Leder

Fra kamp til politik

Debat
5. december 2009

Kulturminister Carina Christensen har været væk. Da hun accepterede nedskæringer på kulturområdet i forbindelse med finanslovforhandlingerne, virkede hun som en fraværende minister uden handlekraft og engagement. Men det viser sig, at hun faktisk var væk af en grund. Hun har været i provinsen. Og nu er hun vendt tilbage med et udspil, der er blevet noget så sjældent som positivt modtaget af kulturlivet. Dog stadig uden penge, men med en vision om at sikre alle adgang til kulturen. Hun vil række ud efter de 30 pct. af borgerne, der ikke har noget kulturforbrug.

Da ministeren i forbindelse med udspillet erkendte, at det sikkert ville betyde museumslukninger, mødte hun kun begrænset modstand. Man kunne ellers forvente, at et samlet museumsfolk ville rejse sig i fælles protest, men foreløbig er det ikke sket. Det kan være, at det bare skyldes godt pressearbejde; historien om museumsdød har fået et positivt spin. Det kunne også være, at hun har fat i noget. Besøgstallene på de små lokalhistoriske museer er forsvindende lille. Og de lokale ildsjæle er selv frustrerede over, at ingen kommer og ser resultatet af deres engagement i bevarelsen af egnens kulturhistorie.

Men meget af den velvilje, som ministerens udspil møder, handler også om, at kulturlivet i forvejen gør mange af de ting, ministeren opfordrer til. Nogle af dem af nød, da museumslukninger også har været en konsekvens af kommunalreformen.

Oppositionen var der straks med beskyldninger om, at ministeren serverede tomme visioner, når der ikke fulgte penge med. Mens flere af museumsdirektørerne har udtalt, at de i langt højere grad ser dette som en professionel udfordring end en økonomisk. Som kulturpolitisk forsker Dorte Skot-Hansen siger i dagens avis: »Det har længe været tiltrængt med et wake up call for et kunst- og kulturliv, der har ekskluderet en tredjedel af befolkningen.«

Det er da også umiddelbart en smuk tanke for alle os, der elsker kulturelle oplevelser, at flere skal inddrages i det. Men man må også sande, at det ikke er alle, der finder det interessant. Og er det ikke o.k.? Skal folk virkelig se på kunst, hver gang de er på indkøbstur for at legitimere statens store kulturbudget? Effekten risikerer at blive den modsatte af det ønskede. Hvis man konstant bliver konfronteret med noget, man ikke forstår, så er man måske endnu mere tilbøjelig til at tage afstand fra det. Føle sig mere marginaliseret. Mens alle Torden-skjolds lokale soldater falder på halen over, at Tor Nørretranders kommer forbi og holder en tale, fordi en stor guldkugle er blevet placeret i midten af en rundkørsel, så kører man selv forbi og tænker: Er det det, de bruger pengene på?

At man skulle kunne nå alle med kulturtilbuddene er en illusion, men der er dog en noget mere inkluderende tone i det, kulturministeren har præsenteret, end hvad man tidligere har set i kulturpolitiske udspil.

Det her handler om vores fælles kulturarv. Men der ligger også et stærkt fokus på det kulturhistoriske aspekt, og i det ligger der i udgangspunktet en forestilling om fællesskab. Kulturhistorie er vi alle en del af, og i den historieskrivning har vi alle en betydning. Derfor burde det også være nemmere at formidle den relevant.

DEN VIRKELIG STORE UDFORDRING er at gøre kunsten relevant for de sidste 30 pct. Kunsten har alle dage villet skille sig ud fra fællesskabet, derfor er den i sit væsen ekskluderende. Det er i langt højere grad end tidligere den kulturelle kapital, der afgør klasseskellene i dag, og kunsten er det, vi bruger til at lægge afstand til hinanden med. Det er da også den smalle kunsts forsvarere, der har protesteret mest højlydt mod Carina Christensen: 'Vi vil sgu ikke være tilgængelige for alle!' Kunst er altid problematisk i et demokrati. Alle betaler til den, men den kan ikke være for alle. Kunst er nemlig ikke demokratisk. Det er ikke mindst derfor, vi støtter den.

At kritikerne får ministerens udspil til at ligne et knæfald for Dansk Folkeparti er dybt forudsigeligt, og i virkeligheden er idéen om at styrke en dansk nationalitetsfølelse gennem kulturen vel en god gammeldags konservativ tanke. At Dansk Folkeparti så sidenhen har gjort sig til talsmand for den med andre bagvedliggende motiver, kan ministeren jo sådan set ikke gøre for.

Med udspillet 'Kultur for alle' cementerer Carina Christensen de konservatives prioritering på kulturområdet: Kulturarven skal sikres. Når man vælger til, vælger man som bekendt også fra. Og dér har Carina Christensen taget stilling. Nedskæringer på finansloven bliver accepteret, når det handler om den skabende kunst. Egns- teatrene lever på lånt tid. Men flinteøkserne og jydepotterne skal støves af og præsenteres på en helt ny måde. Brian Mikkelsen ville bruge kulturen ideologisk til at føre kulturkamp. Carina Christensen har med sit udspil vist, at hun ikke vil føre kamp, men faktisk kulturpolitik. Det er forfriskende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her