Leder

Det næstbedste valg

11. november 2009

Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, arbejder i disse dage på højtryk for at finde kandidater, som alle EU’s stats- og regeringsledere kan blive enige om, så han kan indkalde til topmøde og få udnævnt de to topposter, som Lissabon-traktaten foreskriver. I folkemunde er formanden for Det Europæiske Råd kommet til at hedde formanden for EU eller ligefrem den nye præsident for EU. Og man fristes da også til at ønske sig en stærk, karismatisk præsidentagtig leder, som kan tage teten i Europa. En showstopper, som kan få om ikke hele befolkningen så i hvert fald størstedelen af pressen op af stolene i de lande, han eller hun besøger. En person, der rent faktisk kan få Obama til at sætte sig ned og spise frokost inden afgørende forhandlinger i stedet for at lade sin vicepræsident Joe Biden klare den del, som det skete i sidste uge, da trioen Reinfeldt, Barroso og Solana var i Washington til EU-USA-topmøde.
Men udover at være en tung international figur med et ego, der kan matche alverdens statsledere, og som er hård nok i filten til at spille bold med de store, så skal formanden også være diplomatisk nok til at samle sine egne. Vedkommende skal formå at håndtere de gnidninger, der altid opstår mellem medlemslandene. Kunne skabe konsensus og bygge kompromiser, som alle 27 stats- og regeringschefer kan blive enige om uden at føle sig snydt. Det kræver benhårdt arbejde. Med den kæmpe portefølje, EU beskæftiger sig med, er det ikke noget, der kan klares få dage før topmøderne. Det er et arbejde, der skal pågå hele året rundt. Og det skal ske i samklang med de halvårlige formandskaber, som stadig skal varetages på skift af landene. Ingen tvivl om, at nogle landes statsledere her vil have større behov for at føre sig frem end andre, så formanden skal formå at udføre sit arbejde uden at have behov for at overskygge de statsledere, der har trang til at optræde.
Det kræver en ekstraordinær politiker. Den eneste europæiske figur, der kommer i nærheden af at udfylde den jobbeskrivelse, er Tysklands kansler, Angela Merkel. Men eftersom hun på ingen måde er interesseret i posten, må kandidaten siges at være ikke-eksisterende.
Når det nu er tilfældet, kan bookmakernes favorit p.t. Belgiens statsminister Herman Van Rompuy, faktisk godt være det næstbedste valg. ’Herman Hvem’, som han er blevet døbt i nogle medier, er godt nok ikke en international showstopper. Men han roses for sin analytiske sans, sit stille diplomati og sin evne til at skabe kompromiser. Og i en fase, hvor EU dels har brug for at konsolidere sig oven på otte års tovtrækkeri om Lissabontraktaten, dels har brug for at fordøje effekten af mange nye medlemslande og den økonomiske krise, er der i højere grad brug for en konsensusskaber end en karismatisk ­globetrotter.
Det er først den dag, der er skabt ro på bagsmækken, og EU har lært, at det første skridt til en ledende global rolle er enighed, at det er tid til at se sig om ­efter en ’rigtig’ præsident. wendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu