Leder

Magt over kulturen

Forleden kunne man på en sektionsforside i Politiken læse denne overskrift: »Teatret er et kussehår fra at blive opslugt af magten.« Et kussehår? Jamen, hvor er de da blevet frisindede på Tøger Seidenfadens avis
Debat
19. oktober 2009

Forleden kunne man på en sektionsforside i Politiken læse denne overskrift: »Teatret er et kussehår fra at blive opslugt af magten.« Et kussehår? Jamen, hvor er de da blevet frisindede på Tøger Seidenfadens avis. Indholdet af artiklen var nok så opsigtsvækkende. Direktøren for teatret Gasværket, Jon Stephensen, tog bladet fra munden i et vældigt følelsesudbrud, som handlede om, at regeringen og Pia Kjærsgaard efterhånden har fået så stor indflydelse på det danske kulturliv, at det hele er ved at gro til i mainstream, kort sagt. Ingen tør kritisere, og ingen tør vove et øje i form af eksperimenter. Det handler alt sammen om at få høje publikumstal.

Jon Stephensen, en af de få overlevende fra den store teaterchef-rokade for nogle år siden, ved, hvad han taler om. Han er nemlig selv god til at få folk i
teatret. Lige nu samler han fulde huse med et stykke, Come Together, bygget over sangene fra The Beatles’ katalog, en født sællert i lighed med Gasolin-teaterkoncerten, som i 1994 samlede fulde huse på Dr. Dantes Aveny. På sit gamle teater Aveny-T havde Jon Stephensen også stor publikumssucces med moderne opsætninger af balletklassikere som Nødde-knækkeren og Sylfiden.

Anledningen til artiklen, et interview, er, at det i år er 30 år siden, at Morten Grunwald sammen med vennen Ebbe Sadolin fik gasbeholderen, dengang kendt som Østre Gasværk, op at stå som teater. Lige siden har teatret hygget om sit publikum ved at spille diverse musical – blandt andet en forestilling om rejsekongen Simon Spies, som også trak et stort publikum. Nogle vil mene, at gasbeholderen ligefrem er gået i spidsen med en popularisering af teatret, men nu har lederen altså fået nok af kontrol og resultatkontrakter. Vi er blevet sløve på holdninger og for magelige, siger han.
INTERVIEWET emmer af frustrationer. Således måtte Jon Stephensen havde advokathjælp for at få lov til at spille noget, der ikke var musikteater. Det lykkedes, og derfor kan teatret senere på sæsonen præsentere Shakespeares Macbeth. Teaterlederens flair for publikum viser sig ved, at han har engageret Sofie Gråbøl og Nicolas Bro, to hotte navne fra tv-serien Forbrydelsen. Den skal nok gå hjem.

Har Jon Stephensen ret i det, der herefter kan døbes ’kussehårsteorien’? Den slags kan det være svært at måle og veje, især da, hvis det er rigtigt, at kulturenes ledere vælger at dukke nakken i stedet for at kæfte op, når korsettet strammes. Men for nylig så man kloen i en sag fra Danmarks Radio. Dramatikeren, skuespilleren og satirikeren Claus Flygare havde i en radioklumme kritiseret Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. DR valgte at gå mod tidligere tiders praksis ved at tilbyde Espersen at høre indslaget, før det var sendt, og efterfølgende kommentere det. Her var syn for sagn. Angsten for regeringen og dets støtteparti er flyttet ind på chefkontorerne. Så meget mere befriende er det, når en succesrig teaterchef råber op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis ”kussehårsteorien” ikke holder vand, kan man godt forvente, at Politiken i fremtiden holder sig på måtten!

Jeg troede kussehår var gået af mode.