Leder

Så meget håb

Der indtraf et lille mirakel i lørdags: 5.200 forskellige steder på kloden, i 181 lande, aktionerede folk for den samme vision for klimaet. Det særligt opmuntrende er ikke, at nødvendigheden - truslen om klimakatastrofer - efterhånden er gået op for de fleste, men derimod, at det nye samfund fremstår opnåeligt og på så mange måder mere tillokkende end det gamle
27. oktober 2009

Der indtraf et lille mirakel i lørdags. 5.200 forskellige steder på kloden, i 181 lande, aktionerede folk for den samme vision. Som på Rådhuspladsen i København, hvor omkring 350 mennesker dannede tegnet '350' og kom på forsiden af New York Times. Som i den kenyanske slumby Tudor Muoroto, hvor en håndfuld unge samlede byens skrald og formede '350' af det. Som på Barbados, hvor 350 mennesker plantede 350 træer på 350 sekunder. Som i Xalapa, Mexico, hvor 5.000 gik i demonstration med '350' på skiltene. Som i Soweto, Sydafrika, hvor unge sprang 350 bungee jumps fra toppen af et kulfyret kraftværk. Som i Afghanistan, hvor amerikanske soldater lagde sandsække på jorden i 350-formation. Som i Togos hovedstad Lomé, hvor 4.000 løbere løb gennem byen med 350-banneret. Som på Zanzibar, hvor muslimske kvinder i burka stillede op til fotografering med 350-skilte. Og som på Times Square i New York, hvor den stadige strøm af i alt 15.000 internet-transmitterede billeder og videoer på storskærme bevidnede den globale aktion for planeten og dens klima. (se alle videoer og billeder på www.350.org)

Miraklet var ikke antallet af mennesker. Nogle steder var der tusinder, andre steder blot en håndfuld. Det afgørende var egentlig heller ikke '350'. Tallet er den CO2-koncentration i atmosfæren, som verden må ned på fra dagens 387 ppm (parts per million) for at have rimelig chance for at bremse den globale opvarmning et sted mellem 1,5 og to grader. 350 ppm CO2 som mål anbefales af en række ledende klimafolk, mens andre betragter det som for sent at nå og i alt fald uden for dagsordenen på det forestående klimatopmøde i København.

Nej, miraklet er som udtrykt søndag af ide-manden bag aktionen, den amerikanske miljøaktivist Bill McKibben: »I går blev klimabevægelsen endelig global. Og der var ikke en rockstjerne eller filmskuespiller i sigte - det var almindelige mennesker forenede i aktion om et videnskabeligt pejlemærke for at sende budskabet til vore ledere om faktisk at vise lederskab.«

Lørdagens verdensomspændende manifestation bevidnede, hvad mange involverede har fornemmet en tid: Det internationale samfund står ved et 'tipping point', hvor en ny fælles indsigt er ved at føre til et markant skift i forestillingerne om fremtiden. Der er ved at være opbygget den 'kritiske masse' i den kollektive bevidsthed, hvor der sker et spring i opfattelsen af, hvad der er vigtigt, muligt og attraktivt. Det handler ikke om, at alle mennesker pludselig er klar til at sælge bilen, droppe charterferien, flytte i halmhuse og blive øko-aktivister på heltid. Det handler om, at der via statslederes indtrængende taler, tv-kanalers grønne temaer, skolers og gymnasiers fællesarrangementer, mange virksomheders klimastrategier samt indsatsen fra talløse aktivister - fra Nobelpristildelte vicepræsidenter i USA til 19-årige landbrugselever i det jyske - er ved at opstå en ny vision om fremtiden. En vision der tager afsæt i, at den langvarige afhængighed af fossile energikilder og -teknologier er uden fremtid. Og at der i stedet tegner sig muligheden for et samfund, hvis produktions- og forbrugssystem nærmer sig bæredygtighed og langtidsholdbarhed via satsning på energieffektivisering, vedvarende energikilder, ren teknologi og en vis grad af nye vaner og selvbeherskelse - fremmet ved en kombination af økonomiske virkemidler, lovregulering og fælles motivation, diskussion og ideudvikling.

Omstillingen er begyndt - Kina starter en ny vindmølle i timen, for at tage ét eksempel - og lader sig ikke længere bremse. Barack Obama sagde det i fredags på sin egen - amerikanske - måde i en tale til de studerende på Massachusetts Institute of Technology: »Fra Kina til Indien, fra Japan til Tyskland, overalt er nationer i kappestrid om at udvikle nye måder at producere og anvende energi. Nationen, der vinder den kappestrid, vil blive nationen, der leder den globale økonomi. Det er jeg overbevist om. Og jeg vil, at USA skal blive den nation.«

Det særligt opmuntrende er ikke, at nødvendigheden - truslen om klimakatastrofer - efterhånden er gået op for de fleste, men derimod, at det nye samfund fremstår opnåeligt og på så mange måder mere tillokkende end det gamle. Martin Luther King fik folk med sig, fordi han sagde 'I have a dream' og ikke 'I have a nightmare'. Det er håbet, visionen, der pludselig er ved at finde mæle og handlekraft. Som ved de 5.200 aktioner i lørdags. Det betyder ikke, at klimatopmødet i København ender med det store gennembrud og en fuldt færdig aftale. Der er stadig masser af regeringer, der tænker snævertsynet nationalt og kortsigtet. Og der er dødsmærkede, men kapitalstærke selskaber i den fossile energiindustri, der med alle midler og enorme dollarbeløb stritter imod forandringen i form af f.eks. en amerikansk klimalov.

»Der er rigtig, rigtig mange sten på vejen stadigvæk,« sagde klimaminister Connie Hedegaard i weekenden. Men vejen ad hvilken - topmøde-aftale eller ej - dén er blevet synlig. Og tiltagende befærdet. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Jeg er flov over at jeg først skal læse om denne begivenhed i Information. Hvorfor bragte DR og andre medier ikke denne begivenhed frem i forreste række i stedet for Løkke Rasmussens og Pia Kjærgaards mediestunt med deres kirkedemonstration i søndags

Aaaah, kan det nu også passe?

Fordi folk i stigende grad løber rundt og beder om handling fra politikerne, er det jo ikke synonymt med, at folk er rede til for alvor at acceptere de fulde konsekvenser af de beslutninger, som de beder politikerne tage - altså virkelig lide (materielle) afsavn. For nogle få, jo, men for de fleste, naturligvis nej.

De fleste beder politikerne løse problemerne for sig, som forældre løser dem for børn, så man er fri for at skulle bekymre sig om dem mere. Men bidrage selv ved at begrænse sig og sit forbrug, nej vel, den går ikke - det tror jeg ikke en disse på.