Leder

Penge i banken

Kan regeringen puste kunstigt liv i økonomien og beskæftigelsen ved at stimulere privatøkonomien. Jo flere tal og statistikker, der kommer frem i kølvandet på regeringens krisepakker, des tydeligere træder svaret frem. Og det er et nej
Debat
16. oktober 2009

Kan regeringen puste kunstigt liv i økonomien og beskæftigelsen ved at stimulere privatøkonomien. Jo flere tal og statistikker, der kommer frem i kølvandet på regeringens krisepakker, des tydeligere træder svaret frem. Og det er et nej - i hvert fald på den korte sigt, hvor de var tiltænkt at virke. For alle der ikke står over for at skulle sælge deres hus eller har mistet deres job, tegner økonomien positiv i hvert fald det næste år.

Omkring 43 milliarder SP-midler er frigivet til forbrug, renten er rekordlav, og flekslånere kan se frem til en gevinst på samlet syv milliarder kroner ved låneomlægninger sidst på året. Lønningerne er steget pænt og mere end priserne. Næste år lettes skatten betydeligt for alle indkomster. Alligevel falder forbruget stødt måned for måned. I denne uge blev de seneste tal for dankortomsætningen i september offentliggjort, og de viste et fald på 1,6 procent i forhold til måneden før. Aldrig har danskerne til gengæld sat så mange penge i banken. På et år er den private opsparing steget med hele 51 milliarder kroner, viser andre nye tal.

Så medicinen var forkert, frigivelsen af SP-midlerne og skattereformen blev begrundet i den økonomiske krise og behovet for at sætte gang i hjulene med flere penge til forbrug. Det har nu vist sig at være en fejl. Så længe huspriserne falder, og ledigheden tordner i vejret, så betyder den økonomiske utryghed, som det skaber, at de ekstra penge i privatøkonomien havner på bankbogen.

I andre lande har regeringernes krisestrategier i langt højere grad gået i retning af massive offentlige investeringer, men til trods for, at Danmark er et af de lande, som har satset mest på det private forbrug, så er det i Danmark, at detailsalget er faldet mest. Krisen tegner nemlig dybere og mere langvarig i Danmark end i vore nabolande. Og forbruget er psykologisk bestemt.

Regeringens økonomiske politik har været fejlagtig på flere plan. For det første virker den som beskrevet slet ikke på kort sigt. At pumpe penge ud i husholdningerne kan ikke - næsten uanset stimulansens størrelse - trække et forbrug og højere beskæftigelse i gang, så længe der er generel nedgang i økonomien og usikkerhed om fremtiden. Pengene går næsten entydigt til højere opsparing. På lidt længere sigt kan man tværtimod forvente, at de privat opsparede midler bliver sendt ud i forbrug, når huspriserne igen begynder at stige, ledigheden falder, og utrygheden som følge heraf er blevet mindre.

Dermed får man til den tid en dobbelt effekt, en risiko for ny overophedning, en boble, som vi så kan vente på igen vil briste. Fordelen ved at stimulere økonomien gennem offentlige investeringer er, at der er tale om opgaver, som alligevel skal udføres sidenhen, og ved at fremrykke dem, bliver effekten af konjunkturudsvingene udjævnet.

Når produktionen i det private erhvervsliv igen begynder at vokse, så er renoveringsarbejdet udført, og det offentlige trækker ikke længere på den knappe arbejdskraft. Offentlige investeringer er meget præcise i omfang og tid og derfor et velegnet middel til at udjævne konjunkturer.

Ved fremlæggelsen af finansloven antydede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at fremrykkede investeringen i det offentlige kunne komme ind i et budgetforlig for 2010 med Dansk Folkeparti, hvis der til den tid - det vil sige i næste måned - skulle vise sig behov for det. Men desværre er det med den slags, at dosseringen skal være rigtig, og det samme skal tidspunktet. Ellers kan en fremrykning gøre mere skade end gavn. Med de prognoser, der ligger for dansk økonomi for 2010 og 2011, er tiden lige ved at være forpasset. Og hvad værre er: Danmark får næppe en lignende chance for at satse på fornyelser og forbedringer af offentlige bygninger og veje i de næste mange år.

Meget tyder på, at boligmarkedet er styrende for forbrug og købelyst - alene visheden om, at friværdien er der, får boligejere til at sætte privatforbruget i vejret og leve på kredit. Derfor er det ekstra betænkeligt, at VK-regeringen i 2001 med skattestoppet sløjfede den indbyggede regulering af boligpriserne. Med fastfrysningen af ejendomsværdiskatten er priserne begyndt at svinge mere op og ned. Tidligere betød lavere priser, at skatten faldt og høje priser, at skatten steg.

Det tog toppen af svingningerne både i opgangs- og nedgangstider. Krisen på det danske ejendomsmarked ser nu ud til at blive længere og dybere end i vores nabolande af samme grund. Boligboblen har ganske enkelt været større i Danmark. En af de store ulykker for dansk økonomi er, at skattepolitikken i den grad er blevet kastebold i et værdipolitisk spil, hvor det tilsyneladende går an at hævde hvad som helst: At skattelettelser får flere til at arbejde, at de stimulerer det private forbrug og meget mere.

Ingen lytter voldsomt meget på den ekspertise, der har forstand på effekterne af skattesystemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingen lytter voldsomt meget på den ekspertise, der har forstand på effekterne af skattesystemet.

…eller til eksperter i det hele taget - kunne man tilføje.

Vi er ved noget essentielt i regeringens politik. VKO har det erklærede mål ikke at lytte til eksperter overhovedet (i VKO hetzspeak benævnt "smagsdommere"). VKO markere sig ved signalpolitiske udfald mod burka’er, flygtninge, pædofile, lommeknive, unge og bla. bla., ...og undlader behændigt at handle på vitale politiske områder, med destabilisering, og misvækst som mål og resultat. Det undlader de i forvisning om, at den velhavende 3.-del i samfundet klare sig fortrinligt i krisetider ...