Leder

Hjemstavn

30. december 2009

Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget. Når sidste års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris Naja Marie Aidt i sin nye bog Alting blinker digter om »pludselig bøgeskov«, om at »jeg er hjemme og hører Østersøen slå mod sten« og »sang og bægerklang der lyder i de grønne sale«, så er det en digterisk besyngelse af hjemstavnen set fra udlændigheden i New York. Og når Mette Moestrup i sin nye bog Jævnet med jorden vender tilbage til, hvor hun kommer fra, så er det et kunstnerisk formuleret, personligt frigørelsesprojekt, men også en ny hjemstavnsdigtning med binding til krop, jord, slægt og steder.

Gennem hele tiåret, som også Erik Skyum-Nielsen vil komme ind på i sin oversigt i morgendagens avis, er den stærkeste tendens i nullernes litteratur den nye hjemstavnsdigtning. Sjældent har vi fået så mange lokale steder beskrevet i den nye litteratur; det gælder lige fra Himmerland i Jens Smærup Sørensens Mærkedage, egnen, slægten og familien i Vendsyssel i Hans Otto Jørgensens Ida og Axel-trilogien, det sydlige Lolland hos Helle Helle, et syret Sønderjylland i Erling Jepsens romaner, Samsø i Vibeke Grønfeldts romantrilogi om Agate, Nykøbing Falster i Knud Romers Den som blinker er bange for døden, det fiktive Hvium, som dog har stærkt genkendelige Limfjordstræk, i Ida Jessens romantrilogi, der blev afsluttet i år med Børnene og på sin egen måde Marstal i Carsten Jensens store roman Vi, de druknede.

Parallelt med den tendens til hjemstavnsdigtning i litteraturen er der gennem årtiet opstået en vulgarisering af dansk nationalisme og en dyrkelse af overfladiske nationale symboler. Forfatterne har traditionelt været blandt dem, der har taget stærkest afstand fra nationalismen, samtidig med at de altså har beskæftiget sig intenst med den i deres bøger. Hjemstavnsdigtningen og den politisk formulerede nationalisme har nok samme rod, men har alligevel ikke så meget med hinanden at gøre i det endelige udtryk.

Ikke kun i litteraturen, men også i kulturpolitikken, har der i 2009 fundet en besindelse på det lokale og nære sted. Fra politisk hold formulerede kulturminister Carina Christensen sidst på året en ny slags hjemkomst for kulturen til det nære og folkelige. Mens hendes første år som kulturminister har været præget af mangel på visioner, har hun nu fundet hjem i et i bund og grund gammelt socialdemokratisk projekt: kulturen ud til folket! »Alle i Danmark skal have mulighed for at få adgang til relevante og vedkommende kulturtilbud. Alle er velkomne. Og alle kan være med. Der er ikke noget kunst, der er for svært«, som det blev formuleret i hendes kulturpolitiske udspil. Kunsten skal være derude, hvor folket er, i indkøbscentre i provinsen, hvor de i forvejen kommer, fremfor i fjerne institutioner.

For Carina Christensen handler kultur om det, der binder os sammen, om fællesskabet i vores moderne partikulære samfund. »Når vi kender vores kultur og kulturarv, så giver det os medejerskab til samfundets institutioner og værdier«, som hun formulerede det i sin grundlovstale i år. Skal man sige det lidt enkelt, så handler kunst og kultur for ministeren om opdragelse til demokrati og danske værdier.

I den forstand viderefører Carina Christesen den kulturpolitik, som Brian Mikkelsen påbegyndte i 2001, der handler om at værne os indadtil mod en ydre trussel. Dansk kulturpolitik har siden 2001 været domineret af kulturkampen: en retorisk voldsom oprustning i forhold til kanon og dannelse og i forhold til ny tilgængelighed af kulturarven. Kunsten og kulturen er blevet det sværd, vi skal tage i hånd, når vi som danskere skal forsvare vores nationale værdier. Til forskel fra sin forgænger lægger Carina Christensen dog noget mindre vægt på selve kulturkampen.

Det er svært at være imod det folkelige og ideen om, at kunst og kultur skal være tilgængelig for alle. Samtidig må man tilføje, at kunst nogle gange faktisk er svær, og at kunsten kræver forudsætninger for at blive forstået og afkodet. Det er en sandhed, som man ikke må sige alt for højt her i landet, men sådan er det. Kunsten er ikke i sin natur kun folkelig og tilgængelig; den kan også være krævende, fordi den slår sprækker i vores vante måde at opfatte tingene på, kradser i lakken på velfærdssamfundet og vores selvforståelse, stiller spørgsmål, tøver og siger imod. Kunsten kan også være uhyggelig, foruroligende og ubehagelig. Ligesom den hjemstavn, der skrives så meget om i tidens litteratur. Den er ikke kun idyllisk og hyggelig, men er omfattet af lige dele kærlighed og had, af binding og frastødelse. I kunstværker kan der side om side eksistere flere og modsatrettede sandheder. I politikken oftest kun én. Der er derfor, det ofte kan betale sig at gå via kunsten, når man vil forstå virkeligheden lidt mere komplekst. Også her ved slutningen af 2009.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
  • Langeland blues

    3. august 2009
    Lige så ofte som jeg brokker jeg mig over Gucci-københavnere med fine fornemmelser, vender jeg øjne af Puch Maxi-typer og sladderkællinger i Brugsen på Langeland. Ambivalens er noget, alle ny-københavnere skal vænne sig til
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

” Samtidig må man tilføje, at kunst nogle gange faktisk er svær, og at kunsten kræver forudsætninger for at blive forstået og afkodede.” Uha da da – det må være rent guf, for dem der lever fedt af, at afkode kunst og forklare os andre hvad vi umiddelbar ikke fatter! Minder mig om en lille vits: Manden sidder og læser teater anmeldelserne. Pludselig råber han med fortvivlet stemme til konen ude i køkkenet ” Åh nej Maria nu kan jeg se, at jeg ikke skulle have moret mig så meget i går aftes til forestillingen!”.
Jo kunst må godt være svær, men er den gode kunst det? Er Mozart svær – nej vel. Johannes Jørgensens anti- krigs digte, han skrev som olding er umiddelbar let forståelige, medens hans ungdoms skriverier var det rene symbolistiske pladder (eller skulle jeg sige svært forståelige). Kunsten og dermed æstetikken er uløseligt forbunden med formidlingen af oplevelsen – den gode kunst formidler et svært emne på en let måde. Ligesom i Mozarts musik, hvor en næsten ikke hørbar hævning, eller en lille sænkning, af musikken afstedkommer samme effekt, som andre komponister bruger alverdens slagtøj og truthorn på.
Spørgsmålet om folkelig eller svært tilgængeligt, vedrører mere habitus end æstetik, er jeg ret sikker på, og så er vi fremme ved hvilken grupper i samfundet kunsten appellere til, og det store marxistiske spørgsmål nemlig at: kunst og æstetik er noget højt forskelligt for de forskellige sociale grupperinger og individets sociale positionering således at oplevelsen af kunst beror på, om menneskene i deres sociale forhold er så fri, at de ikke føler deres natur knægtet eller nedværdiget!

Mikkel Sørensen

La culture - c'est comme la confiture: le moins qu'on en a, le plus on l'etale.

DERFOR sender statsmagten skidtet ud via provinsens indkoebscentre.