Leder

Vælgernes straf

Den mest markante tendens ved dette års kommunalvalg er hverken, at Dansk Folkeparti har konstitueret sig lidt til højre og venstre, eller at de to store kommunepartier Socialdemokraterne og venstre er gået tilbage
Debat
19. november 2009

Den mest markante tendens ved dette års kommunalvalg er hverken, at Dansk Folkeparti har konstitueret sig lidt til højre og venstre, eller at de to store kommunepartier Socialdemokraterne og venstre er gået tilbage. Nej, det mest iøjnefaldende er, at vælgerne i den grad har straffet de siddende borgmestre. På tværs af partiskel og kommunestørrelse har borgmesteren og hans parti i langt de fleste kommuner lidt nederlag og nogle steder et meget stort nederlag. Som Informations optælling i dagens avis viser, så er det kun i 15 ud af 98 kommuner, at borgmesterens parti er gået frem. I resten er borgmesteren enten væltet, eller han har måttet notere en tilbagegang. I nogle kommuner så som Kolding og Furesø har der endda været tale om så alvorlige tæsk til borgmesteren, at det er svært at forestille sig, at han kan rejse sig igen.

Og hvad skyldes det så? En forklaring, som taberpartierne allerede har forsøgt sig med, er, at Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti denne gang er slået igennem for alvor som kommunale partier. De nye store kommuner har gjort det muligt for også mindre partier at føre seriøse kampagner i alle byer. Men det er kun en lille del af forklaringen. Den vigtigste er, at vælgerne har villet straffe de siddende borgmestre for de nedskæringer, som man har oplevet gennem mange år. Kommunerne er længe blevet holdt i et økonomiske jerngreb og har fået frataget muligheden for at føre en selvstændig politik. Via bloktilskud, årlige centrale økonomiaftaler med finansministeren og en masser af restriktioner er den kommunale råderum blevet indsnævret år for år. Det betyder, at de valgte kommunale politikere i meget stort omfang har skullet administrere påbud og nedskæringer uden mulighed for at øge indtægterne gennem højere skat. Selv de kommuner, som har opbygget en formue, har ikke haft mulighed for at bruge af den til bedre service, fordi regeringen har villet begrænse det offentlige forbrug.

Den markante straf til de siddende borgmestre bør derfor mane til eftertanke. Hvis kommunerne som yderste led skal forvalte den offentlige velfærd med øget bureaukrati og færre penge og stå til regnskab over for borgerne hvert fjerde år, så må de kræve et større politisk råderum. Ud over de snærende økonomiske rammer, så sættes der fra Folketinget stadig flere restriktioner og krav til, hvordan de kommunale institutioner skal forvaltes. Ved sidste valg til Folketinget præsenterede Socialdemokraterne ligefrem et helt katalog over minimumstandarder for offentlig service - lige fra antallet af brusebade til de ældre på plejehjemmet til kvadratmetre i vuggestuer. Kommunalpolitikere vil som alle andre helst måles på, hvad de har bedrevet, og hvis overdreven central styring har forvandlet kommunerne til administrative og ikke politiske enheder, så er det ikke mærkeligt, hvis man ude omkring føler, at vælgernes dom er en smule uretfærdig.

I landets største kommune København undgik Socialdemokraterne den store nedsmeltning ved at skifte ud på overborgmesterposten. Partiet måtte dog også her notere en klar tilbagegang, men ligesom i mange andre kommuner blev den socialdemokratiske tilbagegang opvejet af en fremgang til SF. SF blev valgets store sejrherre, hvilket til dels tilskrives den landspolitiske Villy-effekt, men det kan også tages som et udtryk for, at mange vælgere gerne har villet straffe den siddende borgmester uden at miste det røde flertal. Skal man tro partilederne selv, så vandt de alle sammen kommunalvalget i tirsdags - på den ene eller den anden måde. Evnen til at finde netop det resultat af valget, som er udtryk for en sejr er raffineret gennem mange års træning. Selv Venstres formand Lars Løkke Rasmussen kunne finde trøst og mente, at valget havde være acceptabelt, selv om Venstre gik markant tilbage og mistede en stribe borgmesterposter heriblandt ledelsen af gamle Venstre bastioner som Rebild, Lejre og Favrskov.

Hvad kan landspolitikerne bruge resultatet til? Det er interessant, at Dansk Folkeparti på kommunalt plan samarbejder på kryds og tværs og mange steder har konstitueret sig sammen med venstrefløjen. Det viser, at et fremtidigt samarbejde også i Folketinget ikke er helt ude i skoven. Emnet fik de radikales leder Margrethe Vestager helt op i det røde felt, da nogle Socialdemokrater og DF'ere antydede den mulighed i fald flertallet skifter efter næste valg. Et S-SF-DF samarbejde var dog det værste, de radikale kunne forestille sig. At det overhovedet kom på banen, viser hvor langt ude S og SF er kommet i deres iver efter magten. I går konstituerede den radikale Klaus Bondam sig så med Dansk Folkeparti for at få en borgmesterpost. Sådan er politik så omskiftelig. For S og SF betyder kommunevalget en yderligere sammentømring af det fælles projekt, omend der ikke alle steder i landet har været lige stor fordragelighed. I flere kommuner har SF snuppet borgmesterposten ved at gå sammen med de borgerlige. Sådan er magten så dragende.

Serie

Kommunalvalg 2009

Seneste artikler

  • Kammerater, tænk på kulturen i kommunen

    18. december 2009
    Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højt
  • Arkitekturgryde a la socialisme

    28. november 2009
    Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn
  • 'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'

    20. november 2009
    Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bent Winther:

."Et S-SF-DF samarbejde var dog det værste, de radikale kunne forestille sig. At det overhovedet kom på banen, viser hvor langt ude S og SF er kommet i deres iver efter magten."

