Leder

En lortesag

Debat
12. oktober 2009

PRESSET PÅ forsvarsminister Søren Gade (V) vokser. Stadig flere mener, at ministeren er blevet en belastning for regeringen og for forsvaret og opfordrer ham til snarest muligt at gå af, så der kan blive ryddet op oven på skandalen om den falske arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks bog Jæger - i krig med eliten. Både Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen og SF's Holger K. Nielsen har meddelt, at de ikke længere har tillid til ministeren.

Men hvad er det egentlig, Gade har gjort, som er så kritisabelt, at han bør forlade et job, som der ellers er bred enighed om, han har klaret til UG?

Socialdemokraternes begrundelse var i første omgang, at en af ministerens nærmeste medarbejdere, pressechef Jacob Winther havde videresendt den falske oversættelse til DR. Det inkriminerede ifølge John Dyrby Paulsen ministeren så voldsomt, at tilliden nu var brudt. Senere skiftede han forklaring og mener nu, at Søren Gade bør gå, fordi han i første omgang så kategorisk afviste, at det kunne være personer i forsvaret, som stod bag den falske oversættelse. SF's forsvarsordfører begrunder sit krav om Søren Gades afgang med, at ministeren ikke fortalte partierne bag forsvarsforliget, at forsvarets ledere havde forskellige holdninger til Rathsacks bog.

DER ER INGEN tvivl om, at Søren Gade har dummet sig flere gange i Jæger-sagen, især ved at sætte sin stilling på spil. Men er det i sig selv nok til, at han bør gå? Minder det ikke lidt for meget om mere provinsielle tider i dansk politik, hvor en minister kunne blive fyret, blot fordi hun havde kørt uden cykellygte?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen nægter at fyre sin partifælle og betegner oppositionens krav som urimeligt. Og for en gangs skyld har han faktisk ret. Der kan selvfølgelig senere komme nye og afgørende oplysninger frem i sagen. Men som forløbet i øjeblikket er belyst, er der ikke noget som helst, der tyder på, at Søren Gade havde eller burde havde haft kendskab til fremstillingen af den falske oversættelse. Det er hans embedsmænd, der har kvajet sig. Ikke ministeren.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at Søren Gade har vildledt Folketinget eller på anden måde brudt ministeransvarlighedsloven.

Oppositionen har med andre ord tabt hatten i begejstring over, at de efter otte års impotens endelig har fået en chance for at vælte en borgerlig minister.

FORELØBIG HAR Søren Gade valgt at afvente resultatet af den undersøgelse, som Forsvarets Auditørkorps er i gang med. Det samme gør et flertal af forligspartierne. Undersøgelsen er imidlertid først klar omkring jul, og så længe kan hverken regeringen eller forsvaret holde til, at der ikke bliver ryddet op.

At sagen har skadet forsvarets anseelse langt ud over egne rækker, er der ingen tvivl om. Og det samme gælder Søren Gades anseelse. Han bør derfor omgående iværksætte en kulegravning af årsagerne til, at en sådan skandale kan opstå.

Forsvarets egen redegørelse i sagen viser med al ønskelig tydelighed, at Forsvarskommandoen på alle planer har handlet ekstremt uprofessionelt og amatøragtigt i denne sag.

Bag amatørismen ligger en række problemer, som er velkendte - også af forsvaret selv. Først og fremmest er den bevidstløse udnævnelse af karriereofficerer til chefstillinger, som de ikke nødvendigvis er kvalificeret til at bestride, et problem, som ministeren bør tage fat i.

Det samme gælder udviklingen af en virksomhedskultur, hvor despekten for alle, der ikke selv har haft støvlerne på, er mere normen end und- tagelsen. Forsvaret har i det hele taget udviklet et usundt system, hvor loyalitet er vigtigere end evner, hvilket f.eks. giver sig udtryk i, at langt de fleste presse- og kommunikationsstillinger i forsvaret er besat med officerer, hvis største kvalifikation er, at de ikke stiller kritiske spørgsmål.

Samtidig bør de ansatte på landets største offentlige arbejdsplads sikres en reel ytringsfrihed, så det ikke er forbundet med suspension, forflyttelse eller fyring, hvis man vover at lufte sin mening om forholdene over for offentligheden.

