Leder

LEDER: Figenblad og Operaens synlige dele

28. november 2009

Henning Larsen har taget bladet fra munden. Mærsk Mc-Kinney Møller får læst og påskrevet i en ny bog om deres problematiske og til sidst kæntrede samarbejde: Møller er en bedrevidende tyran. Og Operaens umulige front følger ikke arkitektens oprindelige udkast, men er resultat af skibsrederens glasfobi. Altså ikke kunstnerens forestilling, men mæcenens diktat.

Eller for at stramme den en ekstra gang: Ikke samfundets, men kapitalens oppustede glasfacade - ihukommende at Hr. Møllers privatstyrede, veldædige fond i realiteten er resultat af lempelige skatteregler.

Bogens kik inden for i magtens allerhelligste er absolut ikke kedelige. Men hovedpointen har vi hørt før, også fra arkitektens mund: Bygherre Møller bestemte egenrådigt og undså sig ikke for at true arkitekt Larsen på brødet.

Ifølge den netop udkomne bog ville det få uoverskuelige økonomiske konsekvenser for tegnestuens fortsatte beståen, hvis Larsen fastholdt sin personlige opsigelse, og lod medarbejderne fuldføre byggeriet alene.

Skal man tro på dén? Skal man tro på at dén Henning Larsen, der med stor dristighed har forstået at sno sig ind og ud af andre prekære situationer i ind-og udland, ikke skulle have haft en juridisk chance i Mærsk Møllers kyniske spil?

Det er klart, at det ville have været et prestigetab af dimensioner for bygherren, hvis den ansvarlige arkitekt trak sig før huset stod klar. Men kunne det i givet fald gøres op i kroner og ører, som tab ved misligholdelse af kontrakten?

Handler det ikke også om, at Henning Larsen selv var for ambitiøs til at lade prestigeopgaven smutte? Formentlig har han håbet på at kunne ride stormene af, da de blev synlige i horisonten. Men dér havde han åbenbart mødt sin taktiske overstyrmand. Endelig er arkitektens argument det branchemæssigt velkendte - at hvis vi ikke selv fører sagen igennem, vil andre stå parat til at gøre det, dårligere.

Larsen har taget bladet fra munden. Men har han med andre ord, som forfulgt uskyldighed, også smidt figenbladet?

Næ, for han kunne have takket nej på et langt tidligere tidspunkt i processen. Og han kunne have set i øjnene, at konditionerne for byggeriet var skrupumulige. Dels fordi husets programmæssige volumen er for stort i forhold til sine lavere bagvedliggende Holmen-omgivelser. Dels fordi placeringen lige midt i Amalienborgs akse fra den anden side af havneløbet under alle omstændigheder ville gøre Operaens front til et ødelæggende bagtæppe for slotspladsens sceneri.

Det har aldrig ligget helt klart, om akseplaceringen er påtvunget af bygherren, eller Henning Larsens egen ide. Men en almindelig demokratisk planlægningsproces kunne i alt fald have givet anledning til eftertanke og mulig revision.

Tilbage i år 2000 foregik forhandlingerne imidlertid under så stort hemmelighedskræmmeri, at Akademirådet, der blev rådspurgt af Statsministeren (Nyrup hed han dengang) om staten skulle sige ja tak til skibsrederens egenrådige gave, udtrykkeligt kun måtte diskutere spørgsmålet i et meget snævert fagudvalg.

Kollegerne lod sig desværre forføre af Henning Larsens mange andre udmærkede gøremål til at anbefale et ja, i troen på at verdensarkitekten nok skulle få skik på projektet vis-à-vis regentpaladset.

At det ikke lykkedes kan enhver forvisse sig om fra begge sider af vandet og på langs og på tværs - selv om det senere tilkomne og langt mere kompakte, fine Skuespilhus ved Kvæsthusbroen har taget noget af luften ud af Operaen og dens monumentalt forkvaklede byplantræk.

Bladet fra munden eller de ædlere dele. Tilbage står en operabygning som passer dårligt ind i omgivelserne, og hvis arkitektoniske kalamiteter ikke udelukkende kan tilskrives bygherrens magtbrynde.

Det høje, langt udragende tag for eksempel, hvad laver det? Eller de grimme lysrør på balkonforkanterne i husets kerne, det bælgmørke tilskuerrum? For ikke at tale om foyerens koldt oplyste karakter af internationalt kædehotel.

Der er ikke meget forførende teaterstemning over operamaskinen, selv om det hele uomtvisteligt ville have været langt bedre, hvis arkitekten havde fået gennemført sin oprindelige høje, lodrette glasfacade som gennemlyselig ramme om tilskuervoluminets krumme trækastanje.

Nu er kontroverser mellem arkitekt og bygherre ikke enestående hverken til hverdag eller i verdenshistorisk sammenhæng. Men i et parallelt skole-eksempel, Sydney operaen, er det dog senest lykkedes at revidere nogen af de fejltagelser, der var resultat af afbrudt samarbejde mellem Jørn Utzon og bygherren.

En passende bod til Møller-slægtens veldædige aristokratiske fond kunne være udgiften ved at blive tvunget til at fjerne den nuværende glas-og-grillfacade og bygge en ny efter den oprindelige ide. Det kommer næppe på tale i denne skibsreders levetid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu