Leder

Efter COP15: 'Bottom-up'

Debat
21. december 2009

»Det er vel et af de vigtigste resultater, at der over de sidste år er sket et totalt skift i den her dagsorden, og hvor den kæmpestore udfordring nu bliver at sørge for, at emnet holder sig der.«
Connie Hedegaard, topmødeminister, den 19. december 2009

Nogle gange må verden trække sig selv op ved håret. Som nu, hvor to års intense forhandlinger og millioner af menneskers ihærdige indsats for en ambitiøs, global og bindende klima-aftale er endt i en foruroligende erosion af FN-samarbejdet og i en svag hensigtserklæring, som klimatopmødet i København ikke vedtog, men blot 'noterede sig'. Helt frem til lørdag eftermiddag arbejdede en række af de søvndrukne landerepræsentanter i Bella Centers plenarsal - med held - på at få præciseret, at erklæringen ikke kommer til at optræde som et COP15-dokument. København-erklæringen er et papir uden FN-status og kun med opbakning fra de lande, der i den kommende tid vælger at tilslutte sig den.

Tragedien ligger på to planer:

For det første svigtes klimaet og de mennesker, der er mest sårbare over for klimaændringerne. Ganske vist anerkender erklæringen »den videnskabelige vurdering, at stigningen i den globale temperatur bør være under to grader«, men den angiver ikke, hvornår udledningernes vækst skal toppe - FN's klimapanel har sagt inden 2015 - og den definerer ingen mål for CO2-reduktion, hverken på kort eller lang sigt, og hverken for i- eller u-lande. Nationale CO2-reduktionsmål kan lande på frivillig basis indberette til FN inden den 1. februar.

Teksten rummer tilsagn om hurtig klimabistand på knap 10 mia. dollar årligt for perioden 2010-12 samt en ambition om at skaffe 100 mia. dollar fra 2020. Det sidste er imidlertid markant mindre end u-landenes skønnede behov, og det oplyses ikke, hvem der skal betale pengene. Endelig blev teksten til sidst støvsuget for formuleringer om at gøre erklæringen juridisk bindende via en efterfølgende forhandlingsproces.

Erklæringen er så svag, at bl.a. den lille ø-stat Tuvalu - der om nogen har brug for en ambitiøs klimaindsats - endte med at afvise den under det afsluttende plenum. »Det ser ud, som om vi bliver tilbudt 30 sølvmønter for at forråde vort folk og vor fremtid,« sagde Tuvalus forhandler, Ian Fry, med henvisning til, at stillehavsnationen er prisgivet, hvis temperaturen får lov at stige over 1,5 grader.

Den anden del af tragedien er demonstrationen af FN-systemets begrænsninger. Års minutiøst og opslidende arbejde, udført af en hærskare af forhandlere, fagfolk og embedsmænd med sigte på at håndtere de mange delelementer i en kommende aftale blev i København blæst af banen af politiske intrigeren, stormagtsspil og historiske opgør. Der kom ingen operative beslutninger om skovbeskyttelse, reform af CO2-kreditsystemet, Ruslands varme luft etc. Alt er udskudt. I stedet blev Bella Center skueplads for et selvbevidst Kinas markering af, at det ser sig selv som den ny globale supermagt og et trængt USA's bestræbelse på at afvise udfordringen. Parallelt blev COP15 vidne til et forståeligt, men desværre destruktivt forsøg fra G77-gruppens og Afrikas side på et historisk opgør med de rige landes magtmonopol i global politik.

Siden Bali-mødet i 2007 har COP-systemet arbejdet sejt og langsomt uden reel bevægelse på de afgørende punkter om CO2-mål og penge. Først under pres af det tilstundende COP15-møde begyndte landene i de sidste måneder at bevæge sig. For så blot at opleve statslederne dukke op og degenerere klimamødet til skueplads for storpolitisk magtkamp. Først talte USA, Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien bag lukkede døre teksten ned til laveste fællesnævner, og derefter nægtede et antal u-lande at godkende den, fordi processen var udemokratisk og det magre resultatet »en selvmordspagt« for de mest udsatte, som G77-talsmanden, Lumumba Di-Aping, udtrykte det.

Nogle fagfolk havde advaret på forhånd, og flere rejser nu spørgsmålet, om FN-systemet reelt magter at håndtere den komplekse globale klimaudfordring efter det forhandlingssystem, der blev søsat med Kyoto-protokollen. Det er på mange måder en ny verdensorden, der er på dagsordenen - kan den skabes top-down via FN-processer og -topmøder?

Efter nedturen i Bella Center må verden trække sig selv op ved håret. Og kraften til det kommer af alt det andet, der er sket op til og under COP15. Det sidste års massive informationsindsats i verdens medier og på internettet. De mange internationale kampagner og initiativer fra både ngo'er, byer og kommuner samt den grønne del af erhvervslivet. Ideerne, kreativiteten og entusiasmen blandt de mange tusinde aktivister i DGI-byen og andre steder. Den store folkelige demonstration den 12. december og de talløse farverige aktivistoptrin i gangene i Bella Center. Plus talerne fra de verdensledere, der viser, at de har forstået udfordringen, men endnu mangler modet, opbakningen og presset til at handle. Mens FN-processen foretager den nødvendige selvransagelse, må indsatsen fortsætte og forstærkes bottom-up - nedefra og opad. Det er, som Al Gore sagde her i avisen i fredags:

»For mig vinder håbet altid, for vi har virkelig ikke noget alternativ. Vi er nødt til at klare det her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her