Glimrende leder af Bent Winther. Valgresultatet skal naturligvis forklares og nanlyseres med udgangspunkt i kommunlareformen og ikke med stand-up-kommentatorernes overfladiske vrøvl om "Pia-effekt" og "Villy-effekt".

En AOF regering er vel det værste mange danske vælgere kan forestille sig, men det er ikke desto mindre et stadigt mere realistisk scenarie efterhånden som S og SF hele tiden bliver mere fremmedfjendske og hele tiden tilpasser deres udlændingepolitik til Dansk Folkepartis

Seneste lavpunkt er at S og SF har besluttet sig for at tilsluttet sig Dansk Folkepartis såkaldte repatrieringsydelse, hvor man udtrykt med Villy Søvndals retorik vil betale indvandrerne en stor sum penge for at skride ad helvede til.

En stemme på SF er en stemme på Dansk Folkeparti.

Lennart Kampmann

Glimrende kommentar af Per Thomsen.

Forstemmende er det også at dansk politik i medierne er blevet forsimplet til rød og blå blok. Må jeg foreslå at inddrage begrebet brun blok i debatten. Med udsigt til en s-sf-df regering er det højaktuelt.

Kommunalvalget viser klart at der er mange måde at nå frem til magtens tinder og rygdolken er stadig et yndet våben.
Interessant er det også at DF vil gå så langt som til at støtte radikale for at straffe konservative. Hvornår siger liste C fra og går?

Med venlig hilsen
Lennart

Dorte Sørensen

Per Thomsen
Bare en lille side bemærkning . Den såkaldte repatrieringsydelse er ikke en DF opfindelse, da SR-regeringen også gav et beløb til indvandre der ønskede at tage tilbage til hjemlandet.
Så at DF nu ønsker et større beløb udbetalt samt at straffe kommunerne, der ikke arbejder hårdt nok for at få indvandre til at forsvinde er det nye.

Præcis analyse fra BEWs side

"Emnet fik de radikales leder Margrethe Vestager helt op i det røde felt, da nogle Socialdemokrater og DF’ere antydede den mulighed i fald flertallet skifter efter næste valg. Et S-SF-DF samarbejde var dog det værste, de radikale kunne forestille sig."

Det vil garanteret også få en del SF'ere til at tage afstand fra det forslag, så Villy skal passe på at han ikke mister balancen og falder ned i favnen på Pia K.

Måske var det på sin plads at påpege et faktum, som åbenbart overses af selv de politiske journalister:

forskellen på, at få en borgmesterpost med DF-støtte og at danne regering på DF-mandater er yderst markant: når man er blevet konstitueret som borgmester, kan man ikke væltes i valgperioden, og er dermed ikke længere afhængig af DFs velvilje.

Dvs. at DF ikke kan styre Bondam, bare fordi de har hjulpet ham til posten, - den hjælp har de givet til gengæld for, at R lagde mandater til at DF kunne få et antal andre poster.

Og det er måske diskutabelt om den handel er god for R og København, men det har intet at gøre med en sammenligning med en AOF-regering.

Jeg er selv modstander af, at S og SF går i clinch med DF, men på den anden side er det vel forståeligt nok, at Stockholm-syndromet også gælder for folketingspolitikere ... når man har været så tæt på den gruppe der holder DK som gidsel i så mange år, så må ens realitetssans naturligvis lide skade, og S og DF er derfor begyndt at opfatte nogle af DFs ideer som fornuftige.

Med hensyn til strafelementet har også valghandlingen karakter af selvpineri, når mange ’frivillige’ deltager i ceremonien for at stemme på liste blank og på Anders And, som formodentlig stemmemæssigt overgår flere ligegyldige legitime lister som liberal alliance og alle kærligheds- og rårygerpartier tilsammen.

Matematisk set er der nok 100.000 gange større sandsynlighed for at kradse af pga harmløs svineinfluenza end for at ens kryds skulle gå hen og få antydning af afgørende betydning, Og skulle miraklet ske kan man være sikker på, at repræsentanten er en klon, som udover officielt at mene, hvad der kræves af partiets hellige skrifter, også er fjernstyret fra Christiansborg ligesom stigende dele af valgkampen er det samt at eventuelle væsentlige positive kommunale fremskridt vil være omhyggeligt afsikret via landets overordnede love. Man kan jo ikke have utilregnelige folkevalgte rendende frit rundt i kommunerne uden at de dagligt indtager regeringens medicin.

Men derfor kan det alligevel være underholdende tidsfordriv at få bekræftet, hvad der er de drivende kræfter i politik og iagttage hvordan magtbegæret og veltalende egoer løber med ens stemme og deres nye fine poster, penge og polemik, hvis man da ikke blev reddet af influenzaen og sofaen. Men så er der så alle flosklerne som i sportsverdenen: Det er en stor festdag at stemme og man kan ikke tillade sig at klage, hvis man ikke har været i boksen og sat kryds ud for Anders Ands nevøer.

Mht. forvirringen om repatrieringsydelse så var der yderligere den krølle, at også Johanne Schmidt-Nielsen mente, det var udmærket at forhøje beløbet. Striden går vel i det hele taget snarere i retning af, om kommunerne skulle opsøge borgerne (eller endog genere dem), som nogle mere end antydede. Men typisk for hvordan (dansk) politik afgøres i overskrifter og tegneseriebobler, så kommer mange vigtige detaljer langt senere og bliver ligegyldige for det bestemmende flertal. Om så det er Bondams forlovelse eller lovteksten om repatriering - var det danske statsborgere, ikke vestlige indvandrere eller som hidtil formuleret flygtninge. Der er nye smørrebrødsoverskrifter i dag.