Leder

Alsidig, kulturel og oplysende

Der er i dag ikke så vandtætte skotter mellem det politiske system og Danmarks Radio, som der var tidligere, men måske er det netop nødvendigt
29. december 2009

Bunden er nået, når noget så åndssvagt som X Factor kan ses af hele befolkningen, uanset uddannelse og baggrund. Det er ganske interessant, som det har grebet om sig. Og lederskribenterne, inklusive Weekendavisen, synes, at det er i orden. Jeg kan næsten ikke fremskrive en så forfærdelig udvikling.

Lad os begynde med en quiz: Var det DR's næstformand Ole Hyltoft, der sagde ovenstående? Var det bestyrelsesmedlem Katrine Winkel Holm eller var det DR's formand, Michael Christiansen?

Ganske rigtigt: De kunne formentligt alle have sagt det. Men det var Michael Christiansen, der på Holstebro Kulturdage kort før han blev udnævnt til bestyrelsesformand for DR i november 2008 påpegede den bemærkelsesværdige konsensus, der havde dannet sig i den danske offentlighed: At det var DR's opgave at nå ud til så mange danskere som muligt, at DR's succes kunne aflæses i seertal, og at relationen mellem DR og danskerne kunne beskrives som relationen mellem en forretning og dens kunder. Kort efter sin udnævnelse lagde Michael Christiansen afstand til citatet og sagde, at han ikke ønskede at diskutere, hvad der var blevet sagt på et lukket møde. Men det tjente ikke desto mindre som et forvarsel.

Der blev i 2009 vendt op og ned på de grundlæggende begreber i DR. I løbet af efteråret blev eksempelvis mediedirektør Lars Grarup - det var ham, der om nogen inkarnerede idéen om det bredest mulige DR - beskrevet som den mest magtfulde mand i DR, som hånden i handskedukken Plummer. Medarbejdere i DR ville vide, at det blot var et spørgsmål om tid, førend Grarup udnævnte sig selv til generaldirektør. Men pludseligt var han væk: DR Medier, som han var direktør for, blev beskåret til uigenkendelighed. Grarup blev ikke fyret men ydmyget nok til, at han valgte at trække sig.

Det mest bemærkelsesværdige ved forandringerne var, at de næsten ingen modstand mødte. I årevis har diskussionen ellers bølget frem og tilbage. Der var dem, der argumenterede for det klassisk smalle DR og som mente, at DR kun skulle løfte det, de kommercielle aktører ikke kunne. Og der var dem, der argumenterede for det brede DR og som mente, at DR skulle være mest muligt for flest muligt. På en konference, som DR selv arrangerede i løbet af efteråret, reflekterede Michael Christiansen over den usikkerhed, hvormed de fleste definerede public service. Med sin autoritære fremtoning fortalte han, at han ikke forstod, hvorfor det skulle være så svært. »Public service starter der, hvor skolepligten slutter,« og selv om det på sin vis lød som noget fra 50'erne, var der ingen, der sagde ham imod.

Man kan ikke sige, at Christiansen løb åbne døre ind, men alligevel. Mens den tidligere generaldirektør Christian S. Nissen ligesom den nuværende Kenneth Plummer stod for en helt anderledes bred definition, har diskussionen om DR været præget af en bemærkelsesværdig alliance mellem de kommercielle konkurrenter og den kulturelle elite. Det er to grupper, som ikke er enige om meget, men som dog kan enes om, at DR skal koncentrere sig om det smalle; de kommercielle, fordi de selv gerne vil profitere af det brede; de kulturelle, fordi der tilfældigvis er et sammenfald mellem deres egne interesser og det, de mener, når de siger smalt.

Det har været et afgørende succesparameter i DR, at TV Avisen skulle ses af flere, og derfor kom Aftenshowet til for at lokke flere seere til nyhederne. Talentshow og fodboldtransmission blev udlagt som det, der sikrede sammenhængskraften - vi skal ikke her hænge os i det fattige ved et fællesskab, som holdes sammen af teenagere, der synger falsk, og et landshold, der ikke kan ramme bolden. Heldet til at samle nationen omkring tv-drama søndag aften blev gjort til DR's raison d'etre, og man valgte at prioritere en stjernerække af velproducerede men ufarlige tv-serier med samme driftsikre manuskriptforfattere og samme velkendte koncepter. Det er ikke overraskende, at man i en organisation, der ikke helt ved, hvad den er sat i verden for, gør popularitet til den væsentligste målestok, men derfor er det alligevel et problem.

DR har haft en række svage bestyrelser med uklare mandater. Når man ikke ønskede, at politikerne skulle kunne blande sig i programmer, var det sporene fra Radiorådet, der skræmte. Men det er netop de spor, som Michael Christiansen har valgt at ignorere, og det var måske det, han mere end antydede, da han tidligere på året sagde: »DR er en del af staten.«

DR's fire nye direktører er således ansat direkte af bestyrelsen, og det ellers klokkeklare princip om, at bestyrelsen ikke må blande sig i programmerne, er ikke længere helt så klart. Der er i dag ikke så vandtætte skotter mellem det politiske system og DR, som der var tidligere, men måske er det netop nødvendigt. I hvert fald så det ud, som om et autonomt DR mistede orienteringsevnen, og erkendelsen er måske, at det i sidste ende er et politisk anliggende at definere, hvad »alsidig, kulturel og oplysende« betyder i praksis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ser ud til, at et medlemsskab af DKP, på et eller andet tidspunkt, fortsat er en væsentlig kvalifikation, hvis man søger ansættelse hos DR.

Mængden af glimtende fordummelsesprogrammer sørger for et publikum, der bevidstløst konsumerer den politiske propaganda. Eller slet ikke opdager den uvidenhed, man er drevet ud i.

Et TV-offer, er udsat for en art hypnose.

Tom W. Petersen

Michael Christiansen tog sine grimme ord om X-factor i sig igen i et interview med journalist Jersild.
Han mente det ikke alligevel...