Med den sidste underskrift fra Tjekkiet er Lissabontraktaten i hus og kan træde i kraft allerede i år - 20 år efter Murens fald og den genforening af Europa, som var udgangspunktet for traktaten. Processen frem til i går har været lang, stenet og trælsom, det begyndte med et storladent konvent og ambitøse visioner om et nyt Europa med en fælles forfatning, en stærk økonomi og en fælles stemme i verden. Fordi Europa har så meget at byde på, først og fremmest en samfundsmodel, et værdisæt og et demokratisk system, der hænger sammen. Det begyndte med et Europa, som efter kommunismens sammenbrud skulle tage den økonomiske kamp om mod Kina og USA, og det begyndte med EU-borgernes grundlæggende rettigheder, en enklere og mere forståelig forfatning og et mere gennemskueligt europæisk demokrati. Men i mellemtiden er pynten unægteligt pillet af. Storheden og drømmen om et stærkt forenet Europa er blevet til et forpjusket pragmatisk fællesskab, hvor bureaukrati og særinteresser fylder mere og mere, og hvor man end ikke har formået at enes om en arbejdsbeskrivelse for den EU-formand, som skal være Europas fælles stemme.
Først stemte Frankrig og siden Holland forfatningstraktaten ned under trusler om den polske håndværker, som ville tage arbejdet fra almindelige hårdtarbejdende vesteuropæere. Irland stemte derefter imod den reviderede traktat, og først efter endnu en stribe undtagelser og revisioner er Lissabontraktaten nået dertil, hvor den kan føres ud i livet. Med den nye traktat er grænsen nået for, hvor langt integrationen i Europa kan nå ad traktatvejen. Lissabontraktaten med alle dens kompromisser, undtagelser og særheder er, hvad det blev til. Europa slutter her - november 2009. Det blev ikke, som fødaralisterne havde drømt om, og det blev ikke det løsere nationernes Europa - det blev et gråmeleret samarbejde midt imellem og hverken eller. Et samarbejde, hvor det fortsat er de store gamle EU-lande, Frankrig og Tyskland, der bestemmer. Og hvor Europas kurs fastlægges i London, Paris og Berlin. EU består i dag af 27 lande, Kroatien og Island banker på, og derefter venter endnu flere lande. Ingen kan forestille sig, at EU de første mange år vil indlede en ny traktatproces. Så langt øjet rækker, er EU-systemet booket fuldt op med at få det udvidede Europa med en række tilbagestående lande til at fungere.
I praksis er der i dag tale om et Europa i flere hastigheder eller flere rum. Der er et eurosamarbejde, som omfatter kernelandene i EU plus nogle flere. Der er Schengensamarbejdet, som omfatter en gruppe lande, og så er der små og store undtagelser på kryds og tværs. Danmark befinder sig i udkanten af Europa. Danmark er ikke med i det vigtige økonomiske samarbejde i euroen, ikke med i forsvarssamarbejdet, som bliver stadig mere udviklet og ikke med i samarbejdet om retlige og indre anliggender. På det sidste område betyder den danske undtagelse, at Danmark vil forsvinde længere og længere ud i periferien. Selv nye lande som Bulgarien og Rumænien har en tættere tilknytning til EU. Med Lissabontraktaten overgår området for retlige og indre anliggender fra enstemmighed til flertalsafgørelser og domstolskontrol. Erfaringer fra tidligere viser, at når et område på den måde flyttes over i det tætte EU-samarbejde i søjle et, så går det stærkt. Da miljøpolitikken og forbrugerbeskyttelsen i midten af 90'erne overgik til fælles regler med flertalsafgørelser, sprøjtede Kommissionen direktiver ud over en årrække, indtil der stort set var fælles standarder på alle områder. Det samme vil ske for de retlige og indre anliggender - asylpolitik, civilret, politisamarbejde, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, narko- og kvindehandel, terrorbekæmpelse og meget mere. Det er her, EU vil blive sat op i et højere gear.
