Leder

Farlig gummiparagraf

Som at sømme en budding fast på en væg. Sådan lyder en af beskrivelserne, når man skal vurdere omfanget af den omstridte paragraf 24 i Offentlighedskommissionens forslag til en ny Offentlighedslov
1. december 2009

»Det er helt galt og fuldstændigt uforståeligt, at der ikke blandt kommissionens medlemmer er en eneste protest mod paragraf 24.«

Journalist Jan Kjærgaard

SOM AT SØMME en budding fast på en væg. Sådan lyder en af beskrivelserne, når man skal vurdere omfanget af den omstridte paragraf 24 i Offentlighedskommissionens forslag til en ny Offentlighedslov.

Til oplysning vedrører paragraf 24 såkaldt ministerbetjening på tværs af ministerier. Eller på lidt mere mundret dansk handler det om de dokumenter, der udveksles mellem ministeriernes departementer, styrelser og direktorater i forbindelse med betjening af ministre, eksempelvis i forbindelse med lovarbejde. Sådanne dokumenter har hidtil været underlagt lov om offentlig forvaltning, og det har således som udgangspunkt været muligt at ansøge om aktindsigt i dokumenterne. Men i Offentlighedskommissionens forslag til en ny lov gøres disse dokumenter nu interne, og dermed er det ikke længere muligt at søge aktindsigt.

Som det fremgik af Information fredag vil paragraffen, hvis forslaget bliver til lov, have umuliggjort en række mediehistorier, der de senere år har været med til at påvirke den politiske dagsorden, blandt andet de Cavlingprisvindende artikelserier i henholdsvis Berlingske Tidende om politireformen og Ekstra Bladet om beslutningsgrundlaget for Irak-krigen. Det samme ville gøre sig gældende for Peter Øvigs ligeledes Cavlingvindende afsløringer i Blekingegadebandesagen samt en lang række andre dybdeborende historier. Informations Ulrik Dahlin fandt i sin research frem til 12 sager fra de senere år, der ikke kunne være skrevet, men der er uden tvivl flere, hvis man fortsætter sin søgen. Det er mildt sagt en skandaløs udvikling, som ingen - og slet ikke politikerne - kan have en interesse i, hvis de vil bevare demokratiet nogenlunde åbent og intakt. For sagen er, at der i dag findes en ret, man både som borger og medier kan benytte sig af, som man i værste fald erstatter med en gummiparagraf, der kan hives frem som afvisning på begæringer om aktindsigt, når det måtte behage det politiske system. Det vil i værste fald kunne forhindre aktindsigt, som tidligere var mulige, i bedste fald forhale behandlingstiden i det uendelige. Det kan man muligvis godt forstå, at embedsmandsværket og politikerne kan have en stor interesse i, men set fra et borger- og mediesynspunkt, kan det ikke betegnes som andet end en så stor forringelse af den demokratiske gennemsigtighed, at Offentlighedskommissionens udspil samlet set må ses som et stort skridt i den gale retning. Også selv om forslaget af mange - især kommissionens medlemmer - betegnes som det modsatte. Især kan det undre, at mediernes repræsentanter i kommissionen ikke har råbt mere vagt i gevær over for paragraf 24, end tilfældet er. Man kan få den tanke, at de har sovet i timen.

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONEN HAR brugt syv år på at nå frem til forslaget. Da det blev offentliggjort for små tre uger siden, fremgik det, at et stort mindretal på 10 af ialt 21 medlemmer havde udtalt såkaldt dissens på tre områder, hvor mindretallet mente, at der vil være tale om klare tilbageskridt.

De tre punkter drejer sig om, at det fremover ikke skal være muligt at få aktindsigt i dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag. Dernæst skal det heller ikke længere være muligt at få aktindsigt i dokumenter og interne faglige vurderinger, der er brugt til at rådgive ministre, formandskabet i Kommunernes Landsforening eller Danske Regioner. Og endelig er ministerkalenderes undtagelse fra offentlighedsloven udvidet til også at gælde for borgmestre, ministeriernes topembedsmænd og kommunaldirektørers kalendere. Det er fuldstændig forståeligt, at et mindretal - herunder mediernes repræsentanter - afgav dissens på disse punkter. Desto mere kan man undre sig over, at de ikke gjorde større modstand mod paragraf 24. Kommissionsmedlemmernes egne forklaringer lyder, at det slet ikke var aktuelt, da paragraffen lå i kommissoriet og derfor ikke var en del af kommissionens opgave endsige drøftelser. Man var på forhånd bundet. Det er imidlertid ikke juraprofessor Jørgen Grønnegaard Christensens holdning. Lørdag sagde han til Information, at intet har ligget fast på forhånd, og derfor var der heller ikke noget i kommissoriet, der ikke kunne drøftes. Så selv om pressejurist Oluf Jørgensen, der har siddet i kommissionen, i går i en kronik her i bladet søgte at bagatellisere konsekvenserne af paragraf 24, så må man konstatere, hvis ellers Grønne- gaard Christensen tolkning er korrekt, at enten er mediernes repræsentanter i kommissionen blevet så overbebyrdet af embedsværkets haglbyger af arbejdspapirer, at de har mistet overblikket. Eller også har de ageret nyttige idioter. Det er vanskeligt at afgøre, hvad der er værst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvorfor har Løkke Rasmussen , som pressens minister, ikke hældt Offentlighedskommissionens rapport ud. Det skete med Arbejdskommissionen en dag før den blev offentliggjort, Velfærdskommissionen med formand Torben M Andersen fik lidt over en ½ time før den blev hældt ud. Her er der direkte et demokratisk problem og kommissionen har et stort mindre tal på 10 ud af 21, der ikke kan anbefale resultatet. Hvad venter Løkke Rasmussen dog på?

Som mester udi logistik, er det rystende forargeligt ringe.
Betænkeligt manipulerende, eller stupiditet ? Vælg selv.

Som borger, uacceptabelt.