Leder

Lad processen køre

15. oktober 2009

Da EU-Kommissionen i går offentliggjorde sin årlige status over de fremskridt som de aspirerende EU-medlemmer har gjort de sidste tolv måneder, var der som sædvanlig både ris og ros til Tyrkiet.

Ros blandt andet for viljen til politiske reformer og nye drøftelser med kurderne og ris for, at man stadig ikke er nået langt nok, når det gælder implementeringen af ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed og kampen mod tortur. Modstandere af Tyrkiets optagelse i EU vil nu argumentere for, at fremskridtene går for langsomt, mens tilhængerne vil sige, at reformerne kun kan drives frem, hvis målet er klart.
Begge sider har på sin vis ret, men uanset hvilket hold man er på, må man give tilhængerne ret i, at udsigten til et EU-medlemskab har været en fantastisk primus motor i Tyrkiet. Det er gået meget langsomt i landet de sidste år, hvilket delvist skyldes interne politiske problemer. Men her ti år efter, at tyrkerne i december 1999 blev anerkendt som kandidatland på et topmøde i Helsinki, er der ingen, der kan hævde, at Tyrkiet er det samme land som dengang. Menneskerettighedslove er vedtaget. Dødsstraffen er afskaffet. Kvinderne har fået bedre retssikkerhed, og det strafferetslige system er reformeret. Og reformprocessen er langt fra slut. Der er 35 kapitler af det såkaldte acquis communitaire, EU’s regelværk, som Tyrkiet skal opfylde, før der på nogen måde kan blive tale om medlemskab. Det er alle enige om. Både modstandere, tilhængere og tyrkerne selv.

Derfor er det også drønærgerligt, at deciderede negative udtalelser fra indflydelsesrige statsledere som Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og Tysklands kansler Angela Merkel er med til at lægge en dæmper på reformviljen og EU-entusiasmen i Tyrkiet. Ifølge en undersøgelse foretaget af det tyrkiske institut for statistik, er der kun 42 procent af tyrkerne, der i dag går ind for et EU-medlemskab mod 71 procent i 2004.

Det er synd. Ikke bare fordi reformerne dermed får sværere vilkår, men også fordi Europa måske rent faktisk kan have gavn af et konstruktivt partnerskab med Tyrkiet. Både når det gælder forsyningssikkerhed, muligheden for lån af ung arbejdskraft og ikke mindst i form af en stærk allieret i kampen for fred og stabilitet i Mellemøsten og det sydlige Kaukasus, hvor Tyrkiet har en helt anden lydhørhed og fodfæste end Europa. Et fodfæste, der ser ud til at blive endnu mere solidt med gårsdagens første møde i et nyt strategisk samarbejdsråd med Syrien og weekendens skridt mod en normalisering af forholdet til Armenien. Derfor er det mindste, man kan forlange af Europas nuværende ledere, at de giver processen en chance. Lad det være op til lederne i både Europa og Tyrkiet, når tidspunktet kommer, at sige til eller fra i forhold til, om de vil hinanden i stedet for at spænde ben allerede nu. Det kunne jo være, der ligger historiske muligheder i at vise, at islam og demokrati er fuldt forenelige størrelse – også i et europæisk samarbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu