»De andre film må eddermame have været dårlige, hvis min film er den bedste i Norden i år,« sagde Lars von Trier i Danmarks Radio, da det kom frem, at Nordisk Råds Filmpris 2009 går til instruktørens seneste film, den omdiskuterede Antichrist.
Selvironi eller falsk beskedenhed fra manden, der
– med et glimt i øjet – kaldte sig selv ’verdens bedste filminstruktør’, da Antichrist havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes i maj?
Lidt af begge dele, måske, men faktum er, at Triers film er den rigtige vinder. Ingen andre af de fem nominerede film – og kun få film produceret i et af de fem nordiske lande i det forgangne år – kan prale af samme tematiske mangfoldighed, stærke billedside og kunstneriske mod.
I vedtægterne for Nordisk Råds Filmpris står bl.a., at »nomineres kan film af høj kunstnerisk kvalitet, som har markeret sig gennem artistisk originalitet, og som har formået at forene og forædle filmens talrige elementer til et overbevisende og helstøbt værk.«
Et sådant værk er Antichrist, der har vakt opsigt verden over og fremkaldt voldsomme reaktioner hos store dele af publikum. Det er ikke en film, det er let at holde af, men det er en film, man ikke kan andet end beundre for sin kompromisløshed og for på ingen måde at forsøge at stryge publikum eller den gode smag med hårene.
Som den fem mand store jury, der har fundet årets vinder af Nordisk Råds Filmpris, skriver i sin begrundelse blandt andet, at »på sin umiskendelige og dybt personlige måde sætter Lars von Trier spørgsmålstegn ved den bekvemme religiøse tænkning og angriber de accepterede rationelle og styrende ambitioner, hvorved publikum skubbes ud til kanten af deres egen dybeste frygt.«
Skal man dryppe lidt malurt i bægeret midt i al denne nationale selvfejring, må det være, at Nordisk Råds Filmpris, ligesom Nordisk Råds Litteraturpris, også er indstiftet, fordi man gerne vil »øge interessen for film mellem de nordiske lande.« Vi er nemlig
notorisk dårlige til at se hinandens film i Norden.
Men er der en film, som godt kan klare sig selv – og allerede gør det – netop fordi den er så profileret og omdiskuteret, er det Antichrist. Man kan argumentere for, at juryen underminerer den mere almen- og samfundskulturelle årsag til, at Nordisk Råds Filmpris overhovedet findes, ved at give prisen til Antichrist.
På den anden side ville det være en falliterklæring at fravælge Antichrist, fordi filmen allerede har fundet så stort og engageret et stort publikum i Norden og mange andre steder i verden.
Det er velsagtens alle prisuddelingers dilemma, men det bør dog ikke føre til, at man vælger med andre kriterier end de kvalitetsmæssige og kunstneriske. Det er en sejr for filmkunsten, at Lars von Trier og Antichrist i år får Nordisk Råds Filmpris, og det er der grund til at glæde sig over i en tid, hvor den slags på papiret smalle og besværlige film har det svært.
