Leder

Blairs tilståelse

Det vakte kun mild opsigt i arabiske medier, da Tony Blair tilstod til BBC, at han uanset bevisets stilling om Saddams masseødelæggelsesvåben havde besluttet at invadere Irak som halehæng til USA
19. december 2009

DET vakte kun mild opsigt i arabiske medier, da Tony Blair tilstod til BBC, at han uanset bevisets stilling om Saddams masseødelæggelsesvåben havde besluttet at invadere Irak som halehæng til USA. Den palæstinensiske avis 'Al Quds al Arabi' konstaterede tørt, at Saddam nu må betragtes som 'endeligt frikendt', irakiske medier ignorerede nærmest tilståelsen og få arabiske lederskribenter gad gå til tasterne.

For araberne var tilståelsen af politisk og moralsk svindel ikke nogen nyhed, men kun bekræftelse af en i forvejen kendt tilstand.

Hvad Vesten havde tilbage af moralsk kapital i den muslimske del af verden - kravet om menneskerettigheder, f.eks. - formøblede Bush og Blair (og Fogh Rasmussen) med tilvalgskrigen mod Saddam. Den britiske ekspremierminister og aktuelt 'særlig udsending' for 'Kvartetten' (USA, EU, FN og Rusland hvis 'køreplan for fred' aldrig har forladt remisen) har nu eksponeret Vestens hovedproblem i relationerne til den muslimske verden: Fraværet af troværdighed.

I den arabiske optik er Vestens moralske standard dobbeltmoralen, og i deres øren er gloserne 'frihed' og 'demokrati' synonyme med 'imperialisme' og 'militær besættelse'. En af Irak-krigens politiske effekter er marginaliseringen af arabiske demokrater, der indtil da var til stede i feltet mellem militærdiktaturer og islamiske fundamentalister. De er tavse i dag, kompromitterede af løgnhalse som Bush og Blair.

For som, vi ved nu, og som Blair altså bekræfter, handlede Irak-krigen kun udadtil om at afvæbne Saddam som 'trussel'. Han var for længst inddæmmet af mere end 10 års forkrøblende sanktioner, hvilket stod klart for alle, der ankom til det udsultede Irak. Saddam kunne ikke slå en bule i en blød hat, de eneste, han truede, var sine landsmænd, der dog, når de blev spurgt, frabad sig 'hjælp' udefra. Krigen handlede om Saddams valutaskift fra dollar til euro i FN's olie-for-mad-program, tildelingen af store oliekoncessioner til kineserne og irakernes geopolitiske adresse som nabo til Iran. Det blev bare ikke sagt højt.

NU HAR den tredje britiske undersøgelseskommission så afsluttet høringerne i et nyt forsøg på at finde frem til det reelle beslutningsgrundlag for krigen, og der er kø ved håndvasken.

I alt 38 diplomater, officerer og statsadministration-mandariner har i fire uger tørret ansvaret for krigen af på Blair. I sandhed hårrejsende stof.

Storbritanniens premierminister var klar over, at Saddam næppe havde et operativt arsenal af kemiske og biologiske våben. Han blev yderligere briefet om, at Saddam selv havde destrueret sit tilbageværende arsenal. Topjurister og regerings-kolleger advarede intenst mod at koble Storbritannien på USA's neokonservative korstog for regimeskifte i Irak. Og nu siger Blair så selv, at det internationalt illegitime regimeskifte var hans prioritering, og at han ville have (op)fundet alternative argumenter, hvis myten om masseødelæggelsesvåben var blevet skudt ned (hvad den jo blev med tiden).

Hvad Blair altså siger er, at selvom beslutningen nødvendiggjorde grov vildledning af Underhuset (hvilket bl.a. skete 24. juli 2002 med ordene 'ingen beslutning er truffet', og altså dagen efter hans inderkreds var informeret om, at 'krig er uundgåelig'), ja, så er det bare ærgerligt. Og alt peger på, at Blair allerede i april under et besøg på Bush-ranchen i Crawford, Texas, lovede sin vært, at Storbritannien stod last og brast.

BLAIR skal forklare sig til undersøgelseskommissionen i det nye år, og der er lagt i kakkelovnen. Men det vigtige spørgsmål bliver næppe stillet, nemlig hvordan det lod sig gøre at en enkelt politiker, ganske vist den premierminister med solidt flertal bag sig i Underhuset og med en hird af begavede og ryggesløse rådgivere, men alligevel - hvordan var en enkelt politiker i stand til at drive sit land ud i et krigseventyr, der på bundlinjen kun har Iran og sunnimuslimske fundamentalister som vindere?

Svaret handler om fraværet af ægte demokrati. Om kujonagtige parlamentarikere, der kun havde karriere og genvalg for øje, om svage embedsmænd og officerer, der ikke turde sige fra over for mandens patetiske ambition om at spille 'en international rolle'. I Labour-partiet var tidligere udenrigsminister Robin Cook (som Blair havde 'sparket opad' til en ubetydelig honorær post) alene om at træde tilbage i protest mod chefens besættelse af at være dus med Bush og få sit billede i historiebøgerne.

I øvrigt kan samme spørgsmål med føje stilles i Danmark, hvor Fogh Rasmussen ifølge alle tilgængelige kilder var forhippet på tilslutningen til 'de villiges koalition' bestående af 33 grundfæstede demokratier, herunder Af-ghanistan, Albanien, Kuwait og Uzbekistan.

Men en forskel på London og København er, at disse spørgsmål ikke stilles på Slotsholmen.

Hvorfor mon?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Ellegaard:

."Men en forskel på London og København er, at disse spørgsmål ikke stilles på Slotsholmen.
Hvorfor mon?"

Fordi den danske presse efterhånden er blevet monopoliseret af to enorme mediegiganter der begge støtter VKO regeringen. I Danmark er der præcis lige så megen "fri presse" som i Berlusconis Italien.

Tom W. Petersen

Lasse Ellegaard
Du har selv givet svaret i sidste del af lederen.
Det begynder med: "Om kujonagtige parlamentarikere..." etc.
Og iøvrigt: Dyb respekt for Robin Cook.

mariann offersen

Må jeg henlede opmærksomheden på Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irak-krigen.

3. -5. marts behandler højesteret anken om søgsmålskompetence.

Gå ind på siden www.gk.2003.dk læs om sagen og støt den.