Leder

Kultursammenstød

Måske tager postyret om chefforhandler Thomas Beckers fratræden fra Klimaministeriet nu af. Ligemeget hvad, står klimaminister Connie Hedegaard (K) tilbage med et ministerium, som ikke har formået at fastholde de vigtigste kræfter om bord på det skib, der skal føre klimatopmødet i København frem til et godt resultat
17. oktober 2009

»Administrationen er aldrig glad, eller forarget, eller hævngerrig. Administrationen har ikke andre følelser end betænkelighed«

- Kriminalforfatter og pensioneret embedsmand Georg Ursin i DR2-talkshowet 'Den 11. time', marts 2008

Måske tager postyret om chefforhandler Thomas Beckers fratræden fra Klimaministeriet nu af. Måske bliver sagen arkiveret for eftertiden under 'ulykkelige personalesager', eller også bliver den arkiveret under 'afgørende politiske magtkampe'. Ligemeget hvad, står klimaminister Connie Hedegaard (K) tilbage med et ministerium, som ikke har formået at fastholde de vigtigste kræfter om bord på det skib, der skal føre klimatopmødet i København frem til et godt resultat.

Ministerens mange gange gentagne skelnen mellem en 'politisk' og en 'personlig' sag er i tilfældet Thomas Becker meningsløs. For Becker og den departementschef, der reelt fyrede ham, Thomas Egebo, inkarnerer hver især to embedsmandskulturer, som er stødt sammen i Klimaministeriet. Denne konflikt handler lige så meget om politik som om personer.

Den ene kultur har rødder i det gamle Miljøministerium, som siden sin oprettelse i 1971 blandt de andre ministeriers mere korrekte kolleger omtaltes som 'striktrøjeministeriet', fordi miljøembedsmændene var dus og gik uden slips. Det er en idé-orienteret kultur, der ud over administration, vil udvikle, opfinde og dagsordensætte sit område.

Den anden kultur er den, som Georg Ursin beskriver i citatet ovenfor. Det er den korrekte, bekymrede embedsmandsstil, hvor man frem for alt vil undgå fejl, og hvor ideer og forandringer bliver set som forstyrrelser. Denne kultur står stærkt i Udenrigsministeriet og det tidligere Transport- og Energiministerium, som Thomas Egebo var departementschef i, før det blev til en del af Klimaministeriet.

Kulturerne er vigtige, fordi embedsmænd bestemmer så meget. Det er ikke tilfældigt, at det var Thomas Becker personligt og ikke en politiker, der fik ideen om, at klimatopmødet skulle til København. Eller at det var Becker, der fik ideen om, at den danske stat skulle bruge en masse penge på at fragte globale beslutningstagere til Grønland og rundt til uformelle rundbordssamtaler i verdens byer i den såkaldte Grønlandsdialog. Det foregik uden for den formelle forhandlingsdagsorden og uden officielt definerede mål ud over dét vage at styrke Connie Hedegaards netværk blandt dem og deres forståelse af klimaudfordringen.

Dén strategi blev i begyndelsen mødt med udbredt skepsis i det mere traditionalistiske embedsapparat - i dag er det almindeligt anerkendt, at ministerens tætte og direkte forhold til mellem 10 og 15 af verdens 20 vigtigste klimabeslutningstagere kan blive det stærkeste kort, Danmark har på hånden, når slutspillet går i gang.

En tredje illustration af embedsmændenes rolle i spillet op til klimatopmødet ligger i den omstændighed, at Danmark som vært ikke kan komme med politiske udspil til, hvordan klimaaftalen skal se ud. Danmarks politiske rolle ligger i 'alt det udenom', og heri skal forstås al den politik, der ikke kommer ud af munden på politikerne. I stedet udøves den i følere, forhandlinger og arrangementer. De mange globale forhandlingsmøder op til topmødet myldrer med danskere, men de griber meget sjældent mikrofonen: De arbejder alle bag kulissen.

Der findes iagttagere, der taler om, at dagens politikere ikke længere bedriver politik. Det har de for travlt med alt muligt andet til. I stedet står embedsværket reelt for de såkaldte politikformuleringer og dermed også med den faktiske udøvelse af den politiske magt. Thomas Becker er med sin flamboyante stil et eklatant eksempel på den type embedsmand, der meget synligt har spillet den rolle, man måske skulle have troet var politikerens: Han har leveret visionære ideer om, hvordan vores verden skal se ud. Men også departementschef Thomas Egebo er en af de mænd, der former vores virkelighed. Ikke mindst når ministeren som Hedegaard har været fraværende det meste af tiden, afgøres uendeligt meget i den udmøntning af politikken, som ligger hos departementschefen og hans apparat.

Blandt meget andet er det også Egebo, der har det overordnede ansvar for internt i ministeriet at formidle foreningen af ideer med praktik, initiativer med begrænsninger og fantaster med pragmatikere i det forløb, som sætter i gang nu. Det er forløbet, hvor store indledende visioner så småt skal trækkes ned på praktikernes niveau og blive til en virkelig, pragmatisk, forhandlet klimaaftale. Evnen til at omsætte ideer til resultater og forene modsætninger i et kompromis er naturligvis lige så væsentlig som evnen til innovation. Den embedmandstype, der som Egebo kan afslutte forløb med aftaler, vil ofte tage over, når der til sidst i en proces skal konkluderes. De to kulturer støder også nemt sammen. Hvad enten vi nu har set en enkeltstående bi-lagssag eller begyndelsen på de sammenstød, må ministeriet se i øjnene, at det må og skal forene sine to kulturer, så ideerne bliver til virkelighed i stedet for at komme i krig med den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Der er et par formuleringer i en anden artikel som passer perfekt til det der åbenbart foregår i ministerierne: ”En beskidt krig” og ”En kamp hvor alle kneb gælder”.

En minister skal åbenbart være til stede og have ”muskler” nok, for at indtage positionen som den der ”styrer” ministeriet, hvis det ikke skal udvikle sig til en beskidt kamp om magten mellem embedsmændene og ”kulturer”. Jeg kan umiddelbart komme i tanke om et del ministerier, hvor ministrene er reduceret til papegøjer med gummistempler, mens embedsmændene kører med klatten.

Connie Hedegaard står åbenbart nu i en situation, hvor hun må agere ”Djævlens Advokat”, hvis det hele ikke skal falde fra hinanden. Nå, men hvis hun var blevet hjemme og havde styret Becher og hele staben herfra, var hun jo ikke selv blevet så eksponeret i udlandet, at der ligefrem er tale om en toppost i EU.

Det er ikke nemt.
Og det er dælme heller ikke hverken nemt eller sjovt for befolkningen at blive ført bag lyset den ene gang efter den anden, samt at blive skaltet og valtet med af magtliderlige politikere og embedsmænd.

Men tak til lfk for artiklen, som får min anbefaling.