Leder

Obamas høje spil

Debat
5. oktober 2009

DA DET fredag stod klart, at Chicago var blevet stemt ud af spillet om at blive olympisk værtsby, stod det republikanske partis ledelse og det højtråbende kor af konservative kommentatorer på amerikansk tv og talk-radio klar med en højrøstet hån af præsident Barack Obama. Som parafrase lød kritikken: 'Hvor latterligt, at vores præsident har spildt tiden med at tage til København, hvor ingen gad lytte til ham. Obama har ikke forstået, hvordan verden ser ud. Og ligesom med OL, tror han, at man kan gestalte en ny amerikansk udenrigspolitik og gøre verden bedre gennem pæne taler. Men måske vil det nu gå op for ham, at man hverken kan tale sig frem til at få fred i Mellemøsten eller Afghanistan. Ej heller kan man få Iran væk fra atombomben eller stoppe russere og kinesere i kynisk at varetage egne interesser.'

MEN DET er ikke kun den forudsigelige kritik fra højre, der har mødt Obama på det seneste. En sviptur gennem nogen af verdens mest respekterede medier - New York Times, Time, Newsweek, Washington Post, Economist og magasiner som Foreign Policy og Foreign Affairs - resulterer i et hav af Obama-kritiske overskrifter: 'Obamas miserable resultater i Mellemøsten', 'Umuligt at opfylde Guantánamo-løfter', 'Uenighed blandt Obamas seniorrådgivere om Afghanistan', 'Iran ønsker ikke en strategisk enighed med USA', 'Den nye Jimmy Carter'. Og så videre.

KRITIKKEN er imidlertid overdrevet og lider af akut hukommelsestab. Lad os gå et år tilbage og mindes, hvordan verden dengang så på USA. Som Newsweeks redaktør, Fareed Zakaria, skrev for nogle uger siden, så var viljen til at bistå George W. Bush med noget som helst stort set ikke-eksisterende. Da Nicolas Sarkozy blev valgt som pro-amerikansk fransk præsident i 2007, spurgte den daværende udenrigsminister Condoleezza Rice ham om, hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. 'Sørg for at USA's image i verden bliver bedre,' svarede han.

Bag kritikken af Obama ligger en alt for kynisk variant af den såkaldt realistiske skole i international politik: At alle lande følger snævre egeninteresser, og at andre udgangspunkter er blåøjet idealisme. Alle lande følger naturligt nok nationale dagsordener. Men dette sker langt oftere, end konservative kræfter antager, ved at arbejde sammen - som EU er stjerneeksemplet på. Eller som man ser det i internationale handels- eller miljøaftaler.

Barack Obama står heller ikke tomhændet efter sin indsats på den diplomatiske front. Rusland og Kina har erklæret sig villige til at stramme ikke-spredningsaftalen om atomvåben og russerne har signaleret vilje til en ny kurs over for Iran.

Obama spiller højt. Han satser på, at USA i en verden med opkomsten af nye konkurrerende supermagter bedst varetager sine sikkerhedsinteresser gennem et lidt mere forgrenet og respektfyldt samarbejde. Set fra Danmark må man håbe, at vores største allierede partner lykkes med sit forehavende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kan godt lide den der med 'stoppe kinesere or russere i kynisk at varetage egne interesser.'

Hvis interesser skulle de russiske politikere ellers varetage?
- Og er Republikanerne selv alment kendt for at have respekt for det internationale samfunds spilleregler..?

Enig! og hvornår har amerikanerne nogensinde selv varetaget andre end deres egne interesser!

Det er lidt ligesom:

Alle andre må ikke have Atom-våben, undtagen os (USA) og hvis i alligevel har et atom program.... TJA så bomber vi jer sønder sammen i demokratiets navn... og hvis folk stadig sætter spørsmål, ja så fyrer vi da bare en lille løgn af hvor vi siger at de også er terrorister og vores land er i fare!

Til alle jer som vil se en kritisk dokumentar om Obama: http://www.movieman.dk/category/Gratis-film/youtube---the-obama-deceptio...

Mvh
John