Leder

Ro på

I får det naturligvis først i Information, så her er næste uges globale forsidehistorie: Omkring 10.000 mand, få med en uddannelse over fjerde klasse, men til gengæld i besiddelse af et middelalderligt samfundssyn, udstyret med AK 47'ere og en omgang raketstyr, har overtaget magten i et land med 165 millioner indbyggere og en hær på 700...
14. oktober 2009

I får det naturligvis først i Information, så her er næste uges globale forsidehistorie: Omkring 10.000 mand, få med en uddannelse over fjerde klasse, men til gengæld i besiddelse af et middelalderligt samfundssyn, udstyret med AK 47'ere og en omgang raketstyr, har overtaget magten i et land med 165 millioner indbyggere og en hær på 700.000 mand udstyret og finansieret af USA. Lyder det sandsynligt? Tja, måske i én af CIA's hemmelige strategiplaner udarbejdet for sent om aftenen, men alle andre steder er det scenario tæt på vanvittigt.

Ikke desto mindre popper det trusselsbillede, at Taleban kan vælte den demokratisk valgte regering i Islamabad og overtage kontrollen med landets atomarsenal, op med stadig kortere mellemrum. Senest betegnede USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, lørdagens Taleban-angreb i den pakistanske garnisonsby Rawalpindi som: »Endnu en påmindelse om, at ekstremister i stigende grad truer staten «. Hun tilføjede dog, at USA ikke har »beviser for, at de er i færd med at overtage staten.«

Hvornår er du holdt op med at banke din kone? Med en sådan udtalelse har den sandhed etableret sig i den globale bevidsthed, at der faktisk eksisterer en sådan mulighed, uden at det bakkes op af noget som helst. Der var vist engang noget med et atomvåbenprogram, der alligevel ikke var det. Og det blev der en masse ballade ud af.

Og også i forhold til Pakistan er der oplagte amerikanske interesser i at male mest mulig fanden på væggen. I forhold til den stadig mere umulige krig i Afghanistan kan det nemlig være klogt at holde en dør åben for eventuelle angreb ind i Pakistan. Under valgkampen vendte Obama flere gange tilbage til muligheden for at indsætte landtropper i Pakistan - et scenario, der ville gøre helvede hedt for regeringen i Islamabad. Bliver der for alvor pres hjemmefra og fra mændene i marken for at finde alternativer til den ørkesløse dans om grænsen med afghansk Taleban, kan end ikke en fredspris holde den amerikanske præsident fra at gøre alvor af den teoretiske mulighed. I så fald er det politisk klogt at have etableret forestillingen om en atommagt på kanten af totalt kollaps. Problemet er, at det ikke er sandt.

Der har i de pakistanske medier efter Rawalpindi-angrebet været gentagne henvisninger til 'udenlandske kræfter', der har interesse i at destabilisere Pakistan. Når der i Pakistan tales om 'udenlandske kræfter' menes der: 1) Altid Indien. 2) Meget ofte USA. Der er nok ingen tvivl om, at Taleban kan bedrive deres terror helt uden hjælp udefra, men at de to lande har haft en finger med i spillet i pakistansk politik i landets 61-år lange historie ved selv ethvert pakistansk barn. Således bankede den pakistanske præsident, Asif Ali Zardari - der, med al respekt, ellers ikke er kendt for de skarpe analyser - hammeren på sømmet i et interview med CNN under sit besøg i Washington denne sommer. Den eneste måde Taleban kunne komme til magten var, hvis de blev støttet af USA, sagde Zardari. »Hver gang vi har haft et kupforsøg, hver gang vi har haft en diktator, er han blevet støttet af jer,« fastslog præsidenten over for en måbende tv-vært, der så kunne sætte sin lid til, at det udsagn blev devalueret af, at vi jo alle sammen ved, at Zardari er en korrupt bandit.

IKKE FOR AT SIGE at situationen ikke er alvorlig. Den er dødsens alvorlig. Rawalpindi er en af de mest militariserede byer i Sydasien. Alligevel lykkedes det Taleban at angribe den pakistanske hærs hovedkvarter og tage omkring 40 gidsler. Under befrielsesaktionen blev 22 mennesker dræbt. Mandag dræbte en bombe mindst 32 mennesker og sårede yderligere 45 i Shangla i den uroprægede Swat-dal, hvor over 100 mennesker har mistet livet alene i oktober, mens angrebet på World Food Program viste, at det ikke kun er militæret, der er mål.

Men den pakistanske hær er ikke gået i flyver skjul. En storoffensiv mod militante talebanere i den pakistanske provins Sydwaziristan synes nært forestående. Natten til mandag bombede kampfly flere mål i området, herunder hvad hæren betegner som to af oprørernes bastioner. Den pakistanske indenrigsminister, Rehman Malik, forsikrede derudover, at en landoffensiv er på tegnebrættet. Det er fremragende. Men det er altså ikke første gang. Den pakistanske hær har længe haft en stresstrategi i stammeområderne, men på intet tidspunkt har det været tilstrækkeligt ifølge USA. I den sammenhæng er det jo interessant, at alverdens militære stormagter samt Danmark ikke evner at slå Taleban ned. Men når det kommer til Pakistan, er det åbenbart blot 'et spørgsmål om vilje'

Pakistansk Taleban er en stor tragedie for de mennesker, der er så uheldige at leve i grænseområdet til Afghanistan. Og Taleban kan uden tvivl forårsage enorm skade på Pakistan og true stabiliteten. Men Taleban er ikke ved at overtage magten i Pakistan. Lader vi det skræmmescenarie etablere sig, er der risiko for, at der bliver lavet nogle meget dumme beslutninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Muldtofte

Det hedder stadig, og har altid heddet, at MANE fanden på væggen. Fra nu af vil jeg korrekse hver gang jeg ser det, indtil det siver ind hos skribenterne.

mvh JMu

... 10.000 krigere ! Jo men hvad nu hvis de rotter sig sammen med de måske 5-6.000 - eller hvor mange det nu er, i Afghanistan, som nu på niende år driver gæk med alle NATO's styrker ?

Så går det da helt galt.