Det paradoksale er, at det netop er disse områder, som regeringen og dens EU-skeptiske støtteparti Dansk Folkeparti er meget optaget af, der nu bliver udviklet uden dansk medvirken. I slutningen af måneden mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med Folketingets partier for at diskutere en eventuel ophævelse af de danske forbehold i forbindelse med en eller flere folkeafstemninger. Hvis der er tale om en ny omgang pop og skinforhandlinger, så lever regeringen ikke op til sit ansvar. I en tid, hvor Danmark står øverst på terroristernes ønskeliste, og hvor Danmark fører en meget aktiv udenrigs- og forsvarspolitik, er det en besynderlighed og i hvert fald ikke udtryk for Danmarks interesser at stå uden for det fælles europæiske samarbejde. Hidtil har Løkke Rasmussen forsøgt at smyge sig uden om det løfte om EU-afstemninger, der står at læse i regeringsgrundlaget. Det har han gjort med to argumenter. Det ene er ynkeligt, nemlig at SF først skal sige ja til euroen. Det andet er belejligt, nemlig at Danmark i kølvandet på krisen ikke længere opfylder betingelserne for at være med i eurosamarbejdet.
Ingen af de to argumenter hindrer, at regeringen sætter de to andre forbehold til afstemning.
Det er hørt !
Jeg synes det lugter af globalisering/centralisering...
Den filosofi, der en gang forekom overvundet, holder sig i live, fordi øjeblikket for dens realisering blev forpasset. (Theodor W. Adorno, Negative Dialektik, 1966)
Udgangspunktet var murens fald, det øjeblik, der for den historieløse lederskribent falder sammen med selve muligheden, på fuldstændigt samme måde som vinderne så den i sejren, muligheden for at spinde en ende på det hele.
Øjeblikket var murens fald, sejren, den kolde krigs afslutning. Østblokken lå i ruiner, vestblokkens gamle koldkrigere havde nu kun sig selv at se op til, og frygte, hvis de da ellers havde haft evnen til at se sig selv.
I det øjeblik havde de kun deres egne idealer at kæmpe med, og for, for fjenden var væk, men de var for fantasiløse, til at se sig selv som problemet, lige som de heller ikke fattede at løsningen på alle problemer, markedet, var blevet selve deres problem her 20 år senere.
Det økonomisk system stod uanfægtet tilbage med dets patetiske symbolik for værdier i de gamle koldkrigeres fattige begrebsverden, og myten om de demokratiske idealer fungerede perfekt som dække over de underliggende herskende socialdarwinistiske realitetsprincipper, som man havde lært at klæde ud i naturlovenes gevandter, markedets lov.
Europastaten var ad omveje for længst blevet fundamentalistisk i sin tilbedelse af den liberale markedsøkonomi.
Men nu skulle Europa også være en stat, en nation. Den skulle manifestere sig i forhold til resten af verden, der for længst var domineret af den europæiske filosofi, fordi resten af verden havde overtaget sin tidligere herres livsstil, i takt med at de europæiske kolonimagter var blevet smidt på porten eller var blevet gået ”frivilligt”.
Regionen, hvor ud fra resten af verden var blevet opdelt i kolonimagter, drømte om at erobre sig selv, genvinde og realisere erstatningen for den identitet, som det feudale Europa havde skabt så mangfoldige billeder på. Nu skulle nationerne samle sig til en.
Europa kunne aldrig drømme om at opgive de selvnegerende succeskriterier, som knytter sig til den økonomiske rationalitet, markedsfundamentalismen, den teknisk naturvidenskabelige udgave af den nytteløse nyttighed (hvor alt inklusiv livet må gå under i nyttighed, formålsløs formålsmæssighed), monoteismens og magtlogikkens identitetsprincip, konsensusfanatismen (illusionen om den altomfattende forklaring, som ingen ved deres fulde fem kan opponere imod), oplysningstidens fornuftstyranni, rationaliteten bag nazisternes KZ-lejre, den guddommelige orden på jord, de katolske præsters ret til at røvpule enhver af deres mindreårige disciple ud fra sin egen autistiske form for selvretfærdighed, for Europa var sit eget ideal, fanget af sig selv, uden evne til at se sig selv, fuldstændigt fikseret i sig selv som sit eget ideal.
Denne fundamentalisme har sejret i en grad, så de troende ikke kan se sig selv for bar succes. Paradokserne banker ind i den sejrende livsstil, men efterlader ikke skyggen af selverkendelse.
