Leder

Stor ståhej ...

Selv om man er paranoid, kan man godt være forfulgt, lyder vitsen. Den kan udmærket anvendes om den danske måde at reagere på det, man kunne kalde det kritiske blik udefra
10. oktober 2009

Selv om man er paranoid, kan man godt være forfulgt, lyder vitsen. Den kan udmærket anvendes om den danske måde at reagere på det, man kunne kalde det kritiske blik udefra, især når det kommer fra den muslimske verden.

Den forgangne uge har budt på to eksempler: Det ene var ganske vist ikke muslimsk, men svensk i form af en dokumentarfilm lavet af en kvindelig journalist. Hun har gennem et stykke tid boet i Danmark, kigget grundigt på Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik og undersøgt, hvad det har betydet for den herskende mentalitet og den måde, der tales om andre. I kraft af den svenske herkomst blev filmen og budbringeren naturligvis jordet med den sædvanlige henvisning til svenskernes totalitære tankegang og den ufrie indvandrerdebat på den anden side af Sundet.

Det andet eksempel var den dansk-palæstinensiske journalist og instruktør Awad Jourmaa, hvis kritiske dokumentarfilm om Danmark torsdag aften blev vist på den arabiske tv-station al-Jazeera.

Det skete med tilbageholdt åndedræt - i hvert fald i Danmark. For vi husker jo alle Muhammed-krisen og de iltre og unuancerede araberes tilbøjelighed til at afbrænde flag og holde op med at købe dansk smør og fetaost.

Ingen havde ganske vist set filmen. Men baseret på en trailer og instruktørens udtalelser om, at hans ønske med filmen var at sætte fokus på det, han ser som udbredt politisk racisme og diskrimination i lovgivningen, var alle alarmer slået til. Politikere, eksperter og ambassader var i alarmberedskab for at iværksætte den nødvendige damage control, når dørene i de arabiske lande efter filmen ville blive slået op og masserne styrte ud for at afbrænde det første danske symbol, de kunne få øje på.

Intet skete imidlertid. For det viste sig, at filmen godt nok var kritisk, men på ingen måde farlig. Instruktøren havde gjort det, enhver dansk journalist, der blev sendt til et andet land for at lave en reportage, ville gøre: Han havde vinklet sin fortælling på det, han så som det mest interessante og sigende om Danmark lige nu. Og det er - ikke overraskende og i øvrigt lige som svenskeren - hvordan et relativt lille parti gennem de sidste 10-15 år har kunnet få så stor indflydelse på dansk politik, at det faktisk har været muligt at flytte hele den politiske diskurs og retorik, så man i dag accepterer ting, som ingen havde troet mulige for blot et årti siden.

Set udefra er det sådan set et relevant journalistisk spørgsmål. Det skaber måske ikke et glansbillede af Danmark, men instruktøren har håndværksmæssigt gjort det, som alle andre journalister ville gøre, med anvendelse af kilder, modkilder og balancering af alle påstande og vinkler.

Så alarmen kan afblæses, for alt tyder på, at ingen i de arabiske lande har tænkt sig at reagere. Det kan man til gengæld sige, at danskerne gør, hver gang den arabiske verden siden Muhammed-krisen har vist interesse for os. Måske var det ligefrem en dokumentarfilm værd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Palle Weis:

.”For vi husker jo alle Muhammed-krisen og de iltre og unuancerede araberes tilbøjelighed til at afbrænde flag og holde op med at købe dansk smør og fetaost.”

Nu kunne det godt være at Palle Weis lige skulle spise brød til.

Det er naturligvis rigtigt at alle husker Karikaturkrisen, men vi har imidlertid langtfra alle den samme opfattelse af, hvad der egentlig skete og især ikke hvorfor.

Når lederskribenten bruger ordet ”vi” indbefatter ordet i virkeligheden kun pressens neokonservative værdikæmpere, og VKOs kernevælgere.

Der findes nemlig et andet ”vi” i Danmark, der aldrig har købt værdikæmpernes dæmonisering af indvandrerne. Det er et ”vi” der blandt andet i titusindevis har demonstreret i Københavns gader som protest i mod den måde Danmark behandler sine flygtninge på.

Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen har skrevet en bog der giver et langt mere nuanceret beskrivelse af forløbet. En objektiv beskrivelse, der adskiller sig væsentligt fra den fordrejede og løgnagtige vandrehistorie, der er gået hen og blevet magthavernes officielle beskrivelse af den begivenhed man med dybt racistiske undertoner betegner som ”Muhammed-krisen”.

Den officielle lurmærkede version af ”Muhammed-krisen” er ikke andet end fordrejet vandrehistorie og en omgang klassisk og løgnagtig statspropaganda.

Karikaturkrisen handler i bund og grund om et Danmark der ikke har nogen form for mindretalsbeskyttelse, og et Danmark hvor forfølgelse af etniske mindretal er blevet en folkesport og magthavernes yndlingsbeskæftigelse.

Karikaturkrisen var først og fremmest en konsekvens af at de danske magthavere i almindelighed og Anders Fogh Rasmussen i særdeleshed afviste at indgå i en dialog med udlandet om den stigende og racisme og islamofobi i Danmark. Karikaturkrisen handler første og fremmest om at en regering naturligvis ikke kan krænke en fjerdel af jordens befolkning, uden at der vil komme skarpe modreaktioner.

Karikaturkrisen handler i langt mindre grad om det lederskribenten betegner som ”iltre og unuancerede araberes tilbøjeligheder”.

Beskrivelser af den type er først og fremmest udtryk for de danske magthaveres og pressens spin i forbindelse med krisen, og demonstrer i denne sammenhæng først og fremmest at Palle Weis ikke har forstået den virkelighed vedkommende beskriver.

Derfor passer lederskribentens dårlige vittighed heller ikke til anledningen. Det er nemlig ikke rigtigt at danskerne er forfulgte. Det er en historie der er skabt af medierne og de mange George W. Bush inspirerede værdikæmpere i Danmark. Det er kun den af vittigheden del der handler om paranoia der med rimelighed kan bruges til at beskrive situationen i Danmark.

Derfor er Palle Weis i virkeligheden mindst lige så paranoid og muslimforskrækket som de kolleger vedkommende ironiserer over i sin leder.

Det er i den forbindelse tankevækkende at Dagbladet Information kan bringe en så kikset leder, samme dag som B. Obama er blevet tildelt Nobels Fredspris, først og fremmest fordi han ikke er George W. Bush, og fordi han symboliserer en vilje til dialog og forståelse.

At B. Obama modtager Nobelprisen viser om noget at George W. Bush´s neokonservative værdikamp på behørig vis er blevet kastet på historiens mødding, hvor den rettelig hører hjemme. Danmark er i den sammenhæng undtagelsen der bekræfter reglen.

De norske socialdemokrater har vundet valget ved at tale Fremskridtspartiet midt i mod og i Sverige har man aldrig haft en racistisk udlændingedebat i massemedierne.

George W. Bushs neokonservative verdensbillede lever til gengæld videre i bedste velgående i lille Danmark, ikke mindst i Dagbladet Informations lederartikler….

Per Thomsen,

Enig i næsten alt hvad du skriver.

Dog opfattede jeg Palle Weis' ordvalg angående 'iltre og unuancerede arabere' som temmelig ironisk ment (og altså støttende dit og mit synspunkt).

Marie Spliid Clausen:

.”Dog opfattede jeg Palle Weis’ ordvalg angående ‘iltre og unuancerede arabere’ som temmelig ironisk ment (og altså støttende dit og mit synspunkt).”

Det ville være rart hvis det var dig der havde ret og mig der tog fejl. Jeg er imidlertid bange for, at det ikke er tilfældet. Jeg bygger den opfattelse på tre forhold.

For det første har Palle Weis gentagne gange demonstreret, at han ukritisk og uden filter har købt magthavernes officielle fortælling om ”Muhhamed-krisen”, der handler om danske journalisternes ædelmodige forsvar for ytringsfriheden der bliver truet af aggressive og primitive kulturer og religioner.

