I DAG mødes Barack Obama med Kinas præsident, Hu Jintao, og i morgen med premierminister Wen Jiabao. Møderne sker i en venlig atmosfære, hvor Obama har lanceret sig selv som den første amerikanske ’stillehavspræsident’ ved at tale om sin opvækst i Indonesien, samtidig med at han har understreget USA’s accept af Kinas voksende indflydelse. Besøget bliver dækket intenst i de amerikanske medier, der er fascinerede - og skræmte - over Kinas vækst, som inden for en overskuelig årrække kan ende med, at Kina gør USA rangen stridig som verdens dominerende økonomiske supermagt.
Fascinationen har et såre prosaisk udgangspunkt. Kineserne er i besiddelse af nøglen til den amerikanske økonomi, al den stund USA’s svimlende udlandsgæld og statsunderskud er finansieret gennem Kinas opkøb af amerikanske statsobligationer. Officielle tal anslår, at Beijing ligger inde med 800 milliarder dollars af slagsen. USA’s handelsunderskud over for Kina lå i 2008 på 221.1 milliarder dollars.
Det alene har dog ikke ført til et radikalt rolleskift mellem de to supermagter, da kineserne omvendt også har brug for det amerikanske marked til at afsætte deres varer. Sidste år førte amerikanernes pludselige mådehold i julehandlen til fabrikslukninger på stribe og kastede tusinder af kinesere ud i arbejdsløshed. Der er med andre ord tale om en dyb gensidig afhængighed, som ingen af de to lande er helt trygge ved. En gensidighed der vil få enorme globale geostrategiske konsekvenser.
TABEREN i denne gensidige økonomiske afhængighed er menneskerettighederne. I sidste måned undlod Obama at møde Dalai Lama, da denne var i Washington DC for at modtage en fredspris. Og da Hillary Clinton besøgte Kina for otte måneder siden, sagde udenrigsministeren, at menneskerettighederne »ikke kan komme på tværs af samarbejdet om økonomi og klima.« Et dramatisk skift fra 1995, hvor samme Clinton holdt en tale, også i Kina, hvor hun som førstedame erklærede, at »kvinders rettigheder er menneskerettigheder«.
I sin tale til udvalgte studenter på Shanghais videnskabsmuseum i går fik Obama godt nok sagt, at retten til at ytre sig er universel og gælder »i USA, i Kina og i hele verden«, og at alle skal have ret til at bruge internettet. Endelig slog han fast, at rettighederne må gælde for alle, »også for religiøse og etniske minoriteter«. Han henviste til de sorte amerikaneres frihedskamp og citerede Martin Luther King.
Men med menneskerettigheder gælder det, at det ikke er nok at tale om dem. Der skal også lægges et reelt pres på myndigheder og politikere. Her ser det ikke ud som om, man kan forvente sig noget særligt fra Obama. Konklusion ? At der med den demokratiske præsident er sket et stilskifte, der har ført til en mere hyggelig og samarbejdende atmosfære, men at den republikanske forgænger George W. Bush gjorde mere for direkte at hjælpe de kinesiske dissidenter og menneskerettighedsaktivister, som lider i Kinas fængsler.