Markedet er således løsningen på alle samfundets problemer, forudsat altså, at såvel tab som gevinster tilfalder dets aktører.
Staten står på markedet som dets største aktør, i det der fremstår som verdenshistoriens største politiske forsøg på at redde det, der skulle være løsningen på alle vore problemer.
Paradokset er, at det politiske system har sat markedet ud af kraft, i et misforstået forsøg på at redde det der skulle være løsningen på alle problemer, fordi det selv (markedet altså!) er blevet problemet.
Markedsfundamentalismen er så grundfæstet i det politiske system, så man er parat til at ofre staten, dens midler og hele butikken i verdenshistoriens største redningsaktion i forhold til troens genstand (det er det man ser med alverdens bank- og stimulanspakker).
Og hver gang aktierne stiger lidt, som følge af de nominelt gigantiske værdier staterne og nationalbankerne har pumpet ud i finanssektoren, så kan man læse i Børsen og alle andre steder, at nu tror Sten Bocian igen på fremtiden. Nu er vi alle sammen blevet lidt rigere igen, for nu er vore værdier atter steget, dvs. huspriserne, aktierne og viljen til at betale har antaget nye frelsende dimensioner.
Hvis ikke det lige var fordi, at kurserne netop har fået for vane at halvere sig selv på et par måneder, for så atter at fordoble sig igen på lige så kort tid, så kunne man måske stadig tro på, at disse talværdier svarede til noget. Men, og det er faktisk muligt at måle, så bliver verden hverken større eller mindre i takt med de nominelle talværdiers himmelflugt eller styrt mod jorden.
Relationen mellem de nominelle pengeværdier og den sande verden af kvaliteter og mulighedsbetingelser - som disse mål i princippet skulle figurere som mål for - ja den relation er for længst blevet alt for abstrakt et fænomen for de professionelle italesættere. I stedet henholder de sig til bibelen, der fortæller, at prisen bestemmes af udbud og efterspørgsel, som ingen nok så subjektiv iagttager kan ændre på, hvorfor den må være udtryk for noget objektivt og sandt!
Hvis en og anden på trods af den herskende markedsfundamentalisme evt. skulle formaste sig til at påstå, at det er et faktum, at der er udsted for mange penge, at verdens samlede gældsætning svarer til ca. 83 års globalt brutto produkt, at den økonomiske omsætning (faktuelle produktion og forbrug) bedre kan tages som mål for den hastighed, hvormed menneskeheden udtømmer sin naturlige grundkapital (fossilt brændsel, mineraler og råstoffer, havets evne til at levere protein, grundvandet, mandens evne til at lave sæd, de klimatiske grundbetingelser, biodiversiteten, humuslaget på landjorden, biodiversiteten, osv.), end som mål for at vi er blevet rigere, ja så er denne at sammenligne med djævelen selv, fuldstændigt troløs og uciviliseret, lige som den kordreng, der giver præsten fingeren, fordi han forsøger på at føre sit store kristne lem op i drengens endetarm.
Den lidt længere fortælling om den pengeøkonomiske købekraft, den der handler om retten til at slå mønt, byttemidlets nødvendige begrænsning, kravet om at midlerne skulle have deres fundament i noget ikke arbitrært, guld, sølv og platin f.eks., kravet om, at den der sætter verden i debit eller låner et beløb ud rent faktisk skal kunne opvise et og andet ikke helt tilfældigt grundlag for sit krav til verden om modydelser for det, der svarer til ”markedets” pengeværdi, kravet om at trassententen eller trassenten faktisk skulle kunne stå inde for det beløb, som remitten har til gode osv., den fortælling er gået i glemmebogen sammen med udtrykket at skrive for store veksler på fremtiden.
Banker og pengeinstitutter har sat så store mængder af sekundær likviditet i verden sammen med nationalbankernes primære likviditetsdannelse, at det har skabt så store uligheder mellem verdens kreditorer og debitorer, at pengene nu for alvor er blevet afsløret som det, de er; håbløst urealistiske krav på fremtidige ydelser, og fuldstændigt uden fundament i en realistisk produktion af ydelser og goder.