Søren Gade bør også gøre op med de embedsmænd i hans eget ministerium, som har forsømt at orientere ham, først og fremmest departementschef Lars Findsen og kontorchef Jens Henning Garly, der begge havde kendskab til, at den kontroversielle arabiske oversættelse var af tvivlsom værdi, og pressechef Jacob Winther, der »ved en fejl« sendte oversættelsen til DR.

Og endelig bør ministeren hurtigst muligt udnævne en ny forsvars- chef, der er indstillet på at gøre op med fortiden.

Hvis Søren Gade kan gennemføre en sådan hovedrengøring, bør han blive. Hvis ikke, er det tid til at finde en anden, der kan genoprette den tillid til forsvaret og Forsvarsministeriet, som er helt nødvendig, ikke mindst for et land i krig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

leif rasmussen

Der er ingen grund til at finde flere prügelknaben. Heller ikke en minister, som savner styr på sine folk. For ansvaret ligger betydeligt højere i hierakiet.
Ikke hos Foghs vikar, men højere endnu.
For hvem var det egentlig som greb ind, efter at forsvaret, i et halvt år, stiltiende havde affundet sig med bogen? I hvert fald en som havde den fornødne magt.
Og hvorfor måtte Gade forlade landet, mens krisen var på sit højeste?
Var det for at blive briefet af Nato's generalsekretær?!

Den falske melodi om oversættelsen blev jo først misbrugt som et stort faresignal. Og da den vinkel eksploderede, blev oversættelsen så kaldt for volapyk og ufarlig - håbet om at alle så ville glemme, at bogen naturligvis fortsat kan oversættes. Men problemet har aldrig været, at "den kontroversielle arabiske oversættelse var af tvivlsom værdi". Dette er blot en misforstået bortforklaring.

Problemet er en forsvarsminister, der hverken har kritisk sans eller analytisk evne til at forholde sig til de informationer, hans stab fodrer ham med. Om denne stab er nok så talentløs, er det fortsat hans arbejde som chef at forholde sig til lødigheden, og kvalificeret at vælge hvad han vil viderebringe. Her svigter Søren Gades evner, og det bør han bedømmes hårdt på.

En udtalelse fra Gade, ønskes.

"Gade træffes ikke i øjeblikket, Gade er på tønden."

Simon Kongshøj

Tom Paamand,

Jeg er helt enig.

Der er så vidt jeg kan se to mulige forklaringer: Den ene er at ministeren fuldstændig ukritisk tror på alt, forsvarsstaben siger til ham (også selvom hele fadæsen omkring "lyn-oversættelsen" til et sprog som de færreste afghanere taler mildest talt lugtede suspekt), den anden er at han er direkte impliceret i bedrageriet. I det første tilfælde er han inkompetent som minister, i det andet tilfælde er han en bedrager der aktivt og villigt har forsøgt at føre offentligheden bag lyset.

Uanset hvilket af de to scenarier der er det rigtige, så er han ikke egnet til sin post.

vh Simon

De er tilsyneladende ved at løbe tør for "krudtfoder," så nu sender man børn derned.

Enten var Søren Gade fra starten med til at planlægge fabrikationen af de falske beviser, eller også aner forsvarsministeren ikke, hvad der foregår i han ministerium og i Forsvarskommandoen.

Det er svært at sige hvilken af de to muligheder der er værst, men under alle omstændigheder må ”far her” tage ansvaret og træde af. Så enkelt er det.

Inger Sundsvald

Så enkelt er det, Per Thomsen.

Peter Pedersen

Ch. Aagaard

God og indsigtsfuld artikel, - dog bortset fra, at jeg personligt tror, despekten og angsten blandt operette- / pinafore-officererne i FKO er langt større overfor personer, der har "haft støvlerne mere på" end een selv, end den er overfor de personer, der slet ikke har.

Thomsen

Prøv nu at skifte plade, - du har nu i ugevis kørt i samme rille.

Peter Pedersen:

."Prøv nu at skifte plade, - du har nu i ugevis kørt i samme rille."

