Leder

Ubehag

Debat
30. november 2009

EN TV-SERIE om Blekingegadebanden er på vej til skærmene, men er det etisk forsvarligt at bringe den? Der er trods alt nulevende mennesker, som blev ramt af bandens voldelige aktioner, herunder de pårørende til den dræbte politibetjent i Købmagergade. Skal de virkelig opleve, at denne ugerning nu gøres til underholdning, og hvad nu hvis serien fremstiller bandemedlemmerne som helte?
Ikke overraskende, at det netop er Kristeligt Dagblad, der har etik som et af sine nicheområder, som stiller spørgsmålene. En af bladets journalister har blandt andet talt med en kvinde, der som 10-årig oplevede sine bedsteforældre blive bastet og bundet af tre bandemedlemmer, som slæbte bedstemoren og pigen ned i kælderen, mens bedstefaren, der var bankdirektør, blev slæbt med til banken, hvorfra han senere vendte forslået tilbage. Det var et chok, som det tog pigen mange år at komme over. Også hun var blevet slået af bandemedlemmerne.
Man forstår hendes ubehag.
Det var det samme ubehag, mange mennesker følte, da der i sin tid var tale om at gøre den dømte entreprenør, Kurt Thorsen, til studievært i sit eget tv-show, når han kom ud af spjældet, et projekt, der formodentlig af samme grund, blev opgivet. Men man kan da undre sig over den ’heltestatus’, som mange af storforbryderne fra Klaus Riskjær til Stein Bagger synes at få i dele af befolkningen, selvom den nok er dobbeltbundet. Om det så er morderen Peter Lundin, har han fået sin egen bog at forklare sig i. Helt bliver han aldrig, men alligevel.
PROGRAMCHEF på TV 2 Keld Reinecke, der er ansvarlige for tv-serien, tager den – selvfølgelig – i forsvar i Kristeligt Dagblad og siger, at den nære fortid nok i endnu højere grad end før vil blive fiktionaliseret fremover. Det er jo en spændende historie fra det virkelige liv, som vil interessere mange seere. Man har forsøgt at gøre den så faktuelt korrekt som muligt og har hele tiden haft i tankerne, at være »på lovens side« og ikke heroisere personerne.
Vi får se. Med Thure Lindhardt og Nikolaj Coster-Waldau i hovedroller vil det være svært at undgå en kraftig identifikation med bandemedlemmerne.
RENT FORMELT er der ikke noget at komme efter. Når kriminelle har afsonet deres straf kan de frit optræde i medierne (og såmænd også mens straffen afsones), ligesom deres historier i et liberalt samfund med ytringsfrihed står til fri afbenyttelse.
Hvad man kan konstatere er, at grænserne hele tiden flytter sig. Lejemorderen, der er kendt som Sjakalen, også en nulevende person, har været hovedperson i flere film, blandt andet spillet af Bruce Willis. Det har medført om ikke direkte en heroisering, så en mytologisering, og grænsen er hårfin.
Når Blekingegadebanden ruller over skærmene, vil der sagtens være halvanden million seere, som vil følge med i serien. Forhåbentlig holder den balancen mellem underholdning og dokumentation. Andet vil være ubærligt. Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Angående mytologisering: Én ting der har efterladt mig med en rigtig dårlig smag i munden er Forbrydelsen II's portrættering af Bilal's endeligt.

Åbenbart kan denne serie, som i øvrigt opstillede udmærkede og enormt nuancerede spørgsmål til hvad det gør ved et land at være krigsførende nation (specielt når man ikke må tale om det), ikke finde ud af at lave et nuanceret portræt af muslimske danskere som folk der kan finde ud af noget som helst andet end at handle ekstremt. De er simpelthen genetisk disponerede for at sprænge sig selv i luften eller hvad?