Leder

Alle er glade

Debat
25. november 2009

Man er vant til, at der ved vanskelige politiske beslutninger er nogle, der vinder, og nogle, der taber. Med udpegningen af Connie Hedegaard til posten som ny dansk EU-kommissær har Lars Løkke Rasmussen præsteret den sjældne kunst at gøre alle glade.

I periferien erklærer både S og SF sig glade for at få Hedegaard som europæisk klimakommissær og nuværende prorektor på Københavns Universitet, Lykke Friis, som ny dansk klima- og energiminister. De konservative er glade for at få en af deres i magtens centrum i Bruxelles, mens Venstre er glade for at få en konservativ minister skiftet ud med én, der – siden i går – er Venstre-medlem. Og den ny klima- og energiminister kunne efter udnævnelsen ikke skjule, at hun er nærmest lykkelig over den ny udfordring. Lykke Friis har – efter at engagerede studerende puffede hende i gang – stået i spidsen for KU’s grønne omstilling, så hun kender til klimapolitik på praktisk niveau. Nu kan hun så forene det med deltagelse i fortsatte internationale klimadrøftelser på Danmarks vegne, hvilket sikkert kan holde hendes entusiasme høj. Og nede i Bruxelles er kommissionsformand José Manuel Barroso kisteglad, fordi han får en hamrende dygtig, engageret medspiller på sit nye hold.

Når det gælder glæden hos de to hovedpersoner – Løkke og Hedegaard – gør særlige forhold sig gældende: Det er ingen hemmelighed, at det har slået gnister mellem den konservative, klima-ambitiøse minister og Venstre-ledelsen. I hjemlige energi- og klimaforhandlinger de seneste år har det været nærmest utåleligt for Hedegaard at blive undsagt af Venstres tidligere finansminister Thor-’klimaproblemet-er-kejserens-nye-klæder’-Pedersen og at møde Venstre-modstand ved udformningen af den hjemlige politik, for slet ikke at nævne krypto-klimabenægterne i Dansk Folkeparti, som den tidligere statsminister ikke har villet eller formået at sætte på plads. At slippe ud af denne evindelige konflikt må gøre Hedegaard glad, ligesom det kan være en lettelse for Løkke ikke at skulle håndtere modsætninger mellem den ikke altid medgørlige minister og de Venstre- og DF-folk, der hævdede, at hun ikke var holdspiller, altså ikke på deres hold.

På et andet niveau kan det være en lettelse for begge hovedpersoner, at Connie Hedegaard fra januar kan fortsætte sit engagement som international klimaforhandler på vegne af EU, mens Lars Løkke kan trække sig bukkende tilbage som COP15-vært.
Hvor der i Statsministeriet næppe hersker den stærkeste overbevisning om, at en juridisk bindende, global klimatraktat er vejen frem – og måske ikke engang særlig stor tro på den eksisterende Kyoto-protokol – så har der i Klima- og Energiministeriet været mere opbakning. På det punkt har ministeren været i overensstemmelse med EU, der indtil Lars Løkkes ­nylige Singapore-mission stod fast på, at en juridisk aftale var målet i København.
Hedegaard kan nu fra Bruxelles slås videre for, at verden forpligter sig reelt til klimabeskyttelse. Og Løkke kan på egne præmisser finde ud af, hvad han vil gøre ved løftet om en dansk udmarch af den fossile æra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her