Penge er gæld. En kr. på min konto betyder, at verden skylder mig ydelser, der svarer til det, man kan forvente at modtage for den målt ved betaling i aktuel dagspris. De ca. 1,4 million, jeg skylder BRF og Nykredit i mine ejendomme, er også penge. Der er blot sat navn på debitor og kreditor (mere eller mindre, kreditforeningerne står samlet til regnskab over for obligationsejerne, og skal forvalte mine ejendomme videre, hvis jeg nu ikke længere kunne finde ud af at bonge mine lejere for huslejen), hvor debitor er navnløs i forhold til kronen, der står på min bankkonto.
Verdens penge er verdens gæld. Verden står i gæld til sig selv i et forhold, der svarer til ca. 83 års brutto faktor indkomst på globalt plan. Nogle af disse krav er selv sagt mere realistiske end andre. Det afhænger bl.a. af debitorerne og deres mulighedsbetingelser, dvs. det reelle kapitalgrundlag.
Relationen mellem pengesystemet med dets nominelle pengeværdier og den verden og den fremtid, som disse krav på modydelser retter sig mod, er udtryk for den mest fundamentalistiske overtro menneskeheden endnu har sat i verden. Økonomerne indrømmer det på deres egen måde, og lidt indirekte: Pengenes funktion hviler i tillid! (siger de)
De troende er stærke i troen, og de holder sig helt til deres systeminterne logik med dens symboler. Den djævelske betragtning, som manifesterer sig i kraft af en anden referenceramme og en anden symbolik, er af en anden verden, har sin egen kognitive tradition, og det er slet ikke sikkert, at den i kraft af sig selv er i stand til at se sig selv til det djævelske, det onde eller den rene terror. Det ville lette enhver fundamentalisme i dens selvforståelse, hvis de onde selv mente de var onde.
Problemet med djævelen og de onde er altså, at han og hans disciple ikke regner sig selv for at være af det onde. Problemet for markedsfundamentalisterne er, at satan selv måske er i stand til at beskrive de gode, som om de i virkeligheden var de onde!
Det diabolske er diabolsk i kraft af en ganske bestemt symbolik. Kunsten er at lære sig at se begrænsningerne i den logik, den kognitive tradition, som enhver konkret betragtning falder ind under. Det kan være svært at se begrænsningerne i gyldigheden af erfaringen, samtidigt med at den manifesterer sig. Kritikken af en tradition, en fundamentalisme, en bestemt rationalitet må manifesterer sig i kraft af en anden tradition, (mere eller mindre fundamental) fundamentalisme, rationalitet.
Troen på markedet har sin helt egen symbolik. Dens logiske værdier lever ved og manifesterer sig i kraft af og begrænses i sin gyldighed af sin egen symbolik. I forhold til denne falder andre former for symbolik som det diabolske, også selv om den fremmede og eksterne kognitive tradition, djævelens eller min f.eks., har sin egen kognitive tradition, symbolik og manglende evne til at se sig selv som det djævelske.
Jeg henholder mig til sociologen Niklas Luhmann, når jeg skal se på en kognitiv tradition ude fra, f.eks. den økonomiske tænkning. Luhmann vidste i modsætning til så mange andre, at ondskab ikke er nogen substantiel egenskab.
Og jeg benytter mig gerne af Adorno, når jeg skal kritisere de historieløse forsøg på at se en ende på det hele.
Anne Grethe Rasmussens ordknappe bifald står i skærende kontrast til det intellektuelle hovmod avisen praktiserer, på ingen måde at lade kompetente og rammende former for kritik af monsteret komme igennem.
Det kan ikke bedre billede på en discipels uartikulerede underkastelse i forhold til fundamentalismen: "Jeg kaster mig i støvet for dine fødder, ære være din magt, min afmagt og folkets tavshed, så længe vi to i ophøjet forening kan styre beskrivelsen af det gode, italesætte det gode, intet andet end det gode her fra og til evig tid.."
Hun er lige så ordknap som lederen er udtryk for intellektuelt hovmod.
Ommer:
Anne Grethe Rasmussens ordknappe bifald står i skærende kontrast til det intellektuelle hovmod avisen praktiserer, ved på ingen måde at lade kompetente og rammende former for kritik af monsteret komme igennem.
