Leder

Offentlig adgang

I MODSTÆNING TIL lovarbejdet omkring lømler og mange andre af tidens symbolpolitiske mærkesager kan man ikke anklage Offentlighedskommissionen for at have forhastet sig. Mere end syv år og 49 møder har det taget det 21 mand store udvalg at udarbejde forslaget til ny lov om offentlighed i forvaltningen...
16. november 2009

I MODSTÆNING TIL lovarbejdet omkring lømler og mange andre af tidens symbolpolitiske mærkesager kan man ikke anklage Offentlighedskommissionen for at have forhastet sig. Mere end syv år og 49 møder har det taget det 21 mand store udvalg at udarbejde forslaget til ny lov om offentlighed i forvaltningen. Ikke mindst på den baggrund kan det betegnes som bekymrende, at næsten halvdelen af udvalget - 10 medlemmer - på en række afgørende punkter har valgt at afgive såkaldt dissens, altså at udtrykke uenighed med flertallets indstilling. For vel er der ved første øjekast mange forbedringer og forslag til øget åbenhed i den offentlige forvaltning. Ialt 26 forslag sigter, som beskrevet i Information i fredags, på blandt andet at øge åbenheden, styrke sagsbehandlingstiden, øge klagemulighederne og øge mulighederne for at begære aktindsigt. Det må ret beset betegnes som fremskridt til gavn for gennemsigtighed i beslutningsprocesser og dermed til gavn for demokratiet.

MEN PÅ EN RÆKKE væsentlige områder er forringelserne til at få øje på, og det er netop her, kommissionen har været splittet og et meget stort mindretal har valgt at markere sin uenighed. Det er netop også disse kritisable forslag, der gør, at det er et spørgsmål om temperament, om kommissionens forslag i sidste ende udgør et frem- eller et tilbageskridt. Uenigheden andrager tre områder, eller forringelser om man vil. Den første, der i hvert fald set fra et pressesynspunkt må siges at være den værste, drejer sig om, at dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag, fremover skal være undtaget loven om aktindsigt. I betragtning af at megen lovarbejde handles af mellem minister og Folketingets medlemmer, inden det fremsættes i salen, er det yderst betænkeligt.

LIGELEDES MENER DET snævre flertal i kommissionen heller ikke, at der skal være aktindsigt i dokumenter og interne faglige vurderinger, der er brugt til at rådgive ministre, formandskabet i Kommunernes Landsforening eller Danske Regioner. Og endelig har man udvidet ministerkalenderes undtagelse fra offentlighedsloven til også at gælde borgmestre, ministeriernes topembedsmænd og kommunaldirektører. Alle tre forhold udgør i sig selv en forringelse af åbenheden og den demokratiske kontrol, og tilsammen er de - især på grund af forringelsen af indsigt i den politiske beslutningsproces - så kritisable, at det må være nødvendigt at minde politikerne om, at de er folkevalgte og dermed også forpligtet på offentlig adgang til deres arbejde. Man mente engang i en ikke al for fjern fortid, at lovgivning var til for at beskytte borgerne mod statsmagten. Men med mange af de stramninger man i disse år gennemfører, og som direkte svækker borgernes retssikkerhed og lovgivningsmæssige beskyttelse, forholder det sig efterhånden omvendt. De nævnte kritisable elementer i det nye forslag til lov om offentlighed i forvaltningen er ingen undtagelse fra den tendens. >

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

"Man mente engang i en ikke al for fjern fortid, at lovgivning var til for at beskytte borgerne mod statsmagten."

Ganske korrekt. Nu handler det entydigt om, at statsmagten bruger deres magtmidler til at forhindre borgerne i at vide noget, endsige blande sig.

Borgerne må underordne sig hensynet til staten, for staten interesser har forrang for borgerlige frihedsrettigheder.

Mosulini og Franco må fryde sig.