Leder

Et naturligt brud

Debat
31. oktober 2009

DET HØJSPÆNDTE DRAMA omkring forhandlingerne om globaliseringspuljen er udtryk for, at samarbejdsklimaet mellem regering og opposition for tiden er ualmindelig forpestet og præget af dyb mistillid. Men det er også et udtryk for, at blokpolitikken efter otte år med et fast VKO-flertal er blevet en norm, som det er stadigt sværere at fravige. Den brede velfærdsaftale fra 2006, som hele sagen handler om, var i den forbindelse en undtagelse. Den udsprang af en helt særlig situation, hvor regering og opposition i en kort periode havde en fælles interesse i at indgå et vægtigt velfærds- forlig. Helle Thorning-Schmidt var ny formand for Socialdemokraterne og blandt andet valgt på et løfte om at ville bide sig fast i forhandlingsbordet og arbejde regeringen ud af kontorerne. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ønskede på sin side ikke at gennemføre en ubehagelig forringelse af efterlønnen uden Socialdemokraterne. Siden er vinduet smækket i, og regeringen har gennemført stort set al økonomisk politik med Dansk Folkeparti alene. Mest opsigtsvækkende var det, da VK sidste vinter indgik forlig med DF om en stor skattereform, selv om Socialdemokraterne og SF var mere end parate til forhandlinger og var blevet lovet indflydelse. Blokpolitikken cementeres i dansk politik, midten er væk, det er de røde mod de blå.

VELFÆRDSAFTALEN FRA 2006 placerede provenuet af velfærdsstramningerne i en særlig globaliseringspulje, som skal sikre det danske samfunds holdbarhed ved at styrke forskning, uddannelse og innovation. Hvis S og R skulle være med til de upopulære stramninger af efterlønnen, så ville partierne naturligvis også have indflydelse på, hvordan pengene bruges. Og sådan blev det. For 2010 skal der således udmøntes 1,8 milliarder kroner - penge, som uddannelsessektoren er dybt afhængig af. Efter det aktuelle skænderi har Claus Hjort Frederiksen imidlertid opsagt forliget og smidt S og R ud af forhandlingerne, og den aktuelle strid kan ende med, at finansministeren udmønter milliarderne med regeringens støtteparti alene. Sker det, betyder det følge oppositionen, at hele velfærdsaftalen fra 2006 er sagt op, og partierne står frit i forhold til at foreslå ændringer af de elementer, som aftalen indeholder. Det vil sige - ud over efterløn og midler til forskning og uddannelse - forlig om ungdomsuddannelse, efteruddannelse til voksne med mere.

KONFLIKTEN ER FORSTÅELIG, men er også kommet ud af kontrol. Parterne er røget i totterne på hinanden over det oprindelige forhandlings- udspil, som regeringen fremlagde for nylig. Det indeholdt blandt andet et forslag om at fratage forældre til unge mellem 15 og 17 år den særlige børnecheck, hvis de unge ikke er i gang med en uddannelse. Et kontroversielt forslag, som har til formål at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse, men som socialdemokrater og radikale under ingen omstændigheder kan lægge stemmer til. Som konsekvens af det har finansministeren tilbudt at tage forslaget ud af forhandlingerne, men han vil ikke samtidig garantere, at det ikke bliver gennemført senere med Dansk Folkeparti. Og det er lidt for smart og aldeles utraditionelt i dansk politisk sammenhæng. Det er ikke underligt, at Socialdemokraterne og Radikale har trukket i nødbremsen. Oppositionen oplever forløbet sådan, at Hjort Frederiksen gerne vil fortsætte det brede forlig, men de elementer, man ikke kan blive enige om, gennemfører han bare med et andet flertal, og den fremgangsmåde går ikke. I politiske forlig bliver man enige om det hele og deler æren og regningen. Finansministeren mener derimod nærmest, at forslaget om forringelse af børnechecken er havnet i forhandlingerne ved en fejl. Det er en del af regeringens nyligt fremsatte Ungepakke II, som Claus Hjort Frederiksen nemlig gerne vil have finansieret via globaliseringsmidlerne. Han ser ikke noget problem i at tage det element ud og forhandle videre om resten. De har nemlig ikke noget med hinanden at gøre. Det er æbler og pærer, og Hjort Frederiksen beder jo heller ikke de radikale om at føre en anden skolepolitik, som han har udtrykt det.

BRUDDET ER DRAMATISK, fordi respekt for indgåede forlig er en del af spillereglerne på Christiansborg. Men på sin vis er det også naturligt, når man ser på, hvordan regering og opposition det seneste år har fjernet sig fra hinanden, hvad angår den økonomiske politik. Både når det gælder skat, håndtering af krisen og behovet for nye velfærdsreformer, er afstanden i dag langt større end i 2006. Både S og R har bedyret, at de ikke vil ændre ved forliget om efterløn med videre, selv om de nu står frit. Alligevel kan bruddet betyde, at oppositionen tømres endnu mere sammen, og at de radikale kan se større fordele ved at etablere aftaler med S og SF om en fælles økonomisk politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her