Leder

Er LO-støtten på vej tilbage?

Er de kommunale aftaler mellem LO's lokale organisationer, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten et udtryk for, at fagbevægelsens partistøtte langsomt er på vej tilbage? Hvis det er tilfældet, så kan det blive en tiltrængt afbalancering af et økonomisk meget ulige forhold mellem højre og venstre i Danmark...
21. oktober 2009

Er de kommunale aftaler mellem LO's lokale organisationer, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten et udtryk for, at fagbevægelsens partistøtte langsomt er på vej tilbage? Hvis det er tilfældet, så kan det blive en tiltrængt afbalancering af et økonomisk meget ulige forhold mellem højre og venstre i Danmark. Men som den efterfølgende debat har vist, så bevæger partier og fagbevægelse sig også ind i et minefelt, som det kan være svært at gennemskue konsekvenserne af. I korthed, så indgik LO Storkøbenhavn for et par uger siden en aftale om økonomisk støtte med de tre partier, S, SF og Enl. på Københavns Rådhus. De tre partier enedes om at pege på Frank Jensen (S) som overborgmester og konstituere sig sammen efter valget i næste måned. Samtidig lovede de at arbejde for en række af fagbevægelsens mærkesager, så som at sikre gode kommunale arbejdspladser, arbejde for en dynamisk erhvervspolitik og begrænse udlicitering af kommunale opgaver. Aftalen i København er blevet fulgt op af lignende aftaler i andre byer - og det er en nyskabelse.

Siden LO i 2002 på en ekstraordinær kongres besluttede at afvikle den økonomiske støtte til Socialdemokraterne, har det været heftigt diskuteret internt, om det nu var den rigtige beslutning. Baggrunden for beslutningen var, at fagbevægelsens top ikke længere kunne legitimere og forsvare at give støtte til et bestemt eller flere bestemte partier, så længe målinger igen og igen kunne vise, at næsten halvdelen af LO-lønmodtagerne stemte på borgerlige partier.

På den måde blev afviklingen af den økonomiske støtte det konkrete udtryk for afviklingen af den klasse- og interessebestemte partistruktur i Danmark. Socialdemokratiet havde i 80'erne og 90'erne løsrevet sig mere og mere fra fagbevægelsen i et forsøg på at stå friere og appellere til nye vælgere. Det skabte en stigende irritation i LO: Svend Auken og senere Poul Nyrup Rasmussen ville gene have millionerne, men ikke lade LO få indflydelse i det samme omfang, som da Thomas Nielsen kunne tryne Anker Jørgensen.

Men siden beslutningen om at droppe støtten, har man i LO-fagbevægelsen kunnet se til, at erhvervslivet på sin side voldsomt har forøget sin støtte til de borgerlige partier, hvilket har betydet, at den økonomiske balance mellem rød og blå blok ved de seneste to valg er blevet mere skæv end nogensinde. For et år siden foretog Gallup Adfacts en beregning af blokkenes valgkampbudgetter. Det kan være svært at stole på partiernes egne oplysninger, fordi så megen støtte kommer ind ad bagvejen og gennem særlige aftaler. Så metoden var i stedet at beregne værdien af partiernes forbrug af midler til markedsføring i forbindelse med folketingsvalget i 2007. Og resultatet var voldsomt. I alt annoncerede de fire oppositionspartier Socialdemokraterne, SF, radikale og Enhedslisten ifølge Gallup Adfacts for et beløb, der i listepriser svarer til 13,5 millioner kroner, mens den borgerlige blok bestående af Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre tilsammen havde indrykket annoncer for 48 millioner kroner. Mens fagbevægelsen har smækket kassen i - næsten da - der er stadig nogle fagforbund, der yder mindre bidrag, så har dansk erhvervsliv aldrig doneret så meget i støtte til V, K og DF.

Den store forskel er, at det er forholdsvis ukompliceret i bestyrelsen for en privat virksomhed eller en erhvervsorganisation at beslutte sig for et politisk bidrag. Det behøver man ikke blande andre ind i. For en faglig organisation er det anderledes, fordi det er medlemmernes kontingentkroner, det drejer sig om. Når man derfor i København og andre kommuner nu har set særlige aftaler mellem de røde partier og LO, så kan det ses som et pilotprojekt for en model, der vil kunne genetablere fagbevægelsens partistøtte - også på landsplan. Den socialdemokratiske næstformand Nick Hækkerup sagde her i avisen for en måned siden: »Det løbende daglige samarbejde mellem os og fagbevægelsen bliver stadig tættere og er i dag bedre, end det har været længe. Derfor synes jeg, at det ville være naturligt, at fagbevægelsen også økonomisk bekendte kulør og igen begyndte at støtte blandt andre os.«

Fordelen ved, at støtten gives som led i en konkret aftale i stedet for som tidligere at være generel, er, at aftalen dermed kan levere den legitimitet, som er nødvendig over for medlemmerne. En faglig organisation støtter partier, som lover at slås for faglige mærkesager. Det giver mening. Men det skaber også nye problemer. Venstre og Dansk Folkeparti har allerede kritiseret aftalerne voldsomt for at være en udemokratisk form for politisk binding af partierne. Et argument, som er afvist af både eksperter og aftalens parter. Der er tale om løse og ikke bindende erklæringer, hedder det.

Men det er en svær balance for jo løsere aftalerne bliver, des større problemer får LO med at legitimere støtten. Og jo mere bindende de er, des sværere får partierne at overbevise om, at de ikke er i lommen på fagbevægelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu