Konsekvenserne af overfaldet på Silvio Berlusconi er uoverskuelige. Inden hændelsen i Milano forrige søndag lignede Berlusconi en færdig mand. Utilfredsheden med ministerpræsidentens konstante udfald mod dommerstanden og andre uafhængige samfundsinstitutioner var mærkbar i hans eget parti. Deputeretkammerets formand, den tidligere nyfascist Gianfranco Fini, var på nippet til at samle sine tropper og forlade partiet. Pier Ferdinando Casini, lederen af det kristendemokratiske midterparti UDC, havde opfordret til dannelsen af en demokratisk alliance med venstrefløjen for at bremse regeringens forsøg på at ændre forfatningen. Der tegnede sig et alternativt flertal, men hvis ikke voldsepisoden bliver det afgørende vendepunkt, kan det blive en livsforlængende åreladning.
BERLUSCONIS karismatiske fascinationskraft er en fortælling om rigdom og succes, der fortættes i hans kropslige fremtoning. Det er en krop, der udstråler energi, optimisme, temperament, held og sikkerhed, men også had til fjenden, foragt for reglerne og ligegyldighed over for andres meninger. I 15 år har Berlusconi projiceret sine egne autoritære instinkter over på en »kommunistisk« venstrefløj, der kun eksisterer i hans egen fantasi. Han har på systematisk vis tømt det italienske demokrati for indhold i såvel samfundets institutioner som i borgernes hoveder.
HADET til Berlusconi er således fuldt forståeligt. Ved at gøre karisma til den afgørende legitimering af politisk magt har han overskredet demokratiets demarkationslinje: Demokratiet er baseret på argumenter, ikke på følelser. Men Berlusconi har bevidst samlet opmærksomheden omkring sin egen krop og fremkalder derfor følelser som had og kærlighed. At en psykisk ustabil mand, der pr. definition ikke har kontrol over sine følelser, begår vold mod ministerpræsidenten, er derfor en konsekvens af berlusconismens natur. I sekunderne efter overfaldet stod angsten malet i Berlusconis ansigt, men så trodsede han instinktivt faren og stillede sig til skue som en blødende martyr. Det er indholdet af selve den pagt, han har indgået med sine tilhængere. Men overfaldet afslører også den karismatiske magts skyggebillede: Sakraliseringen af Berlusconis ansigt på tv-skærmen afføder trangen til afsakralisering.
FORSØGET på at forvandle afsakraliseringen til et martyrium viser, hvor langt Italien befinder sig fra en normal demokratisk dialektik. Oppositionen og den kritiske del af pressen er blevet betegnet som overfaldets »moralske opdragsgivere«. Nu sætter Berlusconi alt ind på at ændre forfatningen for at stække dommerne og præsidenten. Igen er det lykkedes ham at forsimple det politiske liv. Men på et tidspunkt brister boblen, og overgangen til en ny epoke bliver ikke smertefri. Berlusconis politiske eventyr begyndte med mafiaens bomber mod dommere og monumenter i 1992-93, og det kan ende med nye bomber og et økonomisk sammenbrud.