Det skyldes nok, at debatten om de falske beviser har kørt i ugevis. Og den fortsætter sandsynligvis i et godt stykke tid fremover.

Denne skandale er så stor og så styg at det denne gang formodentlig ikke tilstrækkeligt at den ansvarlige minister bedyrer, at der ikke er noget at komme efter...

Michael Gudnæs

Det er under alle omstændigheder svært at nære nogen respekt for en minister, som på tv spiller smart og siger 'far her', men som tilsyneladende slet ikke mener at han skal tage ansvaret for at det ministerium, han har stået i spidsen for i årevis, ikke har været i stand til at gøre sit arbejde ordentligt.

Militæret er - og det behøver vi vel ikke at diskutere efter denne sag - en verdensfjern børnehave, som har brug for dygtige pædagoger til at indskærpe værdier og sætte grænser. Når Gade ikke har magtet dette, er det måske ikke så meget fordi han ikke har kunnet, men mere fordi han ikke har villet, fordi han dybest set selv er en del af samme 'støvle-hierarki', som bliver omtalt i artiklen.

Vi har brug for en minister, som kan gøre det klart for forsvaret hvem der bestemmer. Og for en forsvarskommando, som er indstillet på at tjene riget på rigets betingelser og ikke deres egne.

-Og så synes jeg det er pinligt at håne oppositionen for Gud ved hvilken gang. Der er ved Gud ikke noget underligt ved at de kræver Gade's afgang - det manglede da bare!

Jeg vil hermed foreslå at webmasteren bytter om på teksterne, sådan at Michael Gudnæs fremragende kommentar bliver til lederen og Charlotte Aagaards småborgerlig og meget ideologisk funderede skriblerier bliver til en kommentar. På den måde vil der ligesom komme lidt mere rimelighed i tingene.

Er der nogen der har en ide om hvorfor HOK fik den denne åbenlyst tåbelige ide at udsende "Jæger" på arabisk?

Indtil nu har jeg registreret,

at nogen mente HOK trænger til en omorganisering - et super-Pentagon,

at det skyldes virkelighedsforvrængning på grund af kokain-hallucinationer.

Personligt ville jeg nok have hævdet at oversættelsen skulle bruges til at google efter bogen på arabiske sites – men det forklare jo ikke videresendelsen til pressen …som vel kan skyldes simpel illoyalitet…

PS
Nå ja, så kom den første forklaring - hvilken jeg også ville have valgt:

Arabisk jægerbog som facitliste
http://www.information.dk/telegram/207050

PS PS
Gade ridder stormen af - det spiller jeg på....

Jens Haarup Mortensen

Sørens osse, han Gade ik'!

Charlotte Aagaard skriver i ramme alvor, at forsvarsministeren klarer jobbet på en måde, så der: "..er bred enighed om, han har klaret til UG?". Der kan man bare se.

Spørgsmålet er så hvem det er Charlotte Aagaard deler sin brede enighed med, ud over VKO og de øvrige reaktionære journalister i Danmark?

Hos den halvdel af danskerne, der ikke stemmer på VKO er det vist lidt småt med den brede enighed.

Sidste nye om ministeren, der ifølge Aagaard klare sit job "til UG", er at Søren Gade alias ”far her” netop har aflyst en gratis jagttur sammen med Bendt Bendtsen i udlandet.

En jagttur der naturligvis og som sædvanlig er betalt af det private erhvervsliv.

Jo, der kan da vist kun være bred enighed om at Søren gade er ”A Mighty Good Man”!

Læs eventuelt mere her:

http://www.bt.dk/politik/gade-aflyser-jagttur-i-sidste-oejeblik

Inger Sundsvald

Når balancen ser ud til at tippe til oppositionens fordel, bestiller man da bare en ny meningsmåling, som viser det ønskede resultat.

Jeg har en mistanke om, at disse ”analyseinstitutioner” har en liste med garanti for sikre resultater, hvis de da overhovedet ringer.

En sådan undersøgelse har vist, at Søren Gade støttes af 62% af et analyseinstituts faste meningsdannere. Egentlig en beskæmmende ringe procentdel.