Det kom vel mest tydeligt og pinligt til udtryk da Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen udgav deres aldeles fremragende bog om Karikaturkrisen. Den blev på en meget primitiv, uargumenteret og usaglig måde nedsablet af Palle Weis, blandt andet i en lederartikel.

For det andet var Palle Weis personligt en af initiativtagerne til at Dagbladet Information genoptrykkede Kurt Westergaards blasfemiske karikaturtegninger.

For det tredje har Palle Weis rent stilistisk bygget dagens leder op omkring den gamle vits, der handler om at man på én og samme tid både kan være paranoid og forfulgt.

Han anvender vittigheden som en metafor på tingenes tilstand i Danmark, og det giver efter min opfattelse kun logisk mening, hvis Weis mener at Danmark rent faktisk bliver truet af muslimer.

Derfor er jeg ikke i tvivl om at Palle Weis i ramme alvor mener at Danmark er udsat for forfølgelse fra den muslimske verden, og at han naivt og ukritisk har initialiseret magthavernes fortælling om ”Muhammed-krisen”.

Palle Weis hænger lige så meget fast i George W. Bushs værdipolitiske paranoia, som de kollegaer han ironiserer over i sin leder. Spørgsmålet er vel dybest set om Palle Weis er den rigtige chefredaktør på den forkerte avis?

Lars Peter Simonsen

Jeg tror egentlig ikke, at Palle Weis inkluderer sig selv i "vi" i det efterfølgende citat: .”For vi husker jo alle Muhammed-krisen og de iltre og unuancerede araberes tilbøjelighed til at afbrænde flag og holde op med at købe dansk smør og fetaost.”, det er dyb ironi, grænsende til sarkasme. jeg skal ikke her tage stilling til P.W.s øvrige arbejde i forhold til de efterhånden ad nauseam omtalte karikaturer, men jeg synes, at han her har begået et sobert stykke journalistik, noget "vi alle" jo har forstand på! Det virker nærmest , som om hr. Thomsen har et personligt stykke fjerkræ at plukke med hr. Weis, og det kan jo forplumre enhver debat. Jeg vil personlig gerne forskånes for mere Alfons Åberg-agtig retorik. Det bliver jo endnu mere grotesk, fordi d'herrer tilsyneladende er enige!

Inger Sundsvald

”SELV OM MAN ER paranoid, kan man godt være forfulgt, lyder vitsen. Den kan udmærket anvendes om den danske måde at reagere på det, man kunne kalde det kritiske blik udefra, især når det kommer fra den muslimske verden.”

Jeg synes at ”vitsen” er ilde anbragt, og svær at afkode.

Skal det forstås sådan, at den danske måde at reagere på egentlig ikke er paranoid, men en reel måde at reagere på, når man nu bliver ”forfulgt” at den muslimske verden? Eller hvad?

Inger Sundsvald

Der er da en ”diskrepans”, som de kloge plejer at sige, mellem ”vitsen” og resten af teksten, og også mellem hvad journalisten ellers skriver – øh, eller måske ikke? Jeg synes da, at jeg har observeret en vis form for dobbelte standarder, med lidt om dit og lidt om dat og lirumlarum.

Er det hønen eller koen der gør æg?

Mon ikke Palle Weis mener:

1) Under Karikaturkrisen var Danmark efter Weis mening at betragte som en forfulgt uskydighed. Palle Weis mener helt klart at Danmark var uforskyldt i krisen selv om han beskriver udlandets reaktion med et ironosk glimt i øjet.

2) Hysteriet om dels den svenske dokumentarfilm om Danmark og del Awad Jourmaas dokumentarfilm om Danmark er udtryk for paranoia. (Hvilket Weis i parantes bemærket har ret i)

Hvis man tager udgangpunkt i ovenstående to antagelser giver Palle Weis vittighed om henholdsvis forfølgelse og paranoia lige pludselig logisk mening.

Og derfor har jeg natuligvis også ret i min påstand om at Palle Weis har overtaget værdikæmpernes fortælling om "Muhammed-krisen", der går ud på at Danmark ædelmodigt forsvarede demokratiet og ytringsfriheden mod et angreb fra en bande dødsensfarlige islamister.