Leder

Tyrkiets arabiske initiativ

20. november 2009

ROJ-tv, den kurdiske kanal, der har adresse i København, har indkaldt til møde i aften på Københavns Rådhus om Tyrkiet. 'Hvad sker der, og hvorfor sker det?' lyder oplægget. En slags svar kom på et akademisk træf i sidste uge på Det danske Institut i Damaskus, hvor problemstillingen var til drøftelse, om end mere præcist formuleret: Er EU i færd med at tabe Tyrkiet, eller er Tyrkiet ved at tabe EU?

Begge dele, hvis man ser godt efter. Den islamisk hældende regering i Ankara, der har haft absolut parlamentarisk flertal i syv år, intensiverede efter endnu en stor valgsejr i 2007 en diplomatisk offensiv mod øst og syd under parolen 'nul problemer'. Med naboerne, forstås.

Tætte samarbejdsaftaler er indgået med Irak og Syrien. Ny harmoni med Iran - premierminister Tayyip Erdogan, har kaldt den skrydende Ahmedinejad »en god ven« og støtter Iran i atomstriden med Vesten. En opblødning mod Armenien med underskrivelsen af to hensigtsprotokoller om normalisering efter at al kontakt blev afbrudt i 1993 oven på den armenske besættelse af Nagorno-Karabakh.

Relationerne til Centralasiens (tyrkiske) tidligere sovjetrepublikker, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan og Usbekistan koordineres med Rusland, der desuden er en stedse vigtigere samhandelspartner. Af samme grund var den tyrkiske reaktion på krigen i Georgien i 2008 langt mere afdæmpet end i EU og USA.

PRISEN for denne 'euro-asianisme', som Ziya Öni, en tyrkisk professor, der deltog i Damaskus-konferencen, kalder de nye tiltag, er en åbenlys forværring i relationerne til den strategiske partner Israel, et køligere forhold til USA samt øget afstand til det EU, der siden 2005, hvor forhandlinger om medlemskab blev indledt, har vendt den kolde skulder til Tyrkiet. Som har svaret med en de facto opbremsning i de reformer, der i 1999-2005 sløjfede dødsstraffen, gav nye (men utilstrækkelige) rettigheder til kurderne og sikrede beskyttelse af det regerende AKP (Adalet ve Kadima Partisi - Retfærd og Udviklings-partiet) mod lukning.

Og siden 2005 har AKP-regeringen, godt hjulpet af den europæiske højrefløj, ignoreret EU's krav om at fuldende reformprocessen, herunder at droppe den famøse paragraf 301 i straffeloven, der er et gummistempel mod ytringsfrihed og elementære demokratiske rettigheder.

En udlægning af forsømmelserne er, at regeringen har reageret mod typer som Morten Messer-schmidt, der i øvrigt er inviteret til ROJ-mødet på Københavns Rådhus, men en mere jordnær forklaring er, at EU ikke længere er nødvendig som nyttig idiot. Nu kan AKP selv med en vælgeropbakning på 47 procent. Den sekulære opposition er reelt sat skakmat. Militæret er skandaliseret af den såkaldte Ergenekon-affære, hvor 300 personer er anholdt siden 2007, herunder sekulære intellektuelle og firestjernede eks-generaler og officerer fra gendarmeriet. 194 er tiltalte og dømt for 'forsøg på at skabe kaos i den hensigt at omstyrte den lovligt valgte regering'.

I mange sager er bevisbyrden mildt sagt tynd, og noget tyder på, at AKP's proselytter i politiet og dele af retsvæsnet misbruges til at intimidere den sekulære opposition.

MED Tyrkiets historie in mente er det troligt, at udtjente officerer fantaserer om at bombe landet tilbage til de mørke 90'ere, hvor landet ravede rundt i et korrupt kaos, styret af militæret og tyvagtige politikere.

Dengang i 90'erne kunne de skingre påstande om de tyrkiske islamisters 'udemokratiske sindelag' afvises med, at var de ikke ved magten, og hvis det kom an på en prøve, overholdt de faktisk de demokratiske spilleregler, som vi hylder dem. Det gør de sådan set stadig i den forstand, at de omhyggeligt undgår at bruge religionen som politisk argument - deres krav om at tillade hovedtørklæder på universiteter begrundes med hensynet til ytringsfrihed.

Men, men ... deres 'demokratiske initiativ' over for kurderne i sydøst modsiges af hårrejsende rapporter om optrapning af menneskerettighedskrænkelser, baseret i nye anti-terror-love og paragraf 301.

Ergenekon-komplekset er et eksempel på, at regeringen ikke viger tilbage fra beskidte tricks for at knægte den sekulære opposition.

Så der er grund til opmærksom skepsis - ikke af Messerschmidts slags, men for at fastholde presset på Tyrkiet om at fuldføre den demokratiske reformproces.

Men måske er den islamisk hældende regering ikke interesseret, og meget tyder på, at øst- og sydinitiativerne er begyndelsen til en gradvis kursændring væk fra det EU, de aldrig for alvor har været interesseret i, men i en periode var en bekvem løftestang for politisk overlevelse, da generaler og forfatningsdomstol stadig havde magt, som de havde agt. Vi får se.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer