Leder

Herman hvem?

Debat
21. november 2009

Jeg vil være diskret i medierne. Jeg vil stille og roligt arbejde for den gensidige forståelse, det har jeg altid gjort, og det fortsætter jeg med
Belgieren Herman Van Rompuy efter sin udnævnelse som præsident for EU

Om udnævnelsen af Herman Van Rompuy og Cathrine Ashton til de to nye EU-topposter torsdag aften er et nyt lavpunkt i europæisk udvikling eller en naturlig pragmatisk løsning, afhænger af, hvordan man opfatter Unionen, og hvilke forventninger man har til det europæiske fællesskab. En ting er sikkert, profilerne på de to ligger meget fjernt fra det, som man havde forestillet sig i det forfatningskonvent, der med den tidligere franske præsident Giscard d’Estaing for bordenden, tegnede stregerne til det nye Europa i begyndelsen af dette årtusinde.

Det var dengang, man talte ivrigt om, at det var vigtigt, at den store udvidelse af Unionen mod øst ikke måtte betyde, at integrationen »i dybden« blev svigtet. Samarbejdets mål var fortsat en stadig snævrere union, som det er udtrykt i Rom-traktaten. En præsident og udenrigschef skulle være kronen på værket. Det er de nye poster, der skulle drive EU fremad og gøre en forskel i Europa og i verden. De visioner er i dag svære at få øje på.

En ting er positivt ved valget af Herman Van Rompuy og Catherine Ashton. Det skete uden et nattelangt drama, som det ellers var frygtet, at det ville ende med. De socialistisk ledede lande var kort inden middagen blevet enige om at acceptere Ashton, og derfor gik der kun et par timer, før man kunne meddele, at der var fuld enighed om de to. At der ikke har været den store dramatik om posterne, er dog samtidig et udtryk for, at de store lande ikke har investeret ret meget i processen ud over at sikre, at de valgte ikke rager for højt op.

Til gengæld har de desværre med alt for stor tydelighed demonstreret, at de – da det kom til stykket – ikke ønskede at leve op til ånden og visionerne i Lissabon-traktaten om stærkere integreret fællesskab og en stærkere europæisk stemme i verden. De ledere, der i dag sidder på magten i de store europæiske lande, har således helt og aldeles forrådt den europæiske tanke, som var drivkraften for Helmut Kohls og François Mitterrands Europa, som det tegnede sig i kølvandet på Murens fald for 20 år siden.

Med Rompuy og Ashton i spidsen for Europa kan Sarkozy, Merkel og Brown fortsat indtage verdensscenen uden forstyrrende skygger for deres stråleglans. Den nye præsident og udenrigschef vil være glimrende kompromismagere, de vil givetvis kunne manøvrere fint i det kringlede brusselske bureaukrati. Og det er vigtigt, når 27 lande skal nå til enighed, men det er ikke noget, der bringer EU i front globalt. På den måde kommer valget af de to til at forstærke en tiltagende global G2 verdensorden, hvor det er Washington og Beijing, der bestemmer.

Rollen som præsident for Europa er endnu ikke beskrevet med nogen tydelighed, og det er ofte blevet sagt, at det er den første præsident, som kommer til at definere rollen for sine efterfølgere. I tilfældet Herman Van Rompuy virker ordet præsident umiddelbart for stort. Han er en venlig mand, kulturel, civiliseret og intelligent – en brobygger. Med andre ord er han på mange måder indbegrebet af selve sjælen i det Europa, som er skudt frem efter 2. verdenskrig. Den belgiske præsident vil være god til at holde sammen på EU, som han har været vant til at forene modsætningerne i det Belgien, som flere gange har været tæt på at brække over i to. Men han vil ikke få trafikken til at standse eller en stribe kamerahold i hælene, når han besøger verdens hovedstæder.

Om Catherine Ashton er det sagt, at hun først og fremmest er blevet valgt, fordi hun er alt det, som Van Rompuy ikke er. Hun er fra et stort land – Storbritannien – hun er kvinde og socialist. Derimod har hun ikke megen erfaring med udenrigspolitik, og selv i England er hun ikke kendt for noget særligt. Posten som udenrigsrepræsentant for EU er en institutionel kompliceret sag. Cathrine Ashton kommer til både at referere til Rådet – altså stats- og regeringscheferne – og til Kommissionen, hvor hun er næstformand og har Manuel Barosso som øverste chef. Konstruktionen understreger det miskmask af en magtfordeling, som Unionen er endt i.

Det kræver mod, visioner og styrke at insistere på, at Europa har noget at bidrage med i verden. Det kræver, at kontinentets ledere er parat til at afgive noget af deres egen magt for at stå stærkere sammen med andre. På alle områder ville en stærk europæisk stemme kunne hjælpe til med at skabe en bedre verden. Både med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og social retfærdighed har Europa noget at byde på og en model, som andre dele af verden har noget at lære af. Økonomisk og militært er Europa en supermagt, men viljen til at udnytte sit potentiale er ikke til stede lige nu og ånden er væk. Det viser udnævnelsen af Herman Van Rompuy og Cathrine Ashton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Det er jo til at blive dårlig af, at høre på ønsker om mere centralisering og stærk magt til EU. Som om der ikke var nok supermagter og ”stærke mænd” i verden.

Hvad skulle i øvrigt afholde Europa fra at bidrage med alle vores fortræffeligheder, uden ligefrem at behøve at have en ”stærk mand” i spidsen. I forvejen gør vi vist rigeligt med støtte til f.eks. idiotiske krige og ”vores” særegne opfattelse af menneskerettigheder og ”frihed”.

Og ja, Cathrine Ashton er nok valgt, fordi hun er kvinde, ligesom Herman Van Rompuy er valgt fordi han er en mand.

Og...?