvervsministeriets erhvervsstøtteordning. Vi troede, vi var kulturinstitutioner, lyder det. Det er de også. Men de er også selvejende institutioner. Virksomheder. At teaterstøtteordningerne kategoriseres som erhvervsstøtte er derfor ikke noget nyt. Det kan man ikke klandre den siddende regering for. Det stammer helt tilbage fra 1999, da en erhvervsredegørelse fra erhvervsministeriet opgjorde den samlede støtte til det danske erhvervsliv. Heraf fremgik også støtteordninger til det danske kulturliv. Og den kategorisering har fulgt kulturlivet lige siden, også de økonomiske vismænd og arbejderbevægelsens erhvervsråd omtaler teaterstøtten som erhvervsstøtte.

Men hvorfor er det så først gået op for teatrene nu, at de modtager erhvervsstøtte? Selvfølgelig først og fremmest fordi det er fastfrysningen af tilskuddene via erhvervsstøtteordningen, der rammer dem på økonomien. Men også fordi de gennem længere tid har oplevet, at de bliver behandlet som rene virksomheder, der skal fungere på markedspræmisser, være økonomisk rentable og leve op til resultatkontrakter. Det er en kategorisering som erhvervsstøtte et stærkt symbol på. Og de krav, som den siddende regering har stillet til de kulturelle institutioner, aktualiserer gang på gang diskussionen om rimeligheden i at lade dem føle de frie markedskræfter. Er det primære formål med støtten ikke at fremme kulturen? At få 'Kultur i hele landet'? Det er de færreste ledere på kulturinstitutioner, der vil nævne økonomisk overskud, som det primære mål for deres virksomhed. Derfor er det også fejlagtigt at kalde den en virksomhed og behandle den som en sådan. Merværdien er ikke målbar. Det er ren utopi at forestille sig, at et egnsteater nogensinde bliver en god forretning og selvkørende rent økonomisk. Så må man jo så tage stilling til, om det er noget, man alligevel mener er pengene værd. Og regeringen har tydeligvis taget stilling til den sag. Egnsteatrenes økonomiske situation er akut, og på andre teatre oplever man, at pengene kommer med forbehold.

Senest har Jon Stephensen fra Gasværket protesteret imod kravene om store publikumssucceser. Stor kunst er ikke altid populær kunst, og populær kunst er ikke altid stor kunst. Det lyder banalt, og er det også. Men det bliver åbenbart ikke sagt nok. Jon Stephensen udtaler til Politiken, at han oplever, at ingen siger Dansk Folkeparti imod, når de markerer sig i kulturpolitikken ved at latterliggøre den smalle kunst. Og han må søge advokatbistand for at få lov til at lave andet end musikteater for støttekronerne. Nok er nok, siger han.

Spørgsmålet er, hvad teatrene kan gøre bortset fra at klage deres nød. Og det kommer meget nemt til at lyde som klynk, for det er umuligt at forklare, hvorfor Danmark bliver fattigere af at miste et teater med to skuespillere, der opfører stykket Santiago.

Men prøv at spørge dem i Haderslev om de føler, at byen bliver fattigere, hvis Teatret Møllen lukker.

Det er i virkeligheden herude, det starter. Ude i hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her