Der findes ikke bedre billede på en discipels uartikulerede underkastelse i forhold til fundamentalismen: “Jeg kaster mig i støvet for dine fødder, ære være din magt, min afmagt og folkets tavshed, så længe vi to i ophøjet forening kan styre beskrivelsen af det gode, italesætte det gode, intet andet end det gode her fra og til evig tid..”
Hun er lige så ordknap, som lederen er udtryk for intellektuelt hovmod.
Tak til Steen for igen at beskrive realiteterne -
Man forledes jo nu til at opfatte og se de såkaldte naturlove, og også den bredt anerkendte videnskab, herunder den økonomiske videnskab som en stor myte.
Og at vi nu er nået til et pkt. hvor fortællingen om det "gode liv", som fremstillet af de fremheskende myter (videnskaber) er komplet selvmodsigende og absurd, jf. principet om "reductio ad absurdum"
Markedet fremstår for det politiske system så eftertrykkeligt som løsningen på alle problemer, at det systemet har nedlagt sig selv til ære for troens genstand, ofret staten og hele butikken i forsøget på at redde markedet, fordi det ikke kunne stå selv!
Og så kalder man monsteret for ”et økonomisk samarbejde uden politisk overbygning”, uden tilsyneladende at forstå hvordan det politiske system har udslettet sig selv af hensyn til sin tros genstand, markedet, dvs. ophævet forskellen mellem marked og politik!
Det politiske system har i sandhed gennemført reduktionen af sin egen funktion til det absurde.
De professionelle italesættere fatter ikke dybden af det at ”standse processen ved det økonomiske samarbejde”, fordi de er domineret af den herskende filosofi og den symbolik.
Problemet med den moderne sygdom er, at forudsætningen, for at den kan overvindes, er, at den kan se sit eget sygdomsbillede, og at sygdommen netop består i, at den syge ikke kan se sig selv som syg. Med andre ord, forudsætningen for overvindelsen af sygdommen er sygdommens overvindelse (den absurde reduktion, langhåret teater).
Jeg er ikke blevet klippet siden jeg sidst var til en jobsamtale for 10 år siden, og alligevel føler jeg mig ikke langhåret nok til at være på højde med virkeligheden. Du og jeg Ralph, vi har en lille smule til fælles.
Jeg må også ytre min taknemmelighed for at Steen Ole forstår at beskrive de realiteter som vi andre må nøjes med at føle til brækpunktet. Steen Ole Rasmussen som chefredaktør på Information! Nu!
Selv tak da, Stanley Opmann. Med mig som chef kunne man nok lige så godt lukke butikken med det samme.
Jeg har i øvrigt også en kommentar til mediernes arbejdsvilkår. Den kunne nok afstedkomme en diskussion, men den ønsker man ikke:
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-51.pdf
Holder du foredrag, Steen Ole?
Steen, ja, måske endda mere end lidt :-)
Jeg vil da gerne tilbyde at holde et foredrag fra det berømte krater på månen (Mare Imbrium), hvis en og anden ville finansiere transporten frem og tilbage samt selve transmissionen derfra til verdensbefolkningen. Det ville give mig den berømmelse jeg altid har drømt om. Og jeg er sikker på, at det ville give flere tilhørere, end der har været til de måske 20 foredrag, jeg har holdt tilsammen.
Herfra ville jeg tale om mig selv, sådan som jeg ser mig selv i forhold til alverdens ideologiske slatpissere. http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&hl=da&ie=UTF-8&rlz=1T4HPE...
Det skal tilføjes mit sidste indlæg, at det nu hænger og flandrer noget frit i luften, efter at det indlæg, som det var en reaktion på, er blevet fjernet.
Det er altså en reaktion på et indlæg, der opfordrede mig til at holde møde i et krater på månen ved navn Mare Imbrium.
H.M. Lissabontraktatens bestemmelser mht. borgerrettigheder ( som der minder meget om USA' republikanske forfatning: Uafhængighedserklæringen ) - bla.a. at der ikke må forskelbehandles grundet herkomst , må betyde at i samme øjeblik Danmark fuldt hører ind under den traktat - så er monarkiet afskaffet.
Underverdens dommere `s moder, den føniske prin`sesse, Europa, er flygtet fra sin bortfører. Tak for den tid vi havde sammen, og held og lykke med din frihed.