Leder

Med lidt hjælp fra Forsvaret

Jæger-bogen er i virkeligheden en fantastisk historie om tilblivelsen af en bestseller
Debat
22. oktober 2009

Forlaget People's Press drømte om en ny B.S. Christiansen. Thomas Rathsacks bog om sit liv som jægersoldat var på forhånd tænkt at skulle udfylde lidt af tomrummet efter den storsælgende tidligere elitesoldat. Men at Jæger-bogen også rent faktisk skulle blive en ny Et liv på kanten, var der på forhånd imidlertid ikke meget, der tydede på. Ikke lige indtil først Forsvarskommandoen og siden dagbladet Politiken i uskøn forening sørgede for en af de største mediekampagner i mands minde for en bog. En mediekampagne, som selv et dygtigt reklamebureau næppe havde kunnet udtænke endsige noget forlag haft midler til at finansere.

Her 20 dage efter bogens udgivelse er Thomas Rathsacks bog Danmarkshistoriens hurtigst sælgende bog. 30.000 eksemplarer har de danske boghandlere nemlig allerede langet over disken. Og intet tyder på, at interessen for bogen er aftagende. End ikke Sara Blædel kan i disse dage følge med i kapløbet om bogkøbernes gunst.

Men hvordan hænger det store salg af bogen sammen med, at den allerede før udgivelsen var fuldt tilgængelig og nærmest gratis? Dagbladet Politiken stjal som bekendt bogen, da Forsvarskommandoen ville have udstedt fogedforbud mod den og trykte den uden forhåndstilladelse som tillæg til avisen. Chefredaktør Tøger Seidenfaden glorificerede det bemærkelsesværdige tyveri ved at henvise til ytringsfriheden som en stor vestlig værdi. Den kreative direktør for People's Press, Jakob Kvist, så med stor alvor på Politikens krænkelse af ophavsretten, men ville alligevel aldrig rigtig ud med, hvilke retslige skridt tyveriet skulle føre med sig. En sandsynlig grund til den beherskede forargelse over avisens handling skal nok findes i, at den kreative direktør formodentligt har været bevidst om værdien i klingende mønt af først Forsvarskommandoens forbud og siden det forbudte optryk. Og ganske rigtigt: På forventet efterbevilling blev krænkelsen af ophavsretten stille og roligt sat i bero. Politiken og People's Press havde lavet en aftale.

Hvad kan man så lære af det? Forsvarskommandoen blev på grund af den efterfølgende farce den store taber. Politiken fik en masse omtale og chefredaktøren syndsforladelse for sit tyveri, men måtte alligevel opleve at blive hånet af Uffe Ellemann-Jensen og andre efter at været blevet afsløret i at censurere læserbreve. Tøger Seidenfaden er derfor kun den lille vinder. Den store vinder er derimod Jakob Kvist, som fik en bestseller foræret. Han kan med god ret invitere Seidenfaden på en bedre middag. Mon ikke også han skal overveje at invitere den afgåede forsvarschef med, for han spillede immervæk også en vis rolle i forhold til at skabe bestselleren.

Hvad kan man i øvrigt lære af det? Jo, man kan lære, at bogen som fysisk medie og nydeligt indbundet stadig har en chance. Især når den først har været lidt forbudt, og når der i medierne har været lidt gang i den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Nielsen:

."Hvad kan man i øvrigt lære af det?"

En maskinoversættelse i hånden er bedre end ti i cyberspace...