Leder

Om sindighed og sabotage

Reformen af USA's sundhedsvæsen har været omstridt længe, men den lever om muligt livet endnu farligere i disse uger - for nu gælder det den sidste afgørende slagmark: Senatet
Debat
26. november 2009

»Hvordan går det med sundhedsreformen?« Sådan spurgte National Public Radio forleden en politisk rådgiver i Senatet, og svaret var ikke uden humor: »Jo tak, den har klaret endnu en nat uden at afgå ved døden.«

Reformen af USA's sundhedsvæsen har været omstridt længe, men den lever om muligt livet endnu farligere i disse uger - for nu gælder det den sidste afgørende slagmark: Senatet.

Tanken om de 100 senatorer, hovedsageligt ældre hvide mænd i mørke træmøbler, vækker respekt i enhver præsident. For historien rummer talrige eksempler på præsidenter, som har måttet se deres visioner, reformer, måske sågar dele af deres politiske eftermæle, lide en brutal død i senatet: Fra Roosevelt over Johnson og Carter og til Clinton. Meget er anderledes for Obama; Han råder over et såkaldt superflertal på 60 senatorer, og han er i sig selv en ny og anderledes præsident. Men bøvlet med det besværlige senat deler han med sine forgængere.

New York Times beskriver, hvordan Repræsentanternes Hus brugte en time på at udvide understøttelsen til de arbejdsløse, mens forslaget var blokeret i senatet i en hel måned. Sundhedsreformen skulle ifølge Obamas første tidsplan have været klappet af i august; Nu skal han være glad, hvis Senatet stemmer før nytår.

Demokraterne har som bekendt også måtte opgive at få en klimalov stemt hjem inden topmødet i København, den kommer nu tidligst til foråret. Og dertil kommer næste års finanslov og gældsloft, krigen i Afghanistan og en hel stribe andre lovforslag, som hober sig op i Senatet frem mod nytår.

Den svenske journalist Martin Gelin har med base i New York skrevet en prisbelønnet bog om USA og valgkampen i fjor. I magasinet Fokus skriver han om senatets historie som stopklods - om hvordan det gennem tiden har bremset såvel krigsaktioner som forbedringer af de sortes rettigheder, kvinders stemmeret og retten til abort. Allerede i 1869 skrev Henry Adams, at den 'største opgave for enhver reformpræsident er at føre senatet tilbage til anstændighed.' Og også i flere bøger og spillefilm er Senatets korruption og kynisme beskrevet.

For ethvert demokrati er det vigtigt at have garantier mod alt for hastige, radikale politiske udsving og folkestemninger. I Danmark har vi en lav spærregrænse, som slipper mange partier ind i Folketinget og dermed fremmer koalitionsregeringer og kompromisser på tværs. I USA vælges Repræsentanternes Hus hvert andet år i lokale distrikter, og det giver mulighed for yderligtgående kandidater af enhver støbning.

Havde Obama kun haft Huset at bekymre sig om, så var både sundheds- og klimareform for længst vedtaget og kongressen i gang med nye udfordringer: Finansreform, galoperende statsunderskud, ledighed, Afghanistan med mere.

Men hvis vi forestiller os den omvendte verden: At Bush og republikanerne havde haft solidt greb om Huset og dermed uhindret havde kunnet føre deres politik, så er det åbenlyst ingen ideel situation. Her kommer Senatet ind i billedet som en sindig gammel onkel, der brummer: »Hm hm, skulle vi nu ikke lige tænke os om og tale os frem til et mere midtsøgende kompromis.«

Senatorer vælges i hele delstater og er ofte mere moderate. Desuden vælges de for seks år og formodes derfor at være mindre påvirkelige af pludselige strømninger. Det er i hvert fald den positive udlægning af historien. Den mindre rosenrøde version går på, at de republikanske senatorer det seneste år bevidst har gjort alt for at forsinke, nogle vil sige direkte sabotere Obamas politik.

En elendig strategi kunne man mene, for går denne negative attitude ikke først og fremmest ud over deres egne chancer? Selvom opbakningen til Obama falder (og de seneste uger har dykket under 50 pct.), så vinder republikanerne ikke frem.

Problemet set fra Europa er, at strategien også går ud over både demokraterne og troen på selve demokratiet. Som weekendens afstemning om at åbne sundhedsdebatten viste, så kan demokraterne godt stå sammen, når det gælder. Det tager bare meget længere tid, end det behøvede. Og derfor når de at indfri langt færre valgløfter før midtvejsvalget i november 2010, end de havde håbet på. I tilfældet klimaloven er der yderligere det åbenlyse problem, at Senatet ikke bare forsinker USA, men hele verdens muligheder for at indgå en ambitiøs aftale. Dog er der håb forude. Lovene kan ikke forsinkes for evigt. Og Obama virker fortsat fast besluttet på at blive en transformativ præsident - om noget illustreret ved gårsdagens beslutning om at møde op i København, også selvom der ikke er en færdig klimalov at forhandle ud fra.

USA's vælgere har meget at tænke på for tiden: Arbejdsløshed, tvangsauktioner, slunkne pensioner. Men vælgere er aldrig dumme. Forhåbentlig vil et flertal af dem kunne se, hvem der har saboteret, hvem der sindigt har tænkt sig om, og hvem der har handlet - og forhåbentlig vil de huske det, når de igen skal sætte kryds i 